modelbyggeri

Bacheloropdatering…

Så er det i morgen at alle modeller skal skæres. Det vil sige en 1:200, 1:500 og 1:50 udsnit. Det har taget mig lidt mere end to hele arbejdsdage at lave filerne, og jeg forventer først de er færdige senere i aften.
Det bliver skønt at få modellerne ud af verden, selvom de lige sal samles først. Til det har jeg heldigvis erhvervet mig en sød medhjælper, som gerne vil bruge en hel dag på at lime og samle

Ellers skal alting bare laves færdigt nu. Der er ikke mere, der bliver ændret, så der skal produceres, produceres, og produceres.
Jeg skal printe næste mandag, så jeg får endnu en travl uge. Heldigvis er det meget hyggeligt, men jeg vil ikke kunne klare et sådant arbejdspres meget længere. Jeg har regnet sammen, at jeg pt. har en arbejdsuge på lige omkring 100 timer, så det er pænt hårdt. Men jeg klynker ikke, selvom det måske lyder sådan. Det er bare en periode, og det bliver helt fantastisk at aflevere noget, jeg faktisk er stolt af og har arbejdet hårdt på at lave.

Men jeg vil tegne videre. I hører fra mig!

Skumskæreren, der kan redde din dag

Når man skal skære små ting ud i hvidt skum (polystyren – også kendt som flamingo) opstår der let problemer. Hvis man bruger en kniv, skal den være meget skarp for ikke at flosse materialet. Man skal i øvrigt også finde sig i en lyd, der er værre end bestik der trækkes ned over en tallerken – den går gennem marv og ben! Et andet problem er, at det er utroligt svært at skære det lige, og i en situation, hvor det man skærer ud skal bruges i en model, skulle man jo gerne kunne stole på størrelsen.

Mød skumskæreren – vores redning! En mega smart lille maskine, der hjælper én til at skære meget præcist i skum.

Da den egentlig brænder materialet, udvikles der nogle temmelig giftige gasser, derfor skal man huske udsugningen :)
Da den egentlig brænder materialet, udvikles der nogle temmelig giftige gasser, derfor skal man huske udsugningen

Der står én på hver afdeling på hver etage på skolen, så det er helt tydeligt en vigtig ting. Da jeg skulle lave min 1:500 model, brugte jeg skumskæreren, og det var jeg glad for. Det tog mig lige i underkanten af en time at skære de lidt over 100 små klodser ud med taghældning og det hele, men takket være maskinen blev de alle den rigtig størrelse

De over 100 små klodser til  modellen,
De over 100 små klodser til modellen.
1:500 oversigtsplan over boligopgaven
Modellen tæt på

“Sticky fingers”

Kan I huske, da man var lille, og noget af det bedste var at få lim på fingrene, for så kunne man få lov til at pille det af, når det var tørt? Det var gerne sådan en tyktflydende, hvid trælim, der rigtigt kunne nå at sætte sig i tykke lag.
Well, på arkitektskolen er det hverdagskost, når man bygger modeller. Det er bare ikke altid den harmløse hvide trælim, vi bruger. De sidste to uger har vi f.eks. arbejdet med en UHU Power lim. En hurtigtørrende kontaktlim, der er baseret på alle mulige frygtelige kemikalier. Det skulle ikke undre mig, om min hjerne har taget skade af overdreven indhalering…

Nå, men sådan her har mine fingre i hvert fald set ud ‘et par gange’ i løbet af de sidste 14 dage. Men selvom det er en mere krads omgang en trælimen og muligvis har ætset en smule af min hud, er det stadig en fantastisk følelse at pille det af

sticky fingers

Værkanalyse og en kæmpe stor model

Nu er der gået to uger af vores obligatoriske kursus: Værkanalyse. (Jeg har skrevet om det før )
Spændende, kedeligt og udfordrende. Den største udfordring er nok, at vi skal bygge en model af vores værk i 1:33,33. Vores værk er Bethlehemskirken i København. Hele kirken(!)…

kirken

Men det er sjovt, og det bliver fantastisk, når den bliver færdig. Vi har p.t. arbejdet på den i én uge. Vi regner også med at bruge hele næste uge på den, men så er den forhåbentlig ved at være færdig. Jeg har vist ikke vist jer noget om modelbygning endnu, men her er lidt billeder af den første uges proces:

step1

Det giver nok sig selv, men når man skal bygge en model, starter man med blyant, lineal, kniv og pap. Det gælder om at kunne se materialets potentiale. Hvordan tranformerer vi 30 stykker træpap til en detaljeret kirke? Noget af det, man i hvert fald gør, er at bruge oceaner af tid på at måle op, regne ud og tænke tanker. For der er meget, der skal gå op i en højere enhed, og meget man glemmer at tænke på. Uanset hvor god, man synes, man er til matematik og logik, så finder man altid ud af, at man har glemt at tage højde for det ene eller det andet. Specielt efter man HAR skåret de 18 søjler….

step3

Ja… De blev så ikke helst så kvadratiske, som de skulle have været, da nogen *host host* glemte at kalkulere med træpappets tykkelse. Men som sagt så sker det hele tiden, og man lærer at arbejde med det i stedet for mod. Det skal nok gå. For vi skærer ikke 18 nye!

step2

Når man først går i gang med at skære, går det stærkt. Når stykkerne er optegnet og kniven bare kører derudad, er det en skøn følelse. Også en smule nervepirrende. Meeen primært skønt. Så kan man virkelig mærke, der sker noget. Efter turen under kniven, ender man med en stor bunke papstykker i forskellige former og størrelser, og det er så her, man kommer i tanke om, at det måske havde været smart at lave et nummersystem, så man kunne huske, hvad der var hvad… Men det lærer man med tiden. Og ellers må man bare i gang med at måle det hele op – igen.

 step4

Hvis man overkommer ovenstående obstruktioner, når man måske frem til det punkt, hvor man kan begynde at samle det hele. Fredag eftermiddag så modellen således ud. (Tak til gruppemedlem Julie, for at bringe den menneskelige skala ind i billedet. I øvrigt husker I måske Julie fra et tidligere indlæg, der kan læses her.) Det ser måske ikke ud af meget, men det har som sagt taget en uge (!) at komme hertil. Det skyldes primært det faktum, at arkitekten bag denne kirke, har valgt at bygge det hele i mursten. Han har også lavet en frygtelig masse detaljer i disse, så for at bygge den væg, I ser stå til venstre, har vi måttet konstruere hele 3 forskellige lag samt indre afstivere, for at få det til at stemme nogenlunde overens med virkeligheden.

Det er ikke så tit, man bliver bedt om at lave en model af et eksisterende værk, så denne opgave er faktisk ret speciel på det punkt. Det er enormt udfordrende at skulle sætte sig så meget ind i en anden persons værk, at man kan bygge det i model. Vi har besøgt stedet og gravet en masse gamle tegninger frem, men det føles stadig som et mindre detektivarbejde at skulle prøve at finde frem til den store sandhed i bygningen, så vi kan konstruere den.

Om en uge følger forhåbentlig et billede af den færdige model, og hvis der ikke gør, så.. Ja, det skal der! God søndag aften