kunst

Japan i ord og billeder_kunst, kunst og…. storby!

Torsdag d. 3 april: I løbet af natten blev der udstedt tsunamivarsel i Japan, da der havde været et voldsomt jordskælv i Chile aftenen før. Og der KOM faktisk en tsunami – på 17 cm. Jeg ved egentlig ikke, om man så stadig kan kategorisere det som en tsunami, men det sagde de i hvert fald i nyhederne Så ingen fare der; vi hverken flød væk eller druknede.

Kl. 9.30 blev vi hentet af en chartret båd, der skulle sejle os over til to af de andre kunst-øer. Vi tog al vores bagage og vandrede hen til den nærliggende bådebro. Lige inden vi skulle til at sejle, kommer en varebil skridende rundt i svinget, og en lille japansk mand kommer hujende løbende ned mod os med noget dinglende i hånden. Det viste sig, at en af pigerne havde glemt én handske i en af jurterne, og den skulle hun da selvfølgelig have med, mente manden. Så det fik hun, og manden kørte glad hjem igen. Sådan er de i Japan – helt ekstremt søde, servicemindede og hjælpsomme. Det var også derfor, at jeg på intet tidspunkt følte mig utryg. Heller ikke på de store overfyldte gader i Tokyo, som vi kommer til senere. Fantastisk land!

Vi sejlede først til øen Teshima, hvor vi skulle se et helt specielt kunstværk af Ryue Nishizawa og Rei Naito: Teshima Art Museum. Det er et sted til ro, fordybelse og meditation, og hvor man ikke må tage billeder. Et stort åbent rum med to huller op til himlen, hvor lyset falder ned på gulvet i to perfekte cirkler. På gulvet pibler små vanddråber frem af huller og løber sammen til miniature vandløb og søer.

Vandet – himlen – lyset

Stedet ligger omgivet af rismarker med udsigt til havet, og højt over vores hoveder fløj snesevis af glender i cirkler, som afventede gribbe.

På vejen ned af bjerget fik nogle af de andre et lift på ladet af en lille varebil. De kom hujende ned ad vejen, mens vi andre gik i solens varme stråler og nød de ellers stille omgivelser. Ved havnen sad en masse og skitserede indtil båden sejlede os videre til den sidste ø: Inujima.

teshima_9

Her skulle vi se Inujima Art House Project, som på mange måder minder om Naoshima Art House Project, som vi besøgte dagen før (læs evt. mere her). Det er igen en lille, gammel by, der har fået tilført ny arkitektur og kunst rundt om i gaderne. På Naoshima er det gjort en smule mere diskret, da bygningerne passer ind i byen. På Inujima er det en blanding, men flere af værkerne skiller sig meget kraftigt ud.

Vi startede med at se S-House. Et stort buet rum med vægge i glas. Indeni var forskellige glasstykker ophængt – som kameralinser. Når man kiggede gennem dem, blev verden vendt på hovedet.

Lige om hjørnet fandt vi A-House. En stor cirkelformet glasudstilling med store blomstermotiver mellem glasvæggene. Man kunne gå ind i cirklen og opleve den helt særlige akustik.

På vejen ned til næste hus, fandt vi denne lille fine pavillo, med utroligt lavt til loftet og den mærkeligste akustik, jeg længe har hørt. Man kunne slet ikke holde ud at sige noget derinde.

Lidt nede af gaden lå et stort hus, som man tydeligvis skulle gå ind i. Det var C-Art House. Indenfor blev der vist en typisk kunstfilm, der kørte i loop. Vi sad pænt og kiggede ca. 39 sekunder, og så gik vi videre. Kunstfilm har virkelig aldrig været mig!

Tæt ved  dette lå I-House. En træbygning med et stort glasparti, hvori man kunne se et gigantisk piskeris dreje rundt. Indenfor kunne man komme helt tæt på det, og alle fik et chok, da det klappede sammen for at dreje den anden vej! Der var også en masse spejle, og en fin lille anlagt have.

