model

Bacheloropdatering…

Så er det i morgen at alle modeller skal skæres. Det vil sige en 1:200, 1:500 og 1:50 udsnit. Det har taget mig lidt mere end to hele arbejdsdage at lave filerne, og jeg forventer først de er færdige senere i aften.
Det bliver skønt at få modellerne ud af verden, selvom de lige sal samles først. Til det har jeg heldigvis erhvervet mig en sød medhjælper, som gerne vil bruge en hel dag på at lime og samle

Ellers skal alting bare laves færdigt nu. Der er ikke mere, der bliver ændret, så der skal produceres, produceres, og produceres.
Jeg skal printe næste mandag, så jeg får endnu en travl uge. Heldigvis er det meget hyggeligt, men jeg vil ikke kunne klare et sådant arbejdspres meget længere. Jeg har regnet sammen, at jeg pt. har en arbejdsuge på lige omkring 100 timer, så det er pænt hårdt. Men jeg klynker ikke, selvom det måske lyder sådan. Det er bare en periode, og det bliver helt fantastisk at aflevere noget, jeg faktisk er stolt af og har arbejdet hårdt på at lave.

Men jeg vil tegne videre. I hører fra mig!

Det første skridt mod en færdig bygning

Nu er den første tid med projekt bachelor overstået. De indledende volumenstudier er lavet, og de første tanker skrevet ned. Det er tid til at tage projektet et skridt videre.

Jeg har bygget en fin lille model i 1:500, som prøver at vise lidt mere, end de hvide polystyrenmodeller kunne. Det er væsentligt lettere at forestille sig dette som et byggeri, end et var før. Og det er naturligvis også tanken.
Min idé er at bygge langs metroen, for at understrege dens bevægelse. Samtidig tager min bygning fat i undergangen og skaber på den måde et trafikalt krydsningspunkt. Der skal naturligvis arbejdes meget mere med det hele, men i øjeblikket har jeg fat i det indre. Jeg kigger på rumdiagrammer og foreslag til planer, for på den måde at udvikle bygningen. Man kan ikke lave et projekt helt udefra eller helt indefra, det vil altid være et samspil mellem de to. Jeg forestiller mig en åben bygning, hvor man kan se, hvad der foregår, eller bare at der foregår noget. Det skal ligge som et synligt punkt i landsskabet og kalde folk til sig. Samtidig skaber det også automatisk opmærksomhed om sig selv, da man kører under den, når man krydser metroen på cykel eller gåben.

Ja, det er så sådan bygningen ser ud lige nu. Det er alt sammen meget uklart og famlende, men sådan skal det være. Der skal afprøves en masse ting og tages en masse beslutninger, før det bliver godt. Men godt håber jeg, det bliver

 

IMG_20141107_115018

IMG_20141107_115026

IMG_20141107_115040

IMG_20141107_115052

Værkanalyse og en kæmpe stor model

Nu er der gået to uger af vores obligatoriske kursus: Værkanalyse. (Jeg har skrevet om det før )
Spændende, kedeligt og udfordrende. Den største udfordring er nok, at vi skal bygge en model af vores værk i 1:33,33. Vores værk er Bethlehemskirken i København. Hele kirken(!)…

kirken

Men det er sjovt, og det bliver fantastisk, når den bliver færdig. Vi har p.t. arbejdet på den i én uge. Vi regner også med at bruge hele næste uge på den, men så er den forhåbentlig ved at være færdig. Jeg har vist ikke vist jer noget om modelbygning endnu, men her er lidt billeder af den første uges proces:

step1

Det giver nok sig selv, men når man skal bygge en model, starter man med blyant, lineal, kniv og pap. Det gælder om at kunne se materialets potentiale. Hvordan tranformerer vi 30 stykker træpap til en detaljeret kirke? Noget af det, man i hvert fald gør, er at bruge oceaner af tid på at måle op, regne ud og tænke tanker. For der er meget, der skal gå op i en højere enhed, og meget man glemmer at tænke på. Uanset hvor god, man synes, man er til matematik og logik, så finder man altid ud af, at man har glemt at tage højde for det ene eller det andet. Specielt efter man HAR skåret de 18 søjler….

step3

Ja… De blev så ikke helst så kvadratiske, som de skulle have været, da nogen *host host* glemte at kalkulere med træpappets tykkelse. Men som sagt så sker det hele tiden, og man lærer at arbejde med det i stedet for mod. Det skal nok gå. For vi skærer ikke 18 nye!

step2

Når man først går i gang med at skære, går det stærkt. Når stykkerne er optegnet og kniven bare kører derudad, er det en skøn følelse. Også en smule nervepirrende. Meeen primært skønt. Så kan man virkelig mærke, der sker noget. Efter turen under kniven, ender man med en stor bunke papstykker i forskellige former og størrelser, og det er så her, man kommer i tanke om, at det måske havde været smart at lave et nummersystem, så man kunne huske, hvad der var hvad… Men det lærer man med tiden. Og ellers må man bare i gang med at måle det hele op – igen.

 step4

Hvis man overkommer ovenstående obstruktioner, når man måske frem til det punkt, hvor man kan begynde at samle det hele. Fredag eftermiddag så modellen således ud. (Tak til gruppemedlem Julie, for at bringe den menneskelige skala ind i billedet. I øvrigt husker I måske Julie fra et tidligere indlæg, der kan læses her.) Det ser måske ikke ud af meget, men det har som sagt taget en uge (!) at komme hertil. Det skyldes primært det faktum, at arkitekten bag denne kirke, har valgt at bygge det hele i mursten. Han har også lavet en frygtelig masse detaljer i disse, så for at bygge den væg, I ser stå til venstre, har vi måttet konstruere hele 3 forskellige lag samt indre afstivere, for at få det til at stemme nogenlunde overens med virkeligheden.

Det er ikke så tit, man bliver bedt om at lave en model af et eksisterende værk, så denne opgave er faktisk ret speciel på det punkt. Det er enormt udfordrende at skulle sætte sig så meget ind i en anden persons værk, at man kan bygge det i model. Vi har besøgt stedet og gravet en masse gamle tegninger frem, men det føles stadig som et mindre detektivarbejde at skulle prøve at finde frem til den store sandhed i bygningen, så vi kan konstruere den.

Om en uge følger forhåbentlig et billede af den færdige model, og hvis der ikke gør, så.. Ja, det skal der! God søndag aften