Japan

Japan i ord og billeder-the end is near

Onsdag d. 9. april: Aftenen før ankom vi sent til Kanazawa. Alle var trætte og blev ved med at spørge Peter (læreren), hvor langt der var at gå til hotellet fra stationen. Han svarede sådan lidt undvigende, men vi blev enige om, at det ikke lød som om, der var så langt.
Da vi alle var kommet af toget, fulgte vi efter Peter op ad en trappe, rundt om et hjørne, op ad en anden trappe og rundt om et andet hjørne… Og så stod vi i en reception! Der tog han godt nok fusen på alle! Og det vildeste? Vi fik eneværelser!! Lige hvad alle trængte til, så der var ikke meget aktivitet den aften. Alle gik op på deres respektive værelse, og så var der ellers ro. Det var i øvrigt nogle virkelig fine værelser, så det var alt i alt helt fantastisk.

Næste morgen skulle vi forlade hotellet og rundt i byen. Om aftenen skulle vi så tilbage til hotellet og stationen for at hente vores kufferter, så vi kunne drage videre. Men først ventede en hel dag med oplevelser.

Et vand-ur
Et vildt ur udenfor stationen. Det er vandstråler, der skaber uret, og det skifter hele tiden!

Første stop var et samuraihus, Nomura Samurai House. Det var et meget fint hus, men det mindede ærligt talt ret meget om alle de andre, vi snart havde set. Det her var godt nok ’samuraiens’ hus og ikke ‘keramikerens’ hus, men det var stadig en japansk bolig af den slags, vi havde set mange af. Når det så er sagt, vil jeg understrege, at originale japanske boliger kan noget helt specielt, og der er virkelig meget at komme efter af inspiration og anderledes måder at tænke bolig på. Vi havde bare set det….

Næste stop (i regnvejr) var 21st Century Museum of Contemporary Art, tegnet af det meget kendte arkitektfirma Sanaa.

museum7
Samtale om kunst i kunst inden besøg på museet.
museum2
Museet set gennem kunstens øjne

Jeg var mildt sagt ikke imponeret – men det var måske lige så meget fordi alle udstillingerne var lukkede. Vi kunne ikke komme ind og se det, de fleste ville se: den optiske illusion, hvor man kan stå under en swimmingpool, der ser helt normal ud oppefra. (Af Leandro Erlich.)

Inside_the_Swimming_Pool,_21st_Century_Museum_of_Contemporary_Art
Set nedefra
walking-in-the-swimming
Oppefra.

Det var virkelig ærgerligt, for hvor tit kommer man lige forbi og får den mulighed?! Men det var der jo ikke så meget at gøre ved. På dette museum var der også en installation af James Turrell, og når man begynder at have set de samme kunstværker flere steder, ved man, at man snart har set for mange kunstmuseer.

museum5
Hullet til himlen. Virker det bekendt??

Men i sig selv var bygningen ret fænomenal. Den er rund og opdelt i en masse små rum med glasgange i store udendørs rum, så man får svært ved at skelne inde fra ude. Klart et besøg værd – bare lige tjek åbningstiderne på alle udstillingerne

Uh, en lille sidebemærkning: Der er den sejeste elevator på det her museum. Den bliver båret af en stor platform, som bevæger sig, så der er ingen forbindelse til loftet ovenover. Det så VILDT ud! Så den skulle vi selvfølgelig prøve, selvom den kun tog os fra 0. til 1. sal. Man kunne pludselig godt forstår, at det ikke normalt er sådan, man laver elevatorer, for det føltes meget vakkelvornt og usikkert. Men stadig sejt

IMG_3079
Going up…

 

IMG_3080
Coming down…

 

Efter museumbesøget gik vi tur i en ret fantastisk park, Kenroku-en Garden. De fleste træer i denne park er helt specielle, fordi de bliver holdt oppe af søjler af træ. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor man gør det, men jeg tænker, at det er ligesom med bonsaitræer – man ønsker en speciel form og gør så alle mulige tiltag for at få det. Men jeg ved det som sagt ikke, jeg ved bare at det ser ret flot ud.

kenroku-en5

 

Det sidste vi skulle se denne dag var den gamle bydel, Higashi Chaya District. Rigtig flot, men en smule turistet.

glbydel

 

Efter besøget bevægede vi os tilbage mod stationen, hvor vi skulle med et tog mod Takayama, som var det sidste stop før Tokyo!

Torsdag d. 10. april: Endnu en dejlig nat på et dejligt hotel. Det her var kæmpe stort og havde det lækreste fællesbad med et stort udendørs areal. Morgenbuffeten var også overvældende, så alt i alt en skøn oplevelse. Vi ankom sent om aftenen, hvor alt var mørkt, men da vi vågnede næste dag, opdagede vi, at vi måtte være kommet ret langt nordpå. Byen var omgivet af bjerge, og man kunne næsten mærke, at luften var mere frisk.

udsigt

Første punkt på dagsordenen var et besøg i Yoshijima House. Det første hus vi besøgte, hvor der rent faktisk bor nogen til daglig. Det er dog stadig i den gamle stil. Dette hus havde en helt særlig opdeling af rum, så man var i tvivl om, hvorvidt det var et inde- eller uderum. Meget specielt for Japan.

yoshijima3

 

Efter dette besøg blev vi sluppet fri i den gamle bydel, hvor vi så på bygninger og strukturer, mens vi nød en kold is i den varme sol.
(Der findes i øvrigt en is med smag af pasta og kødsovs, der IKKE var god!! Så hvis I skal til Japan, så pas på I ikke får købt den.)
Det var vist nok meningen, at vi skulle sidde og skitsere, men på dette tidspunkt var alle ved at være godt trætte, så mange delte sig op i små grupper og sad bare og hang forskellige steder. Vi ville bare gerne til Tokyo!

yoshijima2

Sidste stop denne dag var et frilandsmuseum, Hida Folk Village, lidt ligesom vores i Lyngby, bare mindre og mere japansk Her fik vi (lidt for mange) timer til at gå rundt på det (lidt for) lille område. Igen var det meningen, at vi skulle skitsere, og en enkelt skitse eller to blev det da også til.IMG_3173

Men vi nød mest udsigten og ringede med den hellige klokke, der opfylder ønsker. Først skulle man bukke for klokken, dernæst skulle man ringe med den, og til sidst måtte man ønske sig noget, så længe den ringede. Ret lang tid faktisk, så mon ikke bare ét af mine ønsker går i opfyldelse

IMG_3098

På vejen hjem fra museet gik vi forbi en lille lokal butik, hvor jeg så den fineste souvenir, som jeg bare MÅTTE have med hjem til manden. En super fantastisk bil i metal!

foto

Så gik turen til Tokyo. En meget lang togtur med tre skift undervejs. Det er ikke lige det, man gider sent om aftenen, men frem kom vi da, og så skulle vi bare sove.