Lige ved siden af dette hus, var et hyggeligt lille spisested, hvor vi kunne få pasta (!). Meget mystisk. Men virkelig lækkert og stadig ret japansk, da det var siddende på gulvet uden sko på.

pasta

Bagefter fandt vi F-House, der var et stort træhus med ét stort rum, der var helt fyldt ud af en skulptur kaldet “The Beginning of Life”. Fra midten af rummet udgik tykke arme af hvid røg, der snoede sig op gennem husets trækonstruktion. De viklede sig ind i træet, rundt om beskueren og op i loftet. Navnet gav pludselig rigtig god mening. På hver side af huset lå to gårdhaver med hver sin kunst og hver sin stemning. (Billeder var ikke tilladt.)

Det sidste vi så, var Stonecutters House. Ved siden af den gamle stenskærers hus, var anlagt en prydhave med hvide sten i et sirligt mønster.

art project_14

Det sidste vi skulle se på Inujima, var endnu et museum: Inujima Seirensho Art Museum. Dette museum havde vores guide Alex været med til at lave, da han var ansat hos Sambuichi Architects, og han gav os en privat rundvisning i grupper af ca. 10 personer. Det var en helt unik oplevelse at få lov til at høre alle de tanker og idéer, der ligger bag museet. For det er ikke et museum i traditionel forstand. I Japan har man tradition for, at et museum er én lang gang, så at sige. I Danmark er vi vant til, at vi bare kan gå rundt og kigge på de forskellige udstillinger, og bevæge os frem og tilbage, som vi lyster. De japanske museer derimod, har én måde at komme rundt på. Det er som én lang gang, som du må følge – der er ikke mulighed for at gå tilbage eller at gå for hurtigt frem. Man bliver guidet rundt af arkitekturen, så man er ikke i tvivl om, hvad man skal. Man startede med at gå ind i en underjordisk gang. En helt lige gang strakte sig måske 100 meter foran én, hvor man kunne se himlens lys skinne ind i gangen. Da man så havde gået ca 15 meter – drejede gangen! Igen kunne man se en helt lige gange strække sig 80 meter foran én. Og igen drejede gange efter 15 meter. Sådan fortsatte det, indtil man faktisk kom til enden af gangen, der viste sig at være et spejl, der viste himlen. Så på hele turen, har man kigget ind i spejle, som har vist himlen. Det har krævet helt utrolig præcision at placere spejlene, så illusionen blev perfekt. Det var en helt utrolig følelse! Det kan klart anbefales

IInujima_museum_gang
Tak til internettet!

Derefter blev man ledt gennem forskellige rum med forskellige kunstværker, alle lavet af den samme. Hele museet er opført på et gammelt kobberværk, hvis tilbageværende bygninger og ruiner er fint inkorporeret i den nye arkitektur. Museet har ikke behov for elektricitet og opvarmning. Det hele klares vha. kløgtig udformning af rum og en stor viden om klimatiske forhold. Pga. den måde museet er udformet, kan man skabe både vind, kulde og varme, hvor man ønsker det. Man har f.eks. store glasrum, der samler en masse varme i løbet af dagen. Når man ønsker at opvarme andre rum, skaber man et gennemtræk fra det varme rum, så varmen kan sprede sig. Indeklimaet reguleres  hele dagen igennem vha. vinduer, døre og luftsprækker. Det er selvfølgelig meget mere kompliceret end det, men det er bare for at give et eksempel. Man sparer ca. 20 klimaanlæg, men i sig selv leverer museet kun energi svarende til én elpære.

alex_museum_2

Efter det alt for korte besøg på det sidste museum, sejlede vores chartrede båd os tilbage til fastlandet og den grimme havneby Uno, hvor vi sov én nat på et meget mærkeligt hotel. Vi var tre piger, der gik ud og fik noget aftensmad sammen. Det var en lille by, så det var svært at finde noget godt, hvor man samtidig forstod, hvad man bestilte. Reglen var, at eftersom intet står på engelsk, må man finde et sted, hvor de har billeder af maden, så man kan pege og nikke. Meget kan klares med tegn og kropssprog

