kort

Uge 2 med Østamager

Så gik der næsten to uger alligevel. Tja, det er det der sker, når man arbejder hårdt. Og hårdt det har det været at starte. Fra at kunne lave lige hvad jeg ville, når jeg ville, skal jeg nu igen til at indrette min krop og mit liv på en fast hverdag med skole fra 9 til 17. Puh! Men det bliver vel bedre

Uge 2 handlede også om Østamager (læs om uge 1 her), men denne gang hele området i stedet for de små, vi fik tildelt sidst.
Opgaven gik ud på at fremstille 12+ kort over området med forskelligt fokus. Ét skulle vise infrastruktur, ét de grønne områder, ét de særlige områder osv. Nogle kort var ligetil, mens andre nødvendigvis måtte være enormt subjektive – for hvornår er noget f.eks. særligt? Der var også andre af denne slags kort, så selvom alle 8 grupper i princippet lavede de samme kort, var slutresultaterne utroligt forskellige.
I uge 1 kom vi ret tæt på de enkelte dele ved at måle veje og finde hushøjder ved at tælle mursten. Uge 2 handlede mere om at få det store overblik og at sætte sig ind i stedet som et hele. Hver gang man skifter skala, så at sige, ser man noget andet eller opdager en ny sammenhæng. Det er også en generel regel, hvis man sidder fast i et projekt. Skift skala, så sker der nok noget nyt

Det kan være ret kedeligt at fremstille kort, da vi praktisk talt sad med næserne trykker flade mod computerskærmen hver dag hele ugen. Vi skulle ikke ud og se noget, vi skulle bare producere, producere, producere. Men egenetlig er det også meget rart en gang i mellem bare at få lov til at arbejde. Der er rigeligt grunde til at stoppe op og tænke meget, men her var der ikke tid til det. Så det var faktisk en meget interessant proces at prøve. Dermed ikke sagt at jeg gad at lave kort hver dag resten af mit liv, men det var en god afveksling

Denne uge (uge 3) er vi meget mere abstrakte og det bliver svært at fortælle jer, hvad det egentlig handler om. Men jeg vil give det et forsøg en af dagene, når vi har fået den afsluttende kritik.