Fredag d. 11. april: T O K Y O ! !

Første dag i Tokyo gik vi alle sammen med vores lærere. Vi tog først ud til en park, hvor vi skulle se det olympiske stadion, men hvor alle blev meget mere opslugt af den hundeudstilling, der var lige ved siden af

Da vi endelig fik alle lokket med videre, tog vi ind til den store handelsgade, hvor vi så meget fin og vild arkitektur. Det er sådan, at alle de store modehuse har fået specieldesignet deres bygning på denne gade, så det er endt med at blive én lang udstillingsgade af vild og vovet arkitektur. Det har intet med hinanden at gøre, og jo større jo bedre. Disse bygninger forventes at holde 20-30 år, så der er ikke nogen, der gider at bygge noget i forhold til naboen. Den er måske væk om 5 år, og så kan det jo være lige meget

 

Resten af dagen og resten af dagene i Tokyo gik stort set med shopping og ture rundt i byen på egen hånd. Vi var blevet så tilpas trætte af templer, klassisk arkitektur og mærkelig mad, at vi bare havde brug for lidt shopping, storbysightseeing og vestlig mad (McDonald’s, host host…).

En lille anekdote: Vi boede lige ved verdens travleste station, Shinjuku Station. Der kommer dagligt 3,6 millioner mennesker igennem, og hvis du går forkert, kan du ende med at komme op 2 km fra det sted, du skulle hen. Der er så mange underjordiske gange, at man føler, man bare kan blive ved og ved og ved med at gå. Der er så mange forskellige tog, der kører fra denne station, at stationen i sig selv ligger i mere end tre etager (jeg var aldrig på dem alle, men nåede at fare vild mellem to, da vi kom til at tage et anderledes tog hjem en dag, som viste sig at holde på en anden etage…). Men hvis jeg tog det samme tog hver gang, så endte jeg faktisk med at kunne finde hen til udgangen! Der var vist også en udgang direkte til vores hotel, men den fandt så aldrig. Men det ville i så fald have betydet, at jeg ikke havde behøvet at gå udenfor for at komme ind på hotellet – jeg kunne bare have taget elevatoren op på 17. etage

Den ene aften hvor vi kom ind med det forkerte tog og var faret vild, havde vi brug for hjælp, så vi prøvede at tyde de semi-japanske/engelske skilte, for at finde ud. Lige foran skiltet lå en stor papkasse, men den skænkede jeg ikke en tanke. Efter at have studeret kortet et stykke tid, er jeg lige ved at skrige meget højt og hopper prompte 2 meter baglæns. I en ellers undseelige papkasse, viser det sig, at der ligger en mand og sover!! Det havde ingen af os opdaget – overhovedet! Han vågnede heldigvis ikke, men det gjorde vi så…
Efterfølgende opdagede vi, at der faktisk lå mennesker og sov på og i papkasser overalt omkring os. Vi havde ellers fået at vide, at der ikke rigtig var hjemløse i Tokyo, men det er der. Man ser dem måske ikke i dagligdagen, men om natten hober de sig op på stationerne. Et virkelig trist syn, der lagde en dæmper på glæden ved Tokyo…
Men ellers har det været en fantastisk tur med store oplevelser og underlige oplevelser. Med fantastisk mad og underlig mad, og med en masse dejlige timer i selskab med skønne og underlige mennesker

Lørdag d. 12. april, søndag d. 13 april og hjemrejsedagen mandag d. 14. april:

IMG_3115

 

 

 

 

 

Japan i ord og billeder-guld og gode stunder

Mandag d. 7. april: Denne dag var helliget sightseeing med vores personlige guide (læs: vores lærer) Peter. Han har været i Kyoto så mange gange, at han snart ikke behøver et kort! Dagen startede med en gåtur ned til den lokale station, hvor vi hoppede på et lille tog, der tog os hele vejen til den anden ende af byen. Her startede dagens program med noget, vi alle havde glædet os til: Inaritemplet og dets smukke røde porte. Det er fantastisk på billeder, og en meget særlig oplevelse at gå igennem dem med træernes filtrering af sollyset. Når man kom lidt for tæt på, opdagede man dog hurtigt, at de var meget plastikagtige. Man tænker også, at det må være noget meget smukt og helligt, der står skrevet på alle portene, men det er det ikke. Det kan være ting som: De sidder og prutter, vi kommer og sutter – Slamsugeren fra Møgeltønder! (Altså, i en japansk version) Men ja, det er simpelthen reklamer. Et firma kan betale en vis sum penge, og så bliver der sat en rød port op. Og pludselig blev det hele knapt så helligt….. Men altså, meget smukt, og klart et besøg værd! inari_1

Derefter gik vi op til nogle helt enormt store templer, Tofukuji, hvor vi skulle ind og se nogle fine zen-haver. Der var to haver, men det var kun den ene, vi skulle købe billet til – det var eftersigende den flotteste. Så min veninde og jeg købte billetter som de første i køen, og finder dernæst ud af, at vi var de første i køen, fordi de andre ikke var der. Vi havde købt billetter til den forkerte have! Men vi ville ikke spilde penge, så vi gik som de eneste ind og så denne have, mens resten af den Skandinaviske Delegation gik den modsatte vej

Læ venligst mærke til personen HELT nede i højre hjørne. Det giver en idé om, præcis hvor store templerne er!
Læg venligst mærke til personen HELT nede i højre hjørne. Det giver en idé om, præcis hvor store templerne er!