Vi fandt et ret lokalt sted, hvor de serverede sushi mm. Ved et rent lykketræf kunne kvinden ved nabobordet en del engelsk, så hun kunne hjælpe os med at bestille mad. Vi fik sashimi (rå fisk i mundrette bider), tempura (dybstegt fisk eller grønt i dej), to slags suppe, lidt forskellig sushi og en smule frisk frugt. Nogle af tingene kendte vi godt. Der var f.eks. både laks og tun, som smagte forrygende. Så var der også nogle stykker fisk, som vi ikke umiddelbart kendte, men det skulle smages. Det hvide fisk var meget hårdt at bide over, men blev næsten helt cremet i munden, jo mere man tyggede det. Det smagte helt ok, men man skulle vende sig til konsistensen. Et andet stykke fisk var helt gennemsigtigt med farverigt skind. Det smagte også ok (af fisk og saltvand), men igen skulle man vende sig til konsistensen af så rå fisk. De to slags fisk gik igen på sushien, hvor der også var et stykke med blæksprutte. Og det er altså et helt stykke blæksprutte, hvor du ikke er i tvivl. Det er ikke som herhjemme, hvor det friturestegt og nedbrudt. I Japan kan man nærmest stadig se sugekopperne. Så det skulle jeg da også prøve. Og jeg tyggede og jeg tyggede og jeg tyggede. Og der skete aldrig rigtig noget. Sådan er det vist med blæksprutte – på et tidspunkt må man bare overgive sig og sluge det.

sushi

Fredag d. 4. april: Kl. 8.00 ’sharp’ tog vi af sted fra et regnfyldt Uno med vores helt egen bus. Vi skulle nu til Kurashiki og se den gamle bydel. Da vi kom frem en times tid efter, var solen kommet frem – og det samme var turisterne. Det var første gang, vi sådan rigtig befandt os et sted sammen med andre end japanere. Eftersom solen skinnede, og vi havde et par hyggelige timer at bruge i byen på bare at opleve, tage billeder og skitsere, var det helt ok. Det var let at abstrahere fra de andre, da de ikke bevægede sig nær så meget rundt som os. De blev primært nede ved vandet, hvor en flok fik samlet sig til et photoshoot omkring de lyshårede piger fra Skandinavien. Hvilket show. De små japanere fik linet sig op med hver sit enorme spejlreflekskamera, og så bad de ellers pigerne om at posere:”Smile, smile – say cheese! Okay okay?” Meget sjovt!

photoshoot

Bortset fra det, var det også en smuk by. Alle de små huse lå side om side på lange smalle gader, hvor de hvide huse med deres smukke facader, gav genlyd af en svunden tid. På broen over kanalen så vi et brudepar få taget billeder i kirsebærtræernes filtrerede lys, mens en traditionelt klædt mand sejlede glade turister rundt på lange både. Det hele var muligvis ét stort stunt til ære for os turister, men det var ikke desto mindre meget fascinerende.
Personligt fik jeg lavet en lille øm skitse ved kanalen, og det var vist tæt på turens eneste, der nogensinde skal vises frem

IMG_3172

I øvrigt så jeg hende her. Et mere omsonst job skal man lede længe efter. Det stormer en halv pelikan, men bladene skal da blæses rundt Jobbet skal passes – blæsevejr eller ej!

