storby

Japan i ord og billeder_kunst, kunst og…. storby!

Torsdag d. 3 april: I løbet af natten blev der udstedt tsunamivarsel i Japan, da der havde været et voldsomt jordskælv i Chile aftenen før. Og der KOM faktisk en tsunami – på 17 cm. Jeg ved egentlig ikke, om man så stadig kan kategorisere det som en tsunami, men det sagde de i hvert fald i nyhederne Så ingen fare der; vi hverken flød væk eller druknede.

Kl. 9.30 blev vi hentet af en chartret båd, der skulle sejle os over til to af de andre kunst-øer. Vi tog al vores bagage og vandrede hen til den nærliggende bådebro. Lige inden vi skulle til at sejle, kommer en varebil skridende rundt i svinget, og en lille japansk mand kommer hujende løbende ned mod os med noget dinglende i hånden. Det viste sig, at en af pigerne havde glemt én handske i en af jurterne, og den skulle hun da selvfølgelig have med, mente manden. Så det fik hun, og manden kørte glad hjem igen. Sådan er de i Japan – helt ekstremt søde, servicemindede og hjælpsomme. Det var også derfor, at jeg på intet tidspunkt følte mig utryg. Heller ikke på de store overfyldte gader i Tokyo, som vi kommer til senere. Fantastisk land!

Vi sejlede først til øen Teshima, hvor vi skulle se et helt specielt kunstværk af Ryue Nishizawa og Rei Naito: Teshima Art Museum. Det er et sted til ro, fordybelse og meditation, og hvor man ikke må tage billeder. Et stort åbent rum med to huller op til himlen, hvor lyset falder ned på gulvet i to perfekte cirkler. På gulvet pibler små vanddråber frem af huller og løber sammen til miniature vandløb og søer.

Vandet – himlen – lyset

Stedet ligger omgivet af rismarker med udsigt til havet, og højt over vores hoveder fløj snesevis af glender i cirkler, som afventede gribbe.

På vejen ned af bjerget fik nogle af de andre et lift på ladet af en lille varebil. De kom hujende ned ad vejen, mens vi andre gik i solens varme stråler og nød de ellers stille omgivelser. Ved havnen sad en masse og skitserede indtil båden sejlede os videre til den sidste ø: Inujima.

teshima_9

Her skulle vi se Inujima Art House Project, som på mange måder minder om Naoshima Art House Project, som vi besøgte dagen før (læs evt. mere her). Det er igen en lille, gammel by, der har fået tilført ny arkitektur og kunst rundt om i gaderne. På Naoshima er det gjort en smule mere diskret, da bygningerne passer ind i byen. På Inujima er det en blanding, men flere af værkerne skiller sig meget kraftigt ud.

Vi startede med at se S-House. Et stort buet rum med vægge i glas. Indeni var forskellige glasstykker ophængt – som kameralinser. Når man kiggede gennem dem, blev verden vendt på hovedet.

Lige om hjørnet fandt vi A-House. En stor cirkelformet glasudstilling med store blomstermotiver mellem glasvæggene. Man kunne gå ind i cirklen og opleve den helt særlige akustik.

På vejen ned til næste hus, fandt vi denne lille fine pavillo, med utroligt lavt til loftet og den mærkeligste akustik, jeg længe har hørt. Man kunne slet ikke holde ud at sige noget derinde.

Lidt nede af gaden lå et stort hus, som man tydeligvis skulle gå ind i. Det var C-Art House. Indenfor blev der vist en typisk kunstfilm, der kørte i loop. Vi sad pænt og kiggede ca. 39 sekunder, og så gik vi videre. Kunstfilm har virkelig aldrig været mig!

Tæt ved  dette lå I-House. En træbygning med et stort glasparti, hvori man kunne se et gigantisk piskeris dreje rundt. Indenfor kunne man komme helt tæt på det, og alle fik et chok, da det klappede sammen for at dreje den anden vej! Der var også en masse spejle, og en fin lille anlagt have.