Efter haven var der frokoststop. Vi spiste på et lille øko-sted, som serverede super mærkelig mad. Jeg fik f.eks. tacoris, som var en risblanding, der smagte af tacos. Men der var ikke nogen tacos?.. Og vi sad stadig på gulvet, som om det var et meget japansk sted. Meget mærkelig blanding, men især de andre var meget taknemmelige for, at maden ikke smagte af tang og tun. Dejligt med lidt afveksling Næste stop var (kan I gætte det??)… Et tempel! Da vi lige havde spist frokost, skulle vi selv finde derhen, og det gik også meget godt, til vi besluttede at tage en genvej gennem, hvad der mest af alt lignede, den grimme side af et socialt udsat boligkvarter. Fedt mand! Det var.. spændende… Men nu var vi ligesom gået derind, så vi kunne lige så godt fortsætte. Et stykke nede af vejen, mødte vi en gammel japansk kvinde. Vi tænkte, at vi lige så godt kunne prøve at spørge om vej, for vi blev nok næppe mere væk af den grund. Vi spurgte kvinden på meget let engelsk, og vi pegede og lavede fagter, så vi håbede hun ville forstå, hvor vi var på vej hen. Så svarer denne hyggelige kvinde os på det mest klare engelske, jeg længe har hørt:”Yes, I am going in the same direction. You can just follow me.” Hvad er chancen for, at vi møder Japans ENESTE ældre kvinde, der taler engelsk, som havde hun talt det halvdelen af sit liv?! Og så i en skummel baggård! Selvom vi havde set mange flotte ting den dag, var hun klart den vildeste oplevelse! Nå, tilbage til templet – som vi fandt uden problemer. Det hedder Sanjusangen Do, og er nok mest kendt for sin samling af 1001 Buddhastatuer. Det var faktisk lidt af en overraskelse, for jeg havde (pinligt nok) ikke lige fået læst beskrivelsen af stedet, så da jeg gik ind for at se det store (tomme, troede jeg) tempel, stod der 1001 gyldne Buddhastatuer i fuld menneskestørrelse og kiggede ned på mig. Wauw! En vild oplevelse, og meget ærefrygtindgydende på en måde. Man følte sig pludselig meget lille. sanjusangen do Efter den overraskende oplevelse, gik vi videre for at se…. IKKE et tempel! Vi skulle faktisk se en rigtig bolig, dog ikke beboet mere. Så et udstillingshjem, om man vil. Det hedder Kawai Kanjiro, og er kendt som Keramikerens Hus, fordi der har boet en keramiker. Vi var alle meget spændte, for vi havde fået så meget godt at vide om huset, og det skulle virkelig kunne bringe os noget inspiration til boligopgaven. Det viste sig så, at dette fine sted havde lukket. Om mandagen. Kun om mandagen. Det var der ikke lige nogen, der havde undersøgt, så vi måtte bare gå videre. Vi fik ‘fri’ og endte med at tulle lidt rundt i Geishaernes kvarter, inden vi søgte ind mod byen og dens mange fristende shoppinggader.

Vi havde egentlig besluttet bare lige at kigge os omkring, men tiden gik og vi hyggede os gevaldigt, så vi endte med at have mega travlt, da vi skulle fejre en fødselsdag om aftenen. Fra vi kom tilbage til hotellet med alle vores poser og til vi igen stod nede i lobbyen med frisk makeup og pænere tøj, gik der vel omtrentlig 7 minutter. Vi kom endda før nogle af de piger, der allerede var oppe på værelset! Succes Vi tog taxaer til et diskotek der hed: Club World. Nogen havde bildt drengene ind, at det skulle være det største og vildeste diskotek i hele Asien!! Men. Det tror jeg trods alt ikke, det var. Det var fint, bevares, men det var altså ikke større end Crazy Daisy i Næstved. Til gengæld var der Korean Night, så der var Gangnam Style for alle pengene. Vi endte også med at okkupere hele VIP-området, fordi drengene blev ved med at købe champagne. Det var skønt! Men godt jeg ikke skulle se kreditkortregningen dagen efter Der var også noget andet og ret fantastisk på dette diskotek. I et lille tilstødende lokale, stod en festlig mand og satte hår på alle, der gad. Og det gad vi, naturligvis. Så efter en halv times venten, blev det endelig min tur til at få lavet krøller. Fantastisk! Og der gik præcis 3 minutter fra jeg havde forladt stolen med det lækreste festhår, til diskoteket lukkede og vi tog hjem. Fed timing…. Men en dejlig festlig aften Der er desværre ikke nogen billeder fra byturen. Men så kan I få to billeder af de japanske toiletfaciliteter!

toilet_1
Jep, det er en nødknap (!!)
toliet_2
Sådan ser der typisk ud til højre for kummen. Et rent cirkus! Det er da klart, man kan få brug for en nødknap!
IMG_3028
De forskellige skyllemuligheder. Der er både en herreskyl, en dameskyl – og en virkelig voldsom all-round skyl

Tirsdag d. 8. april: Vi stod tidligt op – trods tømmermænd – og fik dem brændt af i det varme vand i fællesbadet i kælderen. Vi startede med at gå ned til Imperial Household Agency, hvor vi skulle høre, om vi var så heldige, at der var billetter at få til kejserens palads. Men nej, der var udsolgt alle de dage, vi var i Kyoto Så vi måtte finde på noget andet.

daituku_ji_2

Så vi fulgte med lærerne til Daituku-Ji. En lille bydel, om man så må sige, fyldt med… Templer! Vi havde tre af dem på vores must-see-liste (Daisen-In, Ryogen-In og Koto-In), men vi besluttede os for kun at se de to, da der var dårlige tilbagemeldinger fra den tredje. Det sidste af templerne, var uden tvivl det smukkeste, og det, jeg vil fortælle jer om. Det var ret stort og tydeligt ældre end de andre. Det virkede næsten som om, der havde boet nogen der, så hjemligt føltes det. Det mest spektakulære ved stedet var dog indgangen. En lang gange gennem en store have fyldt med bambustræer. Et helt utroligt smukt sted!

Efter at have siddet ved det sidste tempel og nydt stemningen i noget tid, løsrev vi os fra gruppen og gik mod Guldtemplet! Det var alt for turistet til at have fået en plads på vores kort over “Steder at se med Arkitektskolen”, men meget kendt og tilsyneladende smukt, så vi ville se det. På vejen derud købte vi nogle sindssygt dyre pizzaer, men det var lige hvad de salthungrende, trætte og tømmermændsplagede danskere havde brug for. 100 kr for en pizza på str. med en lille tallerken! Men så kunne man også selv vælge sin skorpe Vi ville prøve at finde an park, hvor vi kunne spise vores lækre, varme pizzaer, men jo nærmere vi kom det gyldne tempel, jo mindre park var der at se nogen steder. Så vi satte os på et stengårde ind til tempelparken, men DET måtte vi ikke! En mand med utroligt lange tænder kom farende og viftede med hænderne:”No no no. No. No no.” Vi prøvede at fortælle ham at vi bare lige ville sidde der og spise vores mad for en kort stund – om ikke det var ok? “No no no. No. No no.” Ok. Vi forstod en hentydning og endte med at spise vores pizzaer på hjørnet af en forladt p-plads (hvor der ikke var nogen plads nr. 4! Meget irriterende…)