omsonst job

Derefter købte vi lidt frokost i den lokale 7 eleven. På hele den første del af turen, var vores program så tæt pakket, at vi kun fik tid til at købe frokost på farten. Det betød en masse sødt brød (som man troede var almindeligt brød), en masse brød med bønnepuré (som man havde troet, var sødt brød), og en frygtelig masse tangtrekanter med diverse fyld af fisk. De smagte til gengæld virkelig godt, og det er én af de ting, jeg godt kan savne i Danmark. Let adgang til en lille, billigt og sundt måltid / snack. Og så er der selvfølgelig også deres kæmpe udvalg af færdigretter og underligt udseende sushi-ting. Altid spændende! Det blev kutyme at spørge folk, hvis de havde købt noget nyt og spændende:” Hvordan smager det? Hvad er det?” Det første kunne man som regel godt tage stilling til. Smagte det godt eller skidt (tit var svaret:” Det er ok. Konsistensen er lidt mærkelig, men det kan spises.”). Til spørgsmålet om, hvad det var, var der som regel bare ét svar:” Det ved jeg ikke. Det ligner lidt laks, men det smager ikke sådan….” Ja, den kulinariske side af Japan, var en meget stor oplevelse i sig selv.

Med bussen fuld af fisk og sødt brød kørte vi videre til Tomonuora. Endnu en lille by med gamle huse, men denne skulle dog efter sigende være mere autentisk. Tomonoura er en havneby, og en lidt speciel én af slagsen. Der er nemlig 10 meters forskel på høj- og lavvande, hvilket selv sagt skaber visse udfordringer, når man f.eks. vil fortøjre sin både. Løsningen man her har brugt, er at bygge en meget stor trappe ud i vandet, hvor man kan fortøjre sin båd. Ved højvande er trappen oversvømmet, og man kan gå direkte om bord på båden fra kajen, men ved lavvande er vandet så lavt, at man skal træde adskillige trin ned, for at finde sin båd. En meget lavpraktisk, men MEGET smart løsning.

trappen
I Tomonoura så vi også en sakekøbmands hus, der var restaureret til sin oprindelige form. Meget interessant at se hvordan man i gamle dage fremstillede den traditionelle drik vha. store trækonstruktioner inde i huset og store tønder, der blev opmagasineret i et tilstødende lokale.

Derudover så vi ca. 1000 templer (det er selvfølgelig løgn, men der var virkelig mange!), og de var meget smukke. Fra det sidste tempel besluttede vi at gå op på byens udsigtspunkt for at se ud over Indlandshavet. Vi fik at vide, at der lige netop denne dag, var den bedste udsigt, der nærmest nogensinde havde været. Vejret var simpelthen helt ekstraordinært klart. Det skulle udnyttes. På vejen op ad bakken, opdagede vi pludselig, at der var nogen, der fulgte efter os. Der var hurtige fodtrin og lyse stemmer. Hver gang vi vendte os om, var gaden tom. Vi prøvede et par gange, og som gaden blev smallere, blev vores forfølgere nødt til at komme ud på den åbne vej. Tre små japanske drenge, fulgte efter os. De legede den kendte leg ‘Frys’, hvor man skal stå helt stille, når dem man prøver at indhente, vender sig om for at kigge på én. Meget meget søde drenge, som vi endte med at tage et billede sammen med på toppen af bakken.

billede med de små drenge
På vejen ned fik vi lov til at smage noget af den lokale sake, der skulle være ret speciel. Vi fik hver stukket et glas i hånden, og kunne derfor ikke rigtig komme udenom, selvom alkohol på det tidspunkt var det sidste, vi havde lyst til og brug for. Men vi drak det, og det smagte…. sødt? Og lidt af selleri. Ikke frygteligt, men heller ikke et hit, så derfor købte jeg altså ikke noget med hjem til smagsprøver.

Dernæst tog bussen os med til Hiroshima. Den by havde jeg glædet mig til! Efter byen blev ramt af bomben i 1945, var byen stort set udslettet og alle bygninger jævnet med jorden. I dag er det en storby som så mange andre, og kun få steder kan man se levn fra det, der var. For en arkitektstuderende er det super interessant, men når man først står der, er der andre følelser, der rammer. Ved centrum for bomben er der anlagt en park til minde om katastrofen, hvor der også er et museum. Det museum fik vi ikke besøgt den første aften, men det var jeg fast besluttet på at få gjort inden afrejse et par dage efter.

