USA

Tilbage på pinden

10354956_331944776955236_8433643893032024030_n 10547628_332445150238532_558818936202218408_n

Som overskriften antyder, er jeg tilbage på pinden efter en helt fantastisk måned med de vildeste og dejligste oplevelser sammen med manden i mit liv

Vi mødte søde mennesker, vandt penge i Las Vegas, fløj i helikopter over Grand Canyon, så en rødlos i naturen, badede og ’surfede’ i Stillehavet, fejrede Peters fødselsdag med fyrværkeri, sneg os ind til en koncert, kørte i knaldrød Ford Mustang Cabriolet med vind i håret og solskin i hjerterne og tusind andre ting. Ganske enkelt fantastisk.

Det kan på ingen måde beskrives, hvor dejlig en tur, vi har haft, men hvis I kender mig ret, så skal jeg nok prøve! Jeg skal have sorteret og redigeret en masse billeder og sat dem i rigtig rækkefølge, og derefter kommer de ud til jer, så I kan se, hvad vi har lavet.

Udover det, har jeg en del andre projekter den næste måned. Jeg kalder det hjemme-arbejdsferie, men jeg bestemmer heldigvis selv mine tider

– Jeg skal have opdateret min portfolio og gjort den klar til at sende ud til firmaer, så jeg kan søge praktikplads.

– Jeg har en designvision, som jeg forhåbentlig kommer til at arbejde lidt mere med og får lavet nogle prototyper af.

– Jeg har en del små-projekter i hjemmet, som jeg gerne skulle få styr på.

– Jeg vil gerne nå at se min familie og venner, så det er også på listen

Normalt når jeg er ude at rejse, synes jeg aldrig helt, jeg er væk længe nok. Denne gang nåede jeg dog at være så længe væk, at jeg rent faktisk kom til at savne mit hjem og min hverdag. Dette betyder, at jeg er noget så sjældent som motiveret (!). Jeg ved det, det lyder jo ikke ligefrem sundt… Men ikke desto mindre er det det, jeg er lige nu, så jeg må hellere se at færdiggøre dette indlæg, så jeg kan komme i gang med alle mine skønne projekter.

I vil blive holdt opdateret, og I skal glæde jer. Jeg har nemlig en masse fine ting at vise jer snart.

Hold sommerkroppen kølig og hjertet varmt

Det næste eventyr er lige om hjørnet

Jeg nåede kun lige at poste det sidste indlæg om Japan, så skal jeg af sted igen. Denne gang med min kæreste, og turen går til USA. Vi har lejet en cabriolet, og skal køre rundt i den i 3,5 uge i Californien, Nevada og Arizona. Det bliver den vildeste ferie nogensinde – og lidt af et eventyr. Vi har planlagt og sparet op i over et år, og på torsdag går det endelig løs. Det er faktisk en smule urealistisk. Men mon ikke jeg finder ud af, at det er rigtig nok, når jeg sidder med vind i håret, solen højt på himlen og lækker rockmusik på radioen på Highway 1 langs kysten

from the blog www.stuckincustoms.com

Vi tager som sagt af sted på torsdag, og her er planen over resten af turen, så I herhjemme kan følge med.

Torsdag d. 3. juli: Vi flyver fra Kastrup kl. 15.00 og ankommer 12,5 time senere i Los Angeles, hvor klokken kun er 17.10, samme dag. Vi er 9 timer bagud i forhold til dansk tid. Derefter tager vi en shuttlebus ind til Hollywood, hvor vi skal bo hos en fyr, der hedder Aaron.

Fredag d. 4. juli – Uafhængighedsdagen og Peters fødselsdag: Bilen hentes kl. 12.00, og vi går rundt i Hollywood og ser det, man skal se. Om aftenen skal vi i Hollywood Bowl og se et show med bl.a. Steve Martin og fantastisk fyrværkeri. Det er Aaron, der har arrangeret, så vi ved ikke helt, hvad vi har sagt ja til

Lørdag d. 5. juli: Vi tager i Universal Studios og bruger hele dagen. Jeg glæder mig helt vildt til det!

Søndag d. 6. juli: Sightseeing i Los Angeles.

Mandag d. 7. juli: Vi forlader Aaron og LA og kører nordpå mod San Francisco. På vejen stopper vi ved den ‘danske’ by Solvang, hvor man kan få æbleskiver året rundt. Vi drøner op ad Highway 1, der skulle være en af de smukkeste i verden, og når vi bliver trætte, finder vi et sted at sove.

Tirsdag d. 8. juli: Fra vores improviserede overnatningssted drager vi videre mod nord til San Jose, der ligger lige syd for San Francisco. Her skal vi se et sted, der hedder Winchester Mystery House. Kort sagt boede der en gang dame i huset. Der skete en masse tragiske hændelser, og pludselig var hun alene. Hun fik så den idé, at alle omkring hende døde, fordi der ikke blev bygget på huset. Ja. Så for at hun ikke skulle dø, sørgede hun for, at der hele tiden blev bygget videre på hendes hus. Der er formentlig et naturligt stop for, hvornår man ikke længere kan udvide med værelser og karnapper, så i huset er der en masse trapper, der ikke fører nogen steder hen. Døre, der ikke virker. Rum, man ikke kan komme ind i, osv. Så huset skulle være ret fantastisk og sjovt at opleve – og specielt for en arkitektstuderende, tænker jeg
I San Jose skal vi sove hos en ung kvinde for en enkelt nat, og så skal vi videre igen.