Men hvor var der smukt inde ved guldtemplet (som vist nok hedder Kinkaku-Ji). Man kommer ind i en park sammen med en masse andre turister, som er ankommet i bus efter bus. Efter bus. Men man kommer om hjørnet, og så er man der. På den anden side af søen ligger det her helt utroligt smukke tempel, der er belagt med bladguld. Det glimter i solen og i blitzskærret fra 1001 kameraflashes. Men det er ligemeget, for der er plads til os alle, og der er smukt. På turen rundt i parken får man forskellige udsigter til templet, og hver gang er det en overraskelse. Jeg fik en mærkelig softice, som var lidt ekstra blød og smagte lidt ekstra af vanille på den forkerte måde. Men det var ok. De to andre smagsvarianter var nemlig grøn te og bønner (!) AD! guldtemplet_2 Efter den dejlige oplevelse, tog vi bussen ind til shoppingkvarteret og slendrede hjem i solen. Om aftenen var vi MEGET trætte, så vi spiste på vores rismåtter og gik tidligt i seng Onsdag d. 9. april: Denne dag tog vi os den frihed at sove lidt længe og derefter tage et dejligt langt bad. Vi skulle trods alt videre om aftenen, så det var med ikke at forlade hotellet for tidligt, så der var alt for meget tid at bruge. Vi startede nede i byen ved alle shoppinggaderne. Tro det eller ej, men vi var faktisk lidt trætte af det. Der var overraskende få butikker, specielt hvis man tænker på, at Kyoto efter sigende er Japans næststørste by. Men vi kiggede lidt alligevel og fik da også købt lidt småting.

keramikerens hus_8
Tidsfordriv i byen

Derefter tog vi tilbage til Keramikerens Hus, og denne gang var der åbent! Det var også her, vi fandt alle dem, vi kendte. ALLE. Så efter besøget, hvor vi fik set et indre atrium og nogle rigtig fine ruminddelinger, gik vi ud og fandt noget let at spise. Det blev convenience-store-mad, som vi tog med ned til floden, hvor vi fandt en græsplet, som vi slog os ned på. De andre fik en lur mens jeg læste. Det var fantastisk dejligt at slappe af i solen, men de var helt tydeligt ikke noget japanerne normalt gør. Vi var igen et tilløbsstykke. Denne gang dog uden nogen fotografer

keramikerens hus_4

keramikerens hus_5
Jeg ved virkelig ikke, hvad han lavede! Flyttede rundt på sten, for så at flytte nogle andre tilbage….. Suk, men der er ingen arbejdsløse!
keramikerens hus_6
Det her er bare én gang i legetøjsafdelingen. Det. Var. Fantastisk!

Efter vores pitstop gik vi langs vandet mod stationen. På vejen gik vi ind i et KÆMPE shoppingcenter. Her blev jeg ikke skuffet – der var masser af elektronik at se på! Flere etager! Da vi havde god tid, skulle vi da lige prøve deres massagestole. Og wauw, det er godt! Ikke sådan noget fimset tjit-tjat som det, vi kender fra de danske frisørstole (hvis man er heldig). Nej nej. Det her var rigtig massage. Personligt tror jeg, de er så store, fordi der skal være plads til et par japanere indeni. Det føltes virkelig som om, der var nogen, der masserede dig. Den kunne endda tage fat i skuldrene! Dog fandt jeg et problem ved dem. Deres størrelser var umiddelbart ikke ‘Monica-venlige’, så jeg måtte ligesom vælge, om jeg ville have massage på ben eller øvre ryg Men stadig, jeg kunne godt lige have sådan en til at stå derhjemme! Efter besøget fandt vi de andre på stationen og tog mod Kanazawa.

keramikerens hus_7
Kan I huske, at japanerne var gode til at stå i kø? Man kommer ikke med toget, hvis man ikke stiller sig op

Japan i ord og billeder_fantastisk og forfærdeligt

Lørdag d. 5. april:  Denne dag startede med en bommert. Fra min side. Den skal I da også lige høre…
Aftenen før var jeg i bad. På japanske hoteller er der altid en masse lækre produkter, man kan benytte sig af, og det var der også her. Jeg brugte shampoo og body shampoo, og efter badet brugte jeg den lækreste body lotion. Det hele duftede virkelig godt, og jeg gik i seng helt frisk og blød. Næste morgen var min værelseskammerat i bad, og så råbte jeg til hende, at hun skulle tage og bruge den der lækre creme, der stod ved spejlet. “Hvaffor en creme?” Spurgte hun. “Den der ved siden af shampooen – den der ikke er gennemsigtig!” …. “Mener du den her?” Hun rakte cremen ud til mig – som så viste sig ikke at være creme. Det var balsam! Stort grineflip og jeg var underholdningen resten af dagen…. Så gav det mere mening, at den var så svær at smøre ud. Der blev ligesom bare mere af den – som om den skummede (!). Nå, men det var en dejlig start på dagen.

Vi skulle mødes 7.30 for afgang til øen Miyajima.  Vi tog samlet af sted til Hiroshima station, hvor vi skulle have aktiveret vores rail pass (et togkort, der gælder 1-2 uger). Alle 37 skulle aktiveres på én gang. På trods af hvad man hører og tror, så er Japan ikke særlig højteknologisk. Ikke altid. Og på rail pass kontoret var det i hvert fald på ingen måde tilfældet. Den første halve time stod vi i én lang kø, for at komme op til én person. Senere ‘opdagede’ de os, og gav os vores egen kø. Vi havde en billet hjemmefra, og den skulle først tjekkes og sammenlignes med pas. Så skulle samtlige data fra pas og billet overføres til en anden billet (i hånden vel at mærke). Derefter skulle dettes sammenlignes med pas, før man skulle skrive under. Derefter skulle billetten stemples. Og tjekkes. Og stemples. Og stemples på en anden måde. Og så skulle en seddel rives af, for den skulle jeg selv have. Inden man så kan bruge sin billet, skal man op til en normal billetkontrollør og have STEMPLET sin billet!

det.tog.så.lang.tid.

Vi var klar til at tage med toget kl. 10.00…..