Lige ved siden af dette hus, var et hyggeligt lille spisested, hvor vi kunne få pasta (!). Meget mystisk. Men virkelig lækkert og stadig ret japansk, da det var siddende på gulvet uden sko på.

pasta

Bagefter fandt vi F-House, der var et stort træhus med ét stort rum, der var helt fyldt ud af en skulptur kaldet “The Beginning of Life”. Fra midten af rummet udgik tykke arme af hvid røg, der snoede sig op gennem husets trækonstruktion. De viklede sig ind i træet, rundt om beskueren og op i loftet. Navnet gav pludselig rigtig god mening. På hver side af huset lå to gårdhaver med hver sin kunst og hver sin stemning. (Billeder var ikke tilladt.)

Det sidste vi så, var Stonecutters House. Ved siden af den gamle stenskærers hus, var anlagt en prydhave med hvide sten i et sirligt mønster.

art project_14

Det sidste vi skulle se på Inujima, var endnu et museum: Inujima Seirensho Art Museum. Dette museum havde vores guide Alex været med til at lave, da han var ansat hos Sambuichi Architects, og han gav os en privat rundvisning i grupper af ca. 10 personer. Det var en helt unik oplevelse at få lov til at høre alle de tanker og idéer, der ligger bag museet. For det er ikke et museum i traditionel forstand. I Japan har man tradition for, at et museum er én lang gang, så at sige. I Danmark er vi vant til, at vi bare kan gå rundt og kigge på de forskellige udstillinger, og bevæge os frem og tilbage, som vi lyster. De japanske museer derimod, har én måde at komme rundt på. Det er som én lang gang, som du må følge – der er ikke mulighed for at gå tilbage eller at gå for hurtigt frem. Man bliver guidet rundt af arkitekturen, så man er ikke i tvivl om, hvad man skal. Man startede med at gå ind i en underjordisk gang. En helt lige gang strakte sig måske 100 meter foran én, hvor man kunne se himlens lys skinne ind i gangen. Da man så havde gået ca 15 meter – drejede gangen! Igen kunne man se en helt lige gange strække sig 80 meter foran én. Og igen drejede gange efter 15 meter. Sådan fortsatte det, indtil man faktisk kom til enden af gangen, der viste sig at være et spejl, der viste himlen. Så på hele turen, har man kigget ind i spejle, som har vist himlen. Det har krævet helt utrolig præcision at placere spejlene, så illusionen blev perfekt. Det var en helt utrolig følelse! Det kan klart anbefales

IInujima_museum_gang
Tak til internettet!

Derefter blev man ledt gennem forskellige rum med forskellige kunstværker, alle lavet af den samme. Hele museet er opført på et gammelt kobberværk, hvis tilbageværende bygninger og ruiner er fint inkorporeret i den nye arkitektur. Museet har ikke behov for elektricitet og opvarmning. Det hele klares vha. kløgtig udformning af rum og en stor viden om klimatiske forhold. Pga. den måde museet er udformet, kan man skabe både vind, kulde og varme, hvor man ønsker det. Man har f.eks. store glasrum, der samler en masse varme i løbet af dagen. Når man ønsker at opvarme andre rum, skaber man et gennemtræk fra det varme rum, så varmen kan sprede sig. Indeklimaet reguleres  hele dagen igennem vha. vinduer, døre og luftsprækker. Det er selvfølgelig meget mere kompliceret end det, men det er bare for at give et eksempel. Man sparer ca. 20 klimaanlæg, men i sig selv leverer museet kun energi svarende til én elpære.

alex_museum_2

Efter det alt for korte besøg på det sidste museum, sejlede vores chartrede båd os tilbage til fastlandet og den grimme havneby Uno, hvor vi sov én nat på et meget mærkeligt hotel. Vi var tre piger, der gik ud og fik noget aftensmad sammen. Det var en lille by, så det var svært at finde noget godt, hvor man samtidig forstod, hvad man bestilte. Reglen var, at eftersom intet står på engelsk, må man finde et sted, hvor de har billeder af maden, så man kan pege og nikke. Meget kan klares med tegn og kropssprog