Vi blev indkvarteret to og to på et semi-fancy hotel, og det var lykken! Vi fik skypet med familien og slappet lidt af, inden vi gik ud for at opleve lidt af den pulserende storby. Vi kiggede i en elektronikbutik (jeg blev en smule skuffet, da de kun havde en halv etage med kamerating – ikke hvad jeg forventede af elektronikkens højborg!) og i et stormagasin på størrelse med Magasin i Danmark. Der var nogle fine ting at se på, og vi fik da også købt et par enkelte ting, vi ikke kunne undvære

Lige inden sengetid fik vi at vide, at for vi skulle pakke vores små tasker med alt, hvad vi skulle bruge til to dage. For at komme til Kyoto skulle vi nemlig rejse med tog, hvor der ikke er plads til store kufferter, så kufferterne skulle sendes separat. Og det skulle de så to dage før. Krise! Men alle klarede det – så måtte vi bare vente og se, om vi havde pakket det rigtige.

Herunder kommer en billedserie kaldet KRÆS. Billeder, der måske ikke umiddelbart fortæller så meget om min tur, men som formidler en stemning. Og så synes jeg, de er pæne – og til tider sjove:)

Japan i ord og billeder – en dag i Japan = en uge i Danmark

Torsdag d. 2 april: Den første dag på øen Naoshima. Vi havde sovet i jurterne, og det var overraskende komfortabelt. Der blev sørget for ‘vestlig’ morgenmad til os på stedet, hvilket vil sige den japanske udgave af vestlig morgenmad. Vi fik serveret en tallerken med: 1 enormt tykt stykke ristet toast med smør, en blandet salat primært bestående af kål, et lille stykke æggekage (som i Japan er utroligt fast og meget sødt), en lille portion spaghetti (ja, almindelig spaghetti tilsat lidt smag) og til sidst noget, der mindede om spam.

spam_can_open

Det var åbenbart deres version af brød, bacon og æg … Efter at være kommet mig over chokket, spiste jeg det hele, og det smagte fint nok. Jeg var bare ikke lige vant til den slags morgenmad.

Efter maden gik vi i samlet trop ned til den by, vi ankom til om aftenen, Honmura. I den by er der et projekt, der hedder “Art House Project”. Jeg kan desværre ikke vise jer andet end billeder udefra, da vi ikke havde lov til at tage billeder indenfor. Men til gengæld vil jeg prøve at linke til de forskellige steder, så I alligevel kan få en idé om, hvad vi har set.
Hele projektet handler om, at man har taget nogle gamle bygninger i denne lettere forladte by og lavet dem om til kunstværker/-projekter. Det hele kommer sig af, at den 6. rigeste mand i Japan, har været i Danmark en gang, og har set Louisiana og tænkt:” Sådan ét vil jeg også have!” Så han har købt nogle øer i det japanske indlandshav og er nu i gang med at omdanne dem til ét stort kunstmuseum – så at sige. Projektet tjener yderligere det formål, at det tiltrækker turister og dermed unge mennesker til øerne. Før projektet startede var gennemsnitsalderen på øens indbyggere 65 år. Den yngste beboer var 55. Der var ikke noget for de unge at blive for, men med de nye tiltag begynder øerne så småt at blomstre igen.