Da vi endelig kom af sted, skulle vi med et lokalt bumletog i en times tid, før vi tog en færge over til øen. Det første vi så, da vi kom af færgen, var en sicahjort. Og så en til og en til og en til… Der var en hel masse, og de var alle sammen tamme – og de ledte efter mad i folks tasker, hvis man ikke passede på. Men de var SÅ søde

Efter briefingen (der var svær at følge med i, eftersom alle kiggede på hjorten, der nu var ved at spise en kamerarem), blev vi sendt ud i grupper. Planen for dagen var først at se helligdommen og den røde port i vandet, som mange nok har set på forsiden af diverse japanske guidebøger: O-Torii. Den her helligdom er ret specielt, for den er bygget på høje søjler ude i vandet. Når det er højvande, er der vand næsten helt op til kanten, men når der er lavvande, kan man gå ind under! Man kan endda gå helt ud til den røde port og stå tørskoet ved siden af. Ret vildt – prøv selv at kigge på billedet længere nede!

 miyajima_1

otirii
…jeg var også med på turen…

Efter at have set helligdommen ved højvande, skulle vi bestige øens bjerg – og helst til fods, da der skulle være nogle rigtig spændende vejr- og naturfænomener på vejen op. Jeg var i en gruppe på fire mennesker, og vi tog ikke turen til fods. I stedet tog vi svævebanen hele vejen op.

En vild oplevelse, da den første svævebane var meget lille og virkede meget gammel. Rimelig uhyggeligt at skulle sidde 10 minutter i den, alt for mange meter over jorden! Men vi klarede det, og udsigten ned over træerne var virkelig flot. Desværre var der ikke så meget anden udsigt, for det var begyndt at regne. Meget.

Vi kørte op til toppen af bjerget gennem voldsomme skyer, og da vi endelig kom op, kunne man se ca. 10 meter frem. Fedt nok ellers, når formålet med at tage til toppen var at se en udsigtsplatform…..

toppen_8

Men vi gik lidt rundt, og vi blev mere og mere våde. Vi blev også mere og mere trætte af livet, eftersom vi helst skulle blive på øen til klokken 18.00, hvor det skulle være blevet lavvande. Og klokken var nok ca. 15.00…..
På en eller anden måde fik vi tiden til at gå, og klokken ca. 17.00 betalte vi og kom ind og så helligdommen. Det var rigtig flot! Det fedeste var dog, da vi gik op mod færgen, og vi tog en omvej ud på havbunden, for at komme op og stå ved siden af den røde port. Det var dét, vi var kommet for

uden vand

..Og så skulle vi i øvrigt have lavet et par skitser i løbet af dagen omhandlende dynamiske elementer. De skitser besluttede vi os hurtigt for først at lave om aftenen – på hotellet.

foto

På vejen hjem slog vi et smut forbi Andersen Bakery (ja, det der også ligger i København) og købte en masse lækkerier med hjem til hotellet. Derefter var der dømt skitsering og pigehygge på værelset, og så var den dag faktisk gået. Aldrig i mit liv har jeg oplevet at være så gennemvåd og kold, som jeg var den dag. Alt hvad jeg ejede, var gennemblødt. Taske, skitsebog, tegnegrej, kamera og papir. Det var frygteligt! Jeg tømte rygsækken og hængte den op, og jeg håbede bare på, at den ville være tør til morgenen efter.

Søndag d. 6. april: Denne dag var noget særligt, for vi skulle til workshop med den kendte japanske arkitekt Sambuichi. Det er rimelig stort. Ingen vidste, hvad vi skulle forvente, vi skulle bare have tegningerne med fra dagen før.

På vejen derhen gik vi gennem Memorial Park, og vi var blevet lovet, at der blev tid til at se museet efter workshoppen. I parken så vi The Eternal Flame, som brænder til minde om ofrene for atombomben. Vi så også The Dome, som var en af de eneste bygninger i byen, der stod tilbage. Det gjorde den kun, fordi den var bygget af en udenlands arkitekt, der gik ind for at bygge i jernbeton. Ellers var det meste andet bygget i træ og lign., så da bomben faldt, blev alting udryddet. På billederne fra lige efter bombens fald kan man se, at der virkelig ikke er noget i miles omkreds. Kun de tre-fire bygninger, der var lavet i jernbeton. Det ser sindssygt skræmmende ud.

hiroshima_9

Nå, men tilbage til nutiden. For en stund. For vi gjorde et sidste stop inden workshoppen: Markeringen af bombens hypocenter. Der står en mindetavle, helt anonym, på en småt befærdet sidegade, og man kan alt for let gå forbi den. Men nogle 100 meter over lige præcis dette punkt, sprang bomben i 1945. Igen en ret speciel følelse. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle stå lige præcis der. Bomben i Hiroshima er jo kun sådan noget, man har hørt om i folkeskolens historietimer. Det var jo langt væk! Men lige pludselig er det ikke særligt langt væk. Og vores guide, Alex, fortalte endda, at hans børn nedstammer fra en Hiroshimabombe-overlever. Det sidder i dem alle sammen, og det er på ingen måde glemt.

I dag er her ingen stråling, så forvent ikke at se mig med ekstra arme eller sådan noget. Og det vilde er, at lige omkring Hiroshima, findes der noget af den flotteste natur i hele Japan. End ikke en atombombe kan ødelægge naturen.

Efter det korte stop gik vi hen til en tom 12 etager høj bygning, hvor vi skulle op på (ja gæt en gang) 12. etage! Og ved I hvad, I også må gætte jer til? Om vi fik lov at tage elevatoren… Hvis I gættede ja – så var det forkert! Så vi gik op af trapperne til 12 etage, og følte os efterfølgende rimelig seje – og forpustede – og svedige. Godt klimaanlægget kørte for fulde hammer
Deroppe var der workshop. Alle skulle lægge én tegning ud på gulvet sammen med de andre fra gruppens, og så ville Sambuichi snakke ud fra dem.

workshop
Det der så i virkeligheden skete var, at Sambuichi sagde lige præcis det, han havde planlagt at sige, og så prøvede han at finde nogle af vores tegninger, der kunne passe til. Der var ikke mange, for pga. vejret (som han sagde, havde været virkelig mærkeligt og sjældent(!)) havde vi ikke kunnet observere, at der mellem 300 og 350 meter oppe af bjerget, er ekstremt fugtigt. Her vokser der meget mos og mange bregner, men når man kommer højere op, bliver det tørt og klart igen. Det er også derfor, man normalt har en virkelig flot udsigt fra toppen. Bare ikke lige den dag, vi var der.