Vi fandt et ret lokalt sted, hvor de serverede sushi mm. Ved et rent lykketræf kunne kvinden ved nabobordet en del engelsk, så hun kunne hjælpe os med at bestille mad. Vi fik sashimi (rå fisk i mundrette bider), tempura (dybstegt fisk eller grønt i dej), to slags suppe, lidt forskellig sushi og en smule frisk frugt. Nogle af tingene kendte vi godt. Der var f.eks. både laks og tun, som smagte forrygende. Så var der også nogle stykker fisk, som vi ikke umiddelbart kendte, men det skulle smages. Det hvide fisk var meget hårdt at bide over, men blev næsten helt cremet i munden, jo mere man tyggede det. Det smagte helt ok, men man skulle vende sig til konsistensen. Et andet stykke fisk var helt gennemsigtigt med farverigt skind. Det smagte også ok (af fisk og saltvand), men igen skulle man vende sig til konsistensen af så rå fisk. De to slags fisk gik igen på sushien, hvor der også var et stykke med blæksprutte. Og det er altså et helt stykke blæksprutte, hvor du ikke er i tvivl. Det er ikke som herhjemme, hvor det friturestegt og nedbrudt. I Japan kan man nærmest stadig se sugekopperne. Så det skulle jeg da også prøve. Og jeg tyggede og jeg tyggede og jeg tyggede. Og der skete aldrig rigtig noget. Sådan er det vist med blæksprutte – på et tidspunkt må man bare overgive sig og sluge det.

sushi

Fredag d. 4. april: Kl. 8.00 ’sharp’ tog vi af sted fra et regnfyldt Uno med vores helt egen bus. Vi skulle nu til Kurashiki og se den gamle bydel. Da vi kom frem en times tid efter, var solen kommet frem – og det samme var turisterne. Det var første gang, vi sådan rigtig befandt os et sted sammen med andre end japanere. Eftersom solen skinnede, og vi havde et par hyggelige timer at bruge i byen på bare at opleve, tage billeder og skitsere, var det helt ok. Det var let at abstrahere fra de andre, da de ikke bevægede sig nær så meget rundt som os. De blev primært nede ved vandet, hvor en flok fik samlet sig til et photoshoot omkring de lyshårede piger fra Skandinavien. Hvilket show. De små japanere fik linet sig op med hver sit enorme spejlreflekskamera, og så bad de ellers pigerne om at posere:”Smile, smile – say cheese! Okay okay?” Meget sjovt!

photoshoot

Bortset fra det, var det også en smuk by. Alle de små huse lå side om side på lange smalle gader, hvor de hvide huse med deres smukke facader, gav genlyd af en svunden tid. På broen over kanalen så vi et brudepar få taget billeder i kirsebærtræernes filtrerede lys, mens en traditionelt klædt mand sejlede glade turister rundt på lange både. Det hele var muligvis ét stort stunt til ære for os turister, men det var ikke desto mindre meget fascinerende.
Personligt fik jeg lavet en lille øm skitse ved kanalen, og det var vist tæt på turens eneste, der nogensinde skal vises frem

IMG_3172

I øvrigt så jeg hende her. Et mere omsonst job skal man lede længe efter. Det stormer en halv pelikan, men bladene skal da blæses rundt Jobbet skal passes – blæsevejr eller ej!

omsonst job

Derefter købte vi lidt frokost i den lokale 7 eleven. På hele den første del af turen, var vores program så tæt pakket, at vi kun fik tid til at købe frokost på farten. Det betød en masse sødt brød (som man troede var almindeligt brød), en masse brød med bønnepuré (som man havde troet, var sødt brød), og en frygtelig masse tangtrekanter med diverse fyld af fisk. De smagte til gengæld virkelig godt, og det er én af de ting, jeg godt kan savne i Danmark. Let adgang til en lille, billigt og sundt måltid / snack. Og så er der selvfølgelig også deres kæmpe udvalg af færdigretter og underligt udseende sushi-ting. Altid spændende! Det blev kutyme at spørge folk, hvis de havde købt noget nyt og spændende:” Hvordan smager det? Hvad er det?” Det første kunne man som regel godt tage stilling til. Smagte det godt eller skidt (tit var svaret:” Det er ok. Konsistensen er lidt mærkelig, men det kan spises.”). Til spørgsmålet om, hvad det var, var der som regel bare ét svar:” Det ved jeg ikke. Det ligner lidt laks, men det smager ikke sådan….” Ja, den kulinariske side af Japan, var en meget stor oplevelse i sig selv.