I Honmura ligger der 6 små huse med kunst. Vi nåede at se 5 stk. OG at nyde den helt FANTASTISKE udsigt. Japan er uden tvivl det smukkeste sted, jeg nogensinde har været. Aldrig før har jeg oplevet at blive fuldstændig målløs. Der var intet at sige udover “wow”. Men det kommer jeg til at nævne et utal af gange

De fem små huse:
Vi startede med at gå hen til et hus kaldet “Gokaisho”. Det var et lille undseeligt hus, med en hyggelig japansk have. Det vilde ved dette sted var, at der var to rum, man kunne kigge ind i . Foran hvert rum lå der en bambuspind for at indikere al adgang forbudt. I det ene rum var der yderligere spredt nogle blomster på gulvet. Vi så det og tænkte: “Jaa, det er da meget flot, skal vi gå videre?” Vi var måske ikke så voldsomt imponerede, men så fik den lokale mand på stedet fortalt os, at de to bambuspinde ikke var ens. Den ene var bambus, ja, men den anden var et udskåret stykke træ, der bare lignede bambus! Rimelig vildt og rimelig godt lavet! Allerede der var vores engagement steget en del, men så fik vi at vide, at de blomster, der lå på gulvet OGSÅ var skåret ud af træ. Og pludselig faldt det hele på plads for vores øjne og det undseelige hus blev et kunstværk.

Det andet hus hed “Haisha”. Allerede udefra var det langt mere iøjefaldende end det forrige. Det virkede som om, man havde taget et gammelt hus og revet det fra hinanden, for at få plads til lige præcis det, man ville. Det var meget mere et åbenlyst kunstværk; en scrapbook eller en collage. Det jeg husker bedst, er et sted i huset, hvor man har revet hul i loftet, så der er åbent op til anden sal, og så er der indsat en to-etager høj, hvid statue af Frihedsgudinden. En ret vild oplevelse, da man ikke havde nogen idé om, at hun ville stå der, før man kom ind i rummet.

Trejde hus hed “Minamidera”, og jeg kan godt sige, uden at såre nogen, at det var dette kunstværk vi var kommet for at se. Det er lavet af den meget kendte og anerkendte kunster, James Turrell. Kendt for at arbejde eksperimentelt med lys og menneskets måde at opleve det på. Dette kunstværk beskæftigede sig med det menneskelige øjes utrolig tilpasningsevne.
ADVARSEL! Hvis du nogensinde har tænkt dig at besøge dette sted, så gå direkte til at læse om det fjerde hus. Dette kunstværk skal opleves!

I små grupper af ca. 10 personer, bliver man ledt ind i et bælgmørkt rum. Man bliver bedt om at lægge sin hånd på væggen og følge den til man finder en bænk – og dernæst tage plads. Så sidder man der i et helt stille og helt sort rum og venter. Og man venter. Man er blevet bedt om at vente tålmodigt i 10 minutter. Man ved ikke, hvad der skal ske, men langsomt – meget langsomt – begynder man at kunne ane noget. På væggen lige foran én, begynder der at fremstå omridset af en firkant. Forestil jer at se på et tomt biograflærred i mørke. Sådan ser det ud. På et tidspunkt bliver det let at se se lærredet, hvilket vil sige, at øjnene har tilpasset sig omgivelserne. Det er en helt utrolig oplevelse. Og den stopper ikke der. Efter de ca. 10 minutter kommer en mand i lokalet. Nu kan man godt se ham – det kunne man ikke, da han fulgte én ind. Han går op foran den hvide skærm, og begynder at tale lidt om James Turrell og om det fantastiske menneskelige øje. Vi bliver bedt om at gå op til ham, mens han taler, uden dog at måtte røre ved væggene. Som det aller sidste, beder han os om at kigge nærmere på den hvide firkant, der langsomt kom til syne for vores øjne. Og det er først der, det går op for én, at det hvide lærred på ingen måde er et lærred. Det er et firkantet hul gennem væggen! Man kan stikke sin arm igennem! Det var den vildeste følelse, jeg længe har oplevet. Man kunne stikke hele sin overkrop gennem hullet og opleve at være i lærredet. Det siger lidt om vores opfattelse af vores omgivelser. Den menneskelige hjerne tager genveje og regner med, at det den ser, også er det, der er. Det var en utrolig syret oplevelse, og det vildeste var, at lyset på intet tidspunkt blev ændret. Det eneste, der ændrede sig, var vores øjnes evne til at opfatte lys i rummet.