Efter hans timelange snak, på japansk, som Alex simultantolkede, fik vi helt ekstraordinært lov til at komme op på taget af bygningen. Hele bygningen var tom, fordi Sambuichi Architects er ved at renovere den og bygge en udkigspost på toppen. Og udsigten var virkelig fænomenal. 360 grader rundt kunne man se de bjerge, der omgiver Hiroshima. Og da vejret var godt, kunne man næsten se ud til den ø, vi besøgte dagen før. Der var også udsigt over hele Memorial Park, og det var da også i den henseende, at der skulle ligge et udkigstårn. Men byggeriet er ikke gået i gang endnu, så jeg kan nok godt vente 10 år med at komme tilbage, hvis jeg vil se det færdige resultat

Efter ‘workshoppen’; som de blev ved med at kalde det, på trods af, at det reelt set bare var en forelæsning, fik vi endelig tid til at tage på Memorial Museum. Og wow for en oplevelse. Vi havde desværre ikke særligt meget tid, og der var virkelig meget at kigge på. Der var en masse gamle billeder og artefakter fra den tid, og nogle af dem måtte man endda røre. Men det mest fantastiske ved hele museet er, synes jeg, at man ikke ønsker hævn. Der er ikke noget sted, hvor der er så meget som en snert af bitterhed. Historien bliver fortalt meget sandfærdigt, og det eneste, man ønsker at få ud af det, er fred. Det hele handler om, at vi skal skabe en bedre og fredeligere verden, og jeg kan da kun støtte deres kamp. Det er utrolig smukt, at man har taget en så frygtelig hændelse som et atombombeangreb og vendt det til noget konstruktivt, der kan hjælpe en masse mennesker.

Efter det som sagt alt for korte besøg (her er ét af de steder, jeg snildt kunne vende tilbage til), tog vi sporvognen ned til stationen, for at tage videre. Jeg var i øvrigt meget stolt: jeg fandt SELV vej med offentlig transport i Japan (Hvis det ikke virker som en sejr, så husk venligst på, at ALT står på japansk, og INGEN snakker engelsk!) Vi skulle med toget den samme vej, som vi var dagen før, bare et par stop mere til Iwakuni. Udflugtens mål? En stor træbro. En rigtig stor træbro. Den var virkelig smuk.
Det er fantastisk at se, hvad man har været i stand til at bygge i 1673. Den har 5 buer, og det særlige ved dem er, at de tre midterste bliver genopført hvert 20. år, mens de to yderste bliver det hvert 40. år. Man er godt klar over, at en træbro ikke kan holde til de samme ting, som en stålbro f.eks., men alligevel vælger man at beholde den gamle. Det er smukt

iwakuni_1

I byen Iwakuni sad vi også og skitserede lidt. Vi fik også en kop varm kakao og en flot gåtur i den lille park. Der var rigtig søndagsstemning med sol og forår i luften, og der sad en masse mennesker ude på græsset og spillede musik og grinede.
Og så var der igen bare virkelig smukt.

Selfie fra broen.
Bro-selfie

Da vi var færdige med at se på byen, tog vi toget tilbage til Hiroshima Station. Herfra skulle vi med Shinkansen – de store hurtige toge. Dem som man kan stille sit ur efter! På stationen havde vi lige nøjagtigt 20 minutter til at få købt noget aftensmad. 20 minutter lyder måske af meget, men det er det på ingen måde på en japansk station. Så vi måtte ty til det hurtigste og nærmeste: en McDonald’s. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke var rart at få noget, man vidste, hvad var. Pommes Frites og burger
I Hiroshima sagde vi pænt farvel til vores guide Alex, og var nu kun sammen med vores to lærere, Peter og Nora.

Vi ankom meget sent til Kyoto, og der var en vild kamp for at komme først til taxaerne, så man ikke skulle med endnu et tog. Det sjove var så bare, at der var ca. 100 taxaer mere, end hvad vi behøvede. Og den, vi fulgte efter, kendte ikke vejen. Så vi fik sikkert kørt en lille omvej, men det er heldigvis ikke dyrt at køre i taxa i Japan. Efter det fantastiske hotel i Hiroshima, prøvede vi at holde vores forventninger til det næste hotel helt i bund. Men det er svært. Tomandsværelse, store senge og wifi på værelset kan man alt for hurtigt vænne sig til. Derfor var det også noget af et chok for alle, da det viste sig, at vi skulle sove 11 piger på det samme værelse – og det var vel at mærke Japanese Style. Dvs. på måtter på gulvet. I 3 nætter!! Der var i øvrigt også kun ét bad og ét toilet. Kan du stave til krise??
Heldigvis var der et Onsen på dette hotel, så man kunne bare gå ned i kælderen og bade. Et Onsen er et japansk fællesbad, hvor man bader nøgen sammen med alle mulige andre. Så det gjorde jeg hver morgen. Fantastisk! Man tager bare sine slippers og sin kimono på, og så er man på vej. Dernede smider man så alt sit kluns og går ind og vasker sig. Man har sin egen bruser og en lille skammel, og så sidder man der og vasker hår osv. med hotellets lækre produkter og en skrubbeklud. Efter den store afvaskning går man ned i et stort bassin, som egentlig er for varmt. Det er noget varmere end de spabade, vi er vant til herhjemme, og det føles lidt som om, man skolder sig selv. Men hvis man går under hurtigt, er det faktisk meget dejligt. Så sidder man der ca. 5 minutter, til varmen begynder at nå ens kinder, og så op og skylde sig under den kolde bruser. Skønt! Det kunne jeg GODT vende mig til

Men alt i alt en spændende ankomst til Kyoto. Godt der var wifi på gangen!

Japan i ord og billeder_kunst, kunst og…. storby!

Torsdag d. 3 april: I løbet af natten blev der udstedt tsunamivarsel i Japan, da der havde været et voldsomt jordskælv i Chile aftenen før. Og der KOM faktisk en tsunami – på 17 cm. Jeg ved egentlig ikke, om man så stadig kan kategorisere det som en tsunami, men det sagde de i hvert fald i nyhederne Så ingen fare der; vi hverken flød væk eller druknede.

Kl. 9.30 blev vi hentet af en chartret båd, der skulle sejle os over til to af de andre kunst-øer. Vi tog al vores bagage og vandrede hen til den nærliggende bådebro. Lige inden vi skulle til at sejle, kommer en varebil skridende rundt i svinget, og en lille japansk mand kommer hujende løbende ned mod os med noget dinglende i hånden. Det viste sig, at en af pigerne havde glemt én handske i en af jurterne, og den skulle hun da selvfølgelig have med, mente manden. Så det fik hun, og manden kørte glad hjem igen. Sådan er de i Japan – helt ekstremt søde, servicemindede og hjælpsomme. Det var også derfor, at jeg på intet tidspunkt følte mig utryg. Heller ikke på de store overfyldte gader i Tokyo, som vi kommer til senere. Fantastisk land!

Vi sejlede først til øen Teshima, hvor vi skulle se et helt specielt kunstværk af Ryue Nishizawa og Rei Naito: Teshima Art Museum. Det er et sted til ro, fordybelse og meditation, og hvor man ikke må tage billeder. Et stort åbent rum med to huller op til himlen, hvor lyset falder ned på gulvet i to perfekte cirkler. På gulvet pibler små vanddråber frem af huller og løber sammen til miniature vandløb og søer.