Med bussen fuld af fisk og sødt brød kørte vi videre til Tomonuora. Endnu en lille by med gamle huse, men denne skulle dog efter sigende være mere autentisk. Tomonoura er en havneby, og en lidt speciel én af slagsen. Der er nemlig 10 meters forskel på høj- og lavvande, hvilket selv sagt skaber visse udfordringer, når man f.eks. vil fortøjre sin både. Løsningen man her har brugt, er at bygge en meget stor trappe ud i vandet, hvor man kan fortøjre sin båd. Ved højvande er trappen oversvømmet, og man kan gå direkte om bord på båden fra kajen, men ved lavvande er vandet så lavt, at man skal træde adskillige trin ned, for at finde sin båd. En meget lavpraktisk, men MEGET smart løsning.

trappen
I Tomonoura så vi også en sakekøbmands hus, der var restaureret til sin oprindelige form. Meget interessant at se hvordan man i gamle dage fremstillede den traditionelle drik vha. store trækonstruktioner inde i huset og store tønder, der blev opmagasineret i et tilstødende lokale.

Derudover så vi ca. 1000 templer (det er selvfølgelig løgn, men der var virkelig mange!), og de var meget smukke. Fra det sidste tempel besluttede vi at gå op på byens udsigtspunkt for at se ud over Indlandshavet. Vi fik at vide, at der lige netop denne dag, var den bedste udsigt, der nærmest nogensinde havde været. Vejret var simpelthen helt ekstraordinært klart. Det skulle udnyttes. På vejen op ad bakken, opdagede vi pludselig, at der var nogen, der fulgte efter os. Der var hurtige fodtrin og lyse stemmer. Hver gang vi vendte os om, var gaden tom. Vi prøvede et par gange, og som gaden blev smallere, blev vores forfølgere nødt til at komme ud på den åbne vej. Tre små japanske drenge, fulgte efter os. De legede den kendte leg ‘Frys’, hvor man skal stå helt stille, når dem man prøver at indhente, vender sig om for at kigge på én. Meget meget søde drenge, som vi endte med at tage et billede sammen med på toppen af bakken.

billede med de små drenge
På vejen ned fik vi lov til at smage noget af den lokale sake, der skulle være ret speciel. Vi fik hver stukket et glas i hånden, og kunne derfor ikke rigtig komme udenom, selvom alkohol på det tidspunkt var det sidste, vi havde lyst til og brug for. Men vi drak det, og det smagte…. sødt? Og lidt af selleri. Ikke frygteligt, men heller ikke et hit, så derfor købte jeg altså ikke noget med hjem til smagsprøver.

Dernæst tog bussen os med til Hiroshima. Den by havde jeg glædet mig til! Efter byen blev ramt af bomben i 1945, var byen stort set udslettet og alle bygninger jævnet med jorden. I dag er det en storby som så mange andre, og kun få steder kan man se levn fra det, der var. For en arkitektstuderende er det super interessant, men når man først står der, er der andre følelser, der rammer. Ved centrum for bomben er der anlagt en park til minde om katastrofen, hvor der også er et museum. Det museum fik vi ikke besøgt den første aften, men det var jeg fast besluttet på at få gjort inden afrejse et par dage efter.

Vi blev indkvarteret to og to på et semi-fancy hotel, og det var lykken! Vi fik skypet med familien og slappet lidt af, inden vi gik ud for at opleve lidt af den pulserende storby. Vi kiggede i en elektronikbutik (jeg blev en smule skuffet, da de kun havde en halv etage med kamerating – ikke hvad jeg forventede af elektronikkens højborg!) og i et stormagasin på størrelse med Magasin i Danmark. Der var nogle fine ting at se på, og vi fik da også købt et par enkelte ting, vi ikke kunne undvære

Lige inden sengetid fik vi at vide, at for vi skulle pakke vores små tasker med alt, hvad vi skulle bruge til to dage. For at komme til Kyoto skulle vi nemlig rejse med tog, hvor der ikke er plads til store kufferter, så kufferterne skulle sendes separat. Og det skulle de så to dage før. Krise! Men alle klarede det – så måtte vi bare vente og se, om vi havde pakket det rigtige.

Herunder kommer en billedserie kaldet KRÆS. Billeder, der måske ikke umiddelbart fortæller så meget om min tur, men som formidler en stemning. Og så synes jeg, de er pæne – og til tider sjove:)