Fjerde hus “Kadoya” udgave sig for at være et ret almindeligt hus. Men når man gik ind, var det første man så, at stort vandbassin med tal i. Lysende tal i forskellige farver, der hele tiden talte op eller ned i forskellige tempi. På væggene rundt i huset fandt man også store digitale tal, der hele tiden skiftede. Jeg går ud fra, kunstværket beskæftigede sig med tiden og dens måde at gå på – hurtigt eller langsomt på forskellige punkter i livet og ved forskellige opfattelse. Det var et ret smukt sted, hvor man virkelig kunne sætte sig og fordybe sig i filosofiske tanker.

Det sidste hus vi så “Go’o Shrine” var et helligt sted på toppen af en høj bakke. Der var spredt hvide sten ud i en firkant, omgivet af hellige figurer. For enden af stenfirkanten, stod en monumental trappe, hvis trin var lavet af massivt glas. Trinene brød lyset på en rigtig fin måde, der virkelig understregede stemningen. Vi troede umiddelbart, at det ‘bare var det’. Men så fik vi udleveret to lommelygter, og blev vist vej ned til en underjordisk gang, der gik ind under det helle monument, vi lige havde stået og beundret. Denne gang var så smal, at begge mine skuldre rørte væggen på hver side. Men jeg kunne dog gå oprejst Det var en ret speciel følelse at blive mast sammen på den måde, ind til et helt mørkt rum – igen. Da vi kom ind for enden, så man bunden af den føromtalte glastrappe. Og en vandpyt. Et lille grotteagtigt rum, der ledte op til det hellige.
Derefter gik vi ud igen og fandt et helt fantastisk sted at sidde og skitsere. Jeg brugte dog tiden på at tage billeder, men stedet var perfekt til lige at sidde og bruge halv time på bare at være.

honmura_udsigt_3

Efter dette tog vi bussen sammen med de andre fra andet år, om på den anden side af øen (det tog ca. 5 minutter). Her så vi Sanaas (en meget kendt japansk arkitekt) færgeterminal. Den var flot, bevares, men den havde måske fået lidt mere omtale, end den behøvede.

Det var alt vi skulle se i denne by, bortset fra en mikroskopisk udstilling af Olafur Eliasson, så vi fik lige en times tid til at finde noget at spise. Det skal siges, at der i denne by ikke var meget at vælge imellem, så vi fulgte med lærerne til et lille (afsidesliggende) lokalt sted, kendt for deres hjemmelavede udonnudler. Inde i den lille butik stod hr. udonnudel og rullede dej ud, som han efterfølgende skar ud i nudelstykker (det siger lidt om, hvor tykke de var), for derefter at koge dem i en lækker suppe. Vi fik serveret en skål med nudler, oksekød og lidt forskellige grøntsager. Det er meningen, at man skal spise nudlerne med sine spisepinde, og slubre så meget som muligt, så man får hele smagen med. Så lyden i det lille lokale var fantastisk. Kort efter vi var kommet og havde bestilt, kom der en lille gruppe arbejdere ind fra den lokale Mitsubishifabrik for at få deres frokost.  Allerede inden vi næsten havde fået vores mad, havde de 1. fået deres mad, 2. slubret alle deres nudler og 3. drukket resten af suppen. Og så var de ude af døren igen. Det er åbenbart kutyme, at man spiser hurtigt. Det gjorde vi ikke, men det smagte meget godt, så det var ok

udonnudler

Derefter tog vi bussen tilbage til den anden side af øen. Ø-bussen var ikke særligt stor, så det faktum, at der pludselig skulle 20 skandinavere med, var ikke voldsomt velset. Vi stod så tæt, at en af de lokale japanere, der sad ned, konsekvent havde min bagdel i hovedet – alle 15 minutter. Alle svedte, man fik krampe af at holde fast, og der kom på mystisk vis hele tiden flere med bussen, selvom der ikke kunne være flere!

bustur

Resten af dagen skulle bruges på to kunstmuseer, der også befinder sig på Naoshima. De er begge tegnet af Tadao Ando, og hvis man går bare en smule op i arkitektur, kan man også sagtens se det.
Det første vi besøgte blev Chichu Art Museum. (Følg linket for billeder. Igen var det forbudt at tage sine egne.) Det var et helt fantastisk sted! I ét af rummene, var der kæmpe malerier af Claude Monet på alle væggene. Normalt er jeg ikke den store fan af kunstmuseer, men lige det her rum ramte mig. Rummets hjørner var afrundede og lyset gled diffust ned af væggene på de store åkander. Følelsen af at være i samme lokale som så storslåede kunstværker var helt unik. Jeg følte mig meget priviligeret.
Et andet helt specielt kunstværk var begået af James Turrell. Man kommer ind i et firkantet rum, og så er der skåret et stort kvadrat ud af loftet, så der er kig lige op til himlen. Kanten er gjort helt skarp, så selvom hjernen godt ved, at det ikke er tilfældet, føles det som om hele taget er papirtyndt. Det er et ekstraordinært rum, som man kan bruge lang tid på bare at være i. Oplevelsen skifter med vejret, årstiden og døgnet, så det er aldrig det samme.

Derefter gik vi lidt ned af bjerget og så Lee Ufan Museum. Efter at have oplevet det andet, føltes det her som lidt af en joke. Arkitekturen i sig selv var meget smuk og gennemført, men udstillingen! Jeg følte mig meget snydt! Man gik igennem en gårdhave, hvor der lå en stor sten. Det var kunsten. På en af væggene hang et 20×30 cm lærred med et malerklat på. Det var kunsten. Det er på sådanne steder, at jeg godt kan forstå, at folk nogle gange brokker sig over, at kunst kan få så meget statsstøtte. Så det var ikke ligefrem et hit.

På vejen tilbage til jurterne, besluttede vi os for lige at smutte inden om det sidste kunstmuseum for denne dag: Bennesse House Museum. Dette sted var en smule anderledes end de andre to steder. Her var ikke så mange billeder, men mere nutidig kunst, virkede det til. Jeg husker specielt ét sted i huset, hvor man står i et stort rum med mange forskellige værker. Så ser man op på et stort billede på væggen, der forestiller en gul og en sort båd. Kigger man ned på gulvet, finder man det samme motiv i to rigtige (små) modeller af både – en i gul og en i sort. Det var helt tilfældigt, at jeg derefter kiggede ud af det store vindue bag mig, og så ned på stranden, måske 300 meter væk. Her kunne man, til min store forbløffelse, skimte to både – en sort og en gul! Det er sådan nogle ting, man kan gøre, når man ejer hele øen

Benesse House Museum
Tak til http://hotelchicblog.com/angel-sanchez-checks-into-benesse-house/
de to både_gul og sort_på stranden
Jeg fandt tilfældigvis et billede i min bunke, hvor man kan skimte de to både på stranden! (Du skal muligvis hente luppen…..)

Derefter gik vi hjem langs stranden. Jeg og én af de andre piger smed sko og strømper og gik i den iskolde vandkant hele vejen. Det var først efter et stykke tid, at vi opdagede, at der i vandet var både brandmænd, søpindsvin og noget der mindede om kviksand! Vi kom hurtigt op på stranden igen, og undrede os meget over, hvordan de andre havde kunnet bade der aftenen før…!

I den lune jurt brugte vi et par timer på at spille UNO Boomo om aftenen, mens vi bare nød at være i live på det her helt fantastiske sted.

På længden af dette indlæg, som kun dækker én dags oplevelser, kan I måske begynde at danne jer et indtryk af, hvor meget vi har nået at opleve. Én dag på studietur i Japan, føles som en uge i Danmark.

naoshima_udsigt_3

naoshima_udsigt_2

naoshima_udsigt_1