Vandet – himlen – lyset

Stedet ligger omgivet af rismarker med udsigt til havet, og højt over vores hoveder fløj snesevis af glender i cirkler, som afventede gribbe.

På vejen ned af bjerget fik nogle af de andre et lift på ladet af en lille varebil. De kom hujende ned ad vejen, mens vi andre gik i solens varme stråler og nød de ellers stille omgivelser. Ved havnen sad en masse og skitserede indtil båden sejlede os videre til den sidste ø: Inujima.

teshima_9

Her skulle vi se Inujima Art House Project, som på mange måder minder om Naoshima Art House Project, som vi besøgte dagen før (læs evt. mere her). Det er igen en lille, gammel by, der har fået tilført ny arkitektur og kunst rundt om i gaderne. På Naoshima er det gjort en smule mere diskret, da bygningerne passer ind i byen. På Inujima er det en blanding, men flere af værkerne skiller sig meget kraftigt ud.

Vi startede med at se S-House. Et stort buet rum med vægge i glas. Indeni var forskellige glasstykker ophængt – som kameralinser. Når man kiggede gennem dem, blev verden vendt på hovedet.

Lige om hjørnet fandt vi A-House. En stor cirkelformet glasudstilling med store blomstermotiver mellem glasvæggene. Man kunne gå ind i cirklen og opleve den helt særlige akustik.

På vejen ned til næste hus, fandt vi denne lille fine pavillo, med utroligt lavt til loftet og den mærkeligste akustik, jeg længe har hørt. Man kunne slet ikke holde ud at sige noget derinde.

Lidt nede af gaden lå et stort hus, som man tydeligvis skulle gå ind i. Det var C-Art House. Indenfor blev der vist en typisk kunstfilm, der kørte i loop. Vi sad pænt og kiggede ca. 39 sekunder, og så gik vi videre. Kunstfilm har virkelig aldrig været mig!

Tæt ved  dette lå I-House. En træbygning med et stort glasparti, hvori man kunne se et gigantisk piskeris dreje rundt. Indenfor kunne man komme helt tæt på det, og alle fik et chok, da det klappede sammen for at dreje den anden vej! Der var også en masse spejle, og en fin lille anlagt have.

Lige ved siden af dette hus, var et hyggeligt lille spisested, hvor vi kunne få pasta (!). Meget mystisk. Men virkelig lækkert og stadig ret japansk, da det var siddende på gulvet uden sko på.

pasta

Bagefter fandt vi F-House, der var et stort træhus med ét stort rum, der var helt fyldt ud af en skulptur kaldet “The Beginning of Life”. Fra midten af rummet udgik tykke arme af hvid røg, der snoede sig op gennem husets trækonstruktion. De viklede sig ind i træet, rundt om beskueren og op i loftet. Navnet gav pludselig rigtig god mening. På hver side af huset lå to gårdhaver med hver sin kunst og hver sin stemning. (Billeder var ikke tilladt.)

Det sidste vi så, var Stonecutters House. Ved siden af den gamle stenskærers hus, var anlagt en prydhave med hvide sten i et sirligt mønster.

art project_14

Det sidste vi skulle se på Inujima, var endnu et museum: Inujima Seirensho Art Museum. Dette museum havde vores guide Alex været med til at lave, da han var ansat hos Sambuichi Architects, og han gav os en privat rundvisning i grupper af ca. 10 personer. Det var en helt unik oplevelse at få lov til at høre alle de tanker og idéer, der ligger bag museet. For det er ikke et museum i traditionel forstand. I Japan har man tradition for, at et museum er én lang gang, så at sige. I Danmark er vi vant til, at vi bare kan gå rundt og kigge på de forskellige udstillinger, og bevæge os frem og tilbage, som vi lyster. De japanske museer derimod, har én måde at komme rundt på. Det er som én lang gang, som du må følge – der er ikke mulighed for at gå tilbage eller at gå for hurtigt frem. Man bliver guidet rundt af arkitekturen, så man er ikke i tvivl om, hvad man skal. Man startede med at gå ind i en underjordisk gang. En helt lige gang strakte sig måske 100 meter foran én, hvor man kunne se himlens lys skinne ind i gangen. Da man så havde gået ca 15 meter – drejede gangen! Igen kunne man se en helt lige gange strække sig 80 meter foran én. Og igen drejede gange efter 15 meter. Sådan fortsatte det, indtil man faktisk kom til enden af gangen, der viste sig at være et spejl, der viste himlen. Så på hele turen, har man kigget ind i spejle, som har vist himlen. Det har krævet helt utrolig præcision at placere spejlene, så illusionen blev perfekt. Det var en helt utrolig følelse! Det kan klart anbefales

IInujima_museum_gang
Tak til internettet!

Derefter blev man ledt gennem forskellige rum med forskellige kunstværker, alle lavet af den samme. Hele museet er opført på et gammelt kobberværk, hvis tilbageværende bygninger og ruiner er fint inkorporeret i den nye arkitektur. Museet har ikke behov for elektricitet og opvarmning. Det hele klares vha. kløgtig udformning af rum og en stor viden om klimatiske forhold. Pga. den måde museet er udformet, kan man skabe både vind, kulde og varme, hvor man ønsker det. Man har f.eks. store glasrum, der samler en masse varme i løbet af dagen. Når man ønsker at opvarme andre rum, skaber man et gennemtræk fra det varme rum, så varmen kan sprede sig. Indeklimaet reguleres  hele dagen igennem vha. vinduer, døre og luftsprækker. Det er selvfølgelig meget mere kompliceret end det, men det er bare for at give et eksempel. Man sparer ca. 20 klimaanlæg, men i sig selv leverer museet kun energi svarende til én elpære.

alex_museum_2

Efter det alt for korte besøg på det sidste museum, sejlede vores chartrede båd os tilbage til fastlandet og den grimme havneby Uno, hvor vi sov én nat på et meget mærkeligt hotel. Vi var tre piger, der gik ud og fik noget aftensmad sammen. Det var en lille by, så det var svært at finde noget godt, hvor man samtidig forstod, hvad man bestilte. Reglen var, at eftersom intet står på engelsk, må man finde et sted, hvor de har billeder af maden, så man kan pege og nikke. Meget kan klares med tegn og kropssprog

Vi fandt et ret lokalt sted, hvor de serverede sushi mm. Ved et rent lykketræf kunne kvinden ved nabobordet en del engelsk, så hun kunne hjælpe os med at bestille mad. Vi fik sashimi (rå fisk i mundrette bider), tempura (dybstegt fisk eller grønt i dej), to slags suppe, lidt forskellig sushi og en smule frisk frugt. Nogle af tingene kendte vi godt. Der var f.eks. både laks og tun, som smagte forrygende. Så var der også nogle stykker fisk, som vi ikke umiddelbart kendte, men det skulle smages. Det hvide fisk var meget hårdt at bide over, men blev næsten helt cremet i munden, jo mere man tyggede det. Det smagte helt ok, men man skulle vende sig til konsistensen. Et andet stykke fisk var helt gennemsigtigt med farverigt skind. Det smagte også ok (af fisk og saltvand), men igen skulle man vende sig til konsistensen af så rå fisk. De to slags fisk gik igen på sushien, hvor der også var et stykke med blæksprutte. Og det er altså et helt stykke blæksprutte, hvor du ikke er i tvivl. Det er ikke som herhjemme, hvor det friturestegt og nedbrudt. I Japan kan man nærmest stadig se sugekopperne. Så det skulle jeg da også prøve. Og jeg tyggede og jeg tyggede og jeg tyggede. Og der skete aldrig rigtig noget. Sådan er det vist med blæksprutte – på et tidspunkt må man bare overgive sig og sluge det.

sushi

Fredag d. 4. april: Kl. 8.00 ’sharp’ tog vi af sted fra et regnfyldt Uno med vores helt egen bus. Vi skulle nu til Kurashiki og se den gamle bydel. Da vi kom frem en times tid efter, var solen kommet frem – og det samme var turisterne. Det var første gang, vi sådan rigtig befandt os et sted sammen med andre end japanere. Eftersom solen skinnede, og vi havde et par hyggelige timer at bruge i byen på bare at opleve, tage billeder og skitsere, var det helt ok. Det var let at abstrahere fra de andre, da de ikke bevægede sig nær så meget rundt som os. De blev primært nede ved vandet, hvor en flok fik samlet sig til et photoshoot omkring de lyshårede piger fra Skandinavien. Hvilket show. De små japanere fik linet sig op med hver sit enorme spejlreflekskamera, og så bad de ellers pigerne om at posere:”Smile, smile – say cheese! Okay okay?” Meget sjovt!

photoshoot

Bortset fra det, var det også en smuk by. Alle de små huse lå side om side på lange smalle gader, hvor de hvide huse med deres smukke facader, gav genlyd af en svunden tid. På broen over kanalen så vi et brudepar få taget billeder i kirsebærtræernes filtrerede lys, mens en traditionelt klædt mand sejlede glade turister rundt på lange både. Det hele var muligvis ét stort stunt til ære for os turister, men det var ikke desto mindre meget fascinerende.
Personligt fik jeg lavet en lille øm skitse ved kanalen, og det var vist tæt på turens eneste, der nogensinde skal vises frem

IMG_3172

I øvrigt så jeg hende her. Et mere omsonst job skal man lede længe efter. Det stormer en halv pelikan, men bladene skal da blæses rundt Jobbet skal passes – blæsevejr eller ej!

omsonst job

Derefter købte vi lidt frokost i den lokale 7 eleven. På hele den første del af turen, var vores program så tæt pakket, at vi kun fik tid til at købe frokost på farten. Det betød en masse sødt brød (som man troede var almindeligt brød), en masse brød med bønnepuré (som man havde troet, var sødt brød), og en frygtelig masse tangtrekanter med diverse fyld af fisk. De smagte til gengæld virkelig godt, og det er én af de ting, jeg godt kan savne i Danmark. Let adgang til en lille, billigt og sundt måltid / snack. Og så er der selvfølgelig også deres kæmpe udvalg af færdigretter og underligt udseende sushi-ting. Altid spændende! Det blev kutyme at spørge folk, hvis de havde købt noget nyt og spændende:” Hvordan smager det? Hvad er det?” Det første kunne man som regel godt tage stilling til. Smagte det godt eller skidt (tit var svaret:” Det er ok. Konsistensen er lidt mærkelig, men det kan spises.”). Til spørgsmålet om, hvad det var, var der som regel bare ét svar:” Det ved jeg ikke. Det ligner lidt laks, men det smager ikke sådan….” Ja, den kulinariske side af Japan, var en meget stor oplevelse i sig selv.

Med bussen fuld af fisk og sødt brød kørte vi videre til Tomonuora. Endnu en lille by med gamle huse, men denne skulle dog efter sigende være mere autentisk. Tomonoura er en havneby, og en lidt speciel én af slagsen. Der er nemlig 10 meters forskel på høj- og lavvande, hvilket selv sagt skaber visse udfordringer, når man f.eks. vil fortøjre sin både. Løsningen man her har brugt, er at bygge en meget stor trappe ud i vandet, hvor man kan fortøjre sin båd. Ved højvande er trappen oversvømmet, og man kan gå direkte om bord på båden fra kajen, men ved lavvande er vandet så lavt, at man skal træde adskillige trin ned, for at finde sin båd. En meget lavpraktisk, men MEGET smart løsning.

trappen
I Tomonoura så vi også en sakekøbmands hus, der var restaureret til sin oprindelige form. Meget interessant at se hvordan man i gamle dage fremstillede den traditionelle drik vha. store trækonstruktioner inde i huset og store tønder, der blev opmagasineret i et tilstødende lokale.

Derudover så vi ca. 1000 templer (det er selvfølgelig løgn, men der var virkelig mange!), og de var meget smukke. Fra det sidste tempel besluttede vi at gå op på byens udsigtspunkt for at se ud over Indlandshavet. Vi fik at vide, at der lige netop denne dag, var den bedste udsigt, der nærmest nogensinde havde været. Vejret var simpelthen helt ekstraordinært klart. Det skulle udnyttes. På vejen op ad bakken, opdagede vi pludselig, at der var nogen, der fulgte efter os. Der var hurtige fodtrin og lyse stemmer. Hver gang vi vendte os om, var gaden tom. Vi prøvede et par gange, og som gaden blev smallere, blev vores forfølgere nødt til at komme ud på den åbne vej. Tre små japanske drenge, fulgte efter os. De legede den kendte leg ‘Frys’, hvor man skal stå helt stille, når dem man prøver at indhente, vender sig om for at kigge på én. Meget meget søde drenge, som vi endte med at tage et billede sammen med på toppen af bakken.

billede med de små drenge
På vejen ned fik vi lov til at smage noget af den lokale sake, der skulle være ret speciel. Vi fