kirsebærtræer

Japan i ord og billeder – det første ‘fængslende’ møde med en helt anderledes kultur

Søndag d. 30 marts tog jeg afsted til Japan. Først på en tretimers flyvetur til Istanbul og dernæst 10½ time til Osaka, Japan. Det er første gang, jeg har fløjet så langt, så det var spændende. Jeg blev positivt overrasket: man har sin egen lille skærm med en masse film og anden underholdning til rådighed. Vi fik sutsko, strømper, tæppe, pude og varme håndklæder. Vi fik også udleveret et lille survival-kit med læbepomade, tandbørst og -pasta, ørepropper, høretelefoner og en sovemaske. Der var i øvrigt også to varme måltider og snacks til rådighed på hele turen. Man følte sig helt som en VIP, hvis ikke det havde været for den knappe benplads (men det gælder nok kun for folk med min benlængde) :).

Mandag d. 31 marts: Ved ankomst til Japan får man kontrolleret sit pas og taget både billede og fingeraftryk. De skal være helt sikre på, at de kan finde én, hvis man ikke forlader landet igen som aftalt. Det gik heldigvis meget let for de fleste af os – dog ikke for én pige fra min årgang. De rejste dagen før mig, og ved ankomst til paskontrollen bliver hun pænt taget til side af en strengt udseende mand, der ikke kan engelsk. Han siger en masse ting til hende, som hun naturligvis ikke forstår. Hun bliver placeret alene i et lille rum uden nogen forklaring. Efter et stykke tid kommer der nogle mennesker ind til hende, og de får forklaret hende, at det drejer sig om noget med et stjålet pas (!). Der bliver foretaget opkald til den danske ambassade, men da det er søndag, har de lukket. Derfor bliver hun eskorteret til en afsides del af lufthavnen, hvor det efterhånden går op for hende, at det er meningen hun skal tilbringe natten her.
Hun finder sig selv i en lille celle i Japan med en bambusmåtte og en rispude til at sove på. Hun får udleveret en flaske vand og en lille sandwich, der skal holde til dagen efter, da de ikke lige ved, om de får tid til at komme forbi med mere mad. Hvilket mareridt!
Hun får snakket lidt med sin cellenabo Luzy, der heller ikke rigtigt forstår engelsk, men det får tiden til at gå. Der er intet mobilsignal, så hun får læst 1½ bog. Mandag morgen bliver den danske ambassade kontaktet, og de tager heldigvis telefonen. Manden i den anden ende skal være på hendes side, men da han spørger hvad hun skal i Japan, og svaret er, at hun er her på en studietur, siger han:” Du må være lidt mere specifik, du lyder jo kriminel!” Efter mange flere samtaler, finder man ud af, at hendes gamle pas har været meldt stjålet, så da hun fik lavet det nye, blev det ved en fejl også skrevet på listen over stjålne pas. Tak, Gentofte kommune, for en nat i en Japansk fængselscelle. Vi finder hende i ankomsthallen i lufthavnen. Hun tager med os til Kobe, hvor vi skal sove den første nat.
Alle var vildt chokerede over, at noget sådant kan ske! Men da det kom lidt på afstand, kunne hun selv se det sjove i det, og alle blev enige om, at turen jo ligesom kun kunne blive bedre herfra

Mit første indtryk af Japan var altså ikke særlig fantastisk. Men… Vi tog med en shuttlebus til Kobe. Fra lufthavnen (som ligger på sin egen ø) og hele vejen til Kobe, som ligger måske 1 time væk, kørte vi uafbrudt i by. Ikke på noget tidspunkt ændrede landskabet sig og blev hverken forstads- eller landagtigt. Meget vild følelse. I det område vi kørte igennem bor der omkring 10 millioner mennesker, så der er ikke noget at sige til, at der skal lidt bygninger til.

Tirsdag d. 1 april: Det første møde med Japan i dagslys var overraskende. Vi havde sovet på 14. etage på et fint hotel, og havde aftenen før kun set høje bygninger og en togbane hævet over midten af vejbanen, som man ser det i tegnefilm. Da vi stod op, fandt vi ud af, at der lige bag de høje bygninger var høje bjerge! Velkommen til!

hoteludsigt i Kobe

Og det var netop der turen gik hen første dag. Vi kørte i en lejet bus op på Kobes højeste bjerg: 1000 m højt. Jeg havde fået sat mig i venstre side, og det var en fejl. I Japan kører man nemlig i venstre siden af vejen, så hele vejen op på de små, kringlede veje, kunne jeg kigge direkte ned i afgrunden, mens bussen lød som om den ikke var bygget til 37 skandinaver med stor oppakning. GULP! Men det gik jo fint nok, og vi nåede til toppen, hvor der var den fineste udsigt. Vi skulle se en udsigtsplatform lavet af Sambuichi – i samarbejde med Alex, som var vores danske guide på turen.

Sabuichi arbejder meget med naturen og dynamiske materialer, og det gjorde sig også gældende på dette byggeri. Udsigtsplatformen Rokkō Shidare ligger på nogle terrasser, der samler vand, når det regner. Om vinteren fryser det til is, som bliver skåret ud og pakket ned bygningens kerne, hvor det holder sig frossent til sommeren kommer. Herefter begynder det stille og roligt at smelte, og holder på den måde stedet køligt om sommeren. Jeg vil skyde på, der var 15 grader udenfor, da vi var der. Indendørs var der 2 grader, så det var helt tydeligt at mærke effekten. 

Efter udsigten tog vi til Japans ældste folkeskole, Shizutani. Et stort og smukt område i bjergene, hvor solen skinnede og kirsebærtræerne var sprunget ud. På billederne nedenunder ser i de specielle bygninger og den meget berømte væg (berømt blandt arkitektnørder, naturligvis), der er lavet af sten, der passer så perfekt sammen, at man på afstand ikke kan se mellemrummene. Vi fik tid til at gå rundt og skitsere og opleve, og vi stiftede for første gang bekendtskab med det japanske fænomen: tag skoene af, inden du går ind! Japanerne har et lidt sjovt forhold til sko, synes jeg. Inden man går ind i et japansk hus, skal man tage sine sko af. Ofte er der slippers til rådighed, som man kun må have på indendøre. Skal du på toilettet er der naturligvis separate slippers til dette formål – man skulle jo nødigt forurene resten af huset. De japanske toiletter er i øvrigt et helt kapitel for sig selv, som jeg vil komme ind på senere

Derefter kørte vi til en smuk park, Korakuen. Vi sad nede bagerst i bussen, og da bussen bakkede ind på p-pladsen fik vi en nærdødsoplevelse. Det ser ikke så voldsomt ud på billedet, men når man sad helt bagerst og kunne se og mærke bussen køre ud over kanten, var vi ikke så stolte. Vi håbede meget på, at bussen stoppede i tide, inden vores vægt blev skyld i, at hele bussen tumlede ned ad skrænten.

korakuen_bussen parkering

Det skete selvfølgelig ikke, og da bussen havde parkeret (sikkert og ja, helt uden problemer) oplevede vi igen sol, sommer og kirsebærtræer. Vi så også et par pavillioner. Den ene der især beskæftiger sig med dynamiske materialer. Det er i realiteten ‘bare’ en tag på fire pæle, med et gulv hævet fra jorden. I Japan er der nogle gange ikke stor forskel på ude og inde. Igennem denne pavillion løb en rislende bæk, der var med til at køle luften ned. Meningen er, udover at køle selve rummet ned, at man om sommeren kan sætte sig på kanten og dyppe fødderne i det kolde vand. På den måde afkøles kroppen. En meget smuk tanke, der virkelig henvender sig det omgivende miljø og diskuterer behovet for ekstern køling med f.eks. klimaanlæg.

 

Efter havebesøget skulle vi til Uno Havn, hvor vi tog en båd til øen Naoshima. Da vi ankom var det mørkt, og vi gik med vores rullekufferten et stykke op af bjerget indtil vi kom til det sted, vi skulle sove: Et lille campinglignende sted med jurter. De var overraskende hyggelige og komfortable. Kokken på stedet havde lavet traditionel japansk mad, Shabu Shabu, til os: en skål med kogende vand placeres på bordet, hvorefter du selv tilbereder din mad – kød, svampe, kål, tofu mm. Overraskende lækkert, og der blev spist op ved de fleste borde.

Inden vi gik i seng, brugte jeg om min faste fotomakker en times tid ved havet, hvor vi tog fine billeder af det mørke vand og de lysende byer på den anden side. Så jeg fik alligevel brugt mit kamerastativ

nat på naoshima_2

nat på naoshima_1

nat på naoshima_3