Onsdag d. 9. juli: Denne dag håber vi på varmt vejr og solskin, for vi skal i udendørs vandland! Raging Waters i San Jose faldt valget på, da vi skulle finde en vandpark. Det var ikke let, men jeg håber, det bliver godt! Efter besøget kører vi så endelig til San Francisco, hvor vi skal bo hos Michael og Yesica i området, der hedder Mission.

Torsdag d. 10. juli: Dagen byder på sightseeing i byen og om aftenen skal vi på California Academy of Science, som er et stort museum, hvor der er en kæmpe regnskov, store udstillinger og et planetarium. En masse med videnskab i hvert fald. Dette arrangement er noget, de holder hver torsdag aften, hvor man kommer ind efter normal lukketid, og så er der drinks, livemusik og feststemning, mens man oplever museet.

Fredag d. 11. juli: Igen er der sightseeing i byen. Vi skal både nå at se Pier 39, Fisherman’s Wharf, the Golden Gate Park, the Golden Gate Bridge ‘itself’, og en masse af de forskellige områder fyldt med kunst og spændende mennesker. Denne aften har vi bestilt en bådtur til Alcatraz, hvor vi skal høre om fangerne og hele stedets historie. Vi håber på pænt vejr, for når vi sejler hjem skulle vi gerne se solnedgang og  San Franciscos smukke skyline.

Lørdag d. 12. juli: Sightseeing igen. Om aftenen skal vi på spøgelses-gåtur gennem det gamle Chinatown, hvor en lokal guide fortæller de (u)hyggelige historier fra stedet.

Søndag d. 13. juli: Igen en dag med sightseeing. Måske lejer vi et par cykler og begiver os over broen for at tage fine billeder og måske se de store redwood træer, som kan blive så store, at man bygger veje igennem dem!!

Mandag d. 14. juli: Vi siger farvel til San Francisco og drager ind i landet. Vi kører forbi en lille by, der hedder Livermore, hvor vi skal se noget så spændende, som den længest lysende glødepære, der findes. Jeg synes, det hører sig til på et amerikansk roadtrip, at man kører forbi og ser sådan nogle små mærkelige ting
Bagefter kører vi videre, og stopper måske ved andre små seværdigheder, men om aftenen skal vi i hvert fald ankomme til Yosemity National Park, hvor vi skal sove i telt to nætter.

Tirsdag d. 15. juli: Vi skal gå lange ture og se den skønne natur. Vi regner med at tage med på en af de guidede ture, for efterfølgende at udforske på egen hånd.

Onsdag d. 16. juli: Der bliver muligvis tid til endnu en lille gåtur, og over middag kører vi igen længere ind i landet. Om aftenen skulle vi gerne kunne se vores destination lyse op på nattehimlen: Las Vegas!

Torsdag d. 17. juli: Vores første dag i Las Vegas bliver ikke så meget i selve byen, da vi skal ud at flyve med helikopter i fire timer. Meget spændende! Vi skal flyve fra Las Vegas kl. 13.15, hvor vi derefter flyver over Hoover Dam og nogle andre seværdigheder, for at ende ved Grand Canyon, hvor vi skal lande nede i bunden og drikke champagne og spise jordbær. Det kan jeg godt lige overskue
Hvis vi kan overskue andet, skal vi bare rundt og se byen bagefter.

Fredag d. 18. juli: Dagen byder på sightseeing, og om aftenen skal vi spise stor buffet og se showet The Dream kl. 19.00 fra gode pladser.

Lørdag d. 19. juli: Skal vi også bare nyde byen og alle dens muligheder.

Søndag d. 20. juli: Denne dag kører vi fra Las Vegas til Grand Canyon, hvor vi skal overnatte én gang. Planen er at tage nogle smukke billeder af solnedgangen over kløften.

Mandag d. 21. juli: Vi prøver at vågne tidligt, så der måske også er mulighed for solopgangsbilleder! Senere på dagen kører vi til San Diego, hvor vi skal bo hos Holly.

Tirsdag d. 22. juli: Vi skal i SeaWorld! Og hvis vi har tid skal vi se lidt af byen og måske lidt af stranden i denne solbeskinnede by.

Onsdag . 23. juli: Ingen planer, så det må dagen vise.

Torsdag d. 24. juliVi skal bruge dagen i San Diegos verdensberømte Zoo.

Fredag d. 25. juli: Endnu en fri dag til sightseeing og oplevelser. Vi ville gerne have haft billetter til det årlige Comic Con i San Diego, men vi var desværre ikke så heldige at få nogen. Men det skal da ikke holde os væk, så vi regner stærkt med at kigge forbi og se nogle af de udklædte mennesker alligevel.

Lørdag d. 26. juli: Vi kører nordpå og overnatter i Huntington Beach. Der skulle være en fænomenal strand og nogle smukke solnedgange.

Søndag d. 27. juli og mandag d. 28. juli: Turen er desværre snart slut, så vi drager mod vores sidste overnatningssted ved Venice Beach. Her skal vi bo i en lille hytte næsten nede på stranden, hvor vi skal nyde de sidste dage i paradis.

Tirsdag d. 29. juli: Vi kører til LA’s lufthavn for at aflevere bilen, og så afgår flyet 19.30. Vi er hjemme i DK kl. 15.20 onsdag d. 30. juli.

Jeg glæder mig helt sindssygt meget, og jeg håber på at komme med nogle små opdateringer undervejs. Ellers må I glæde jer til alle billederne, når vi kommer hjem igen

Hav en dejlig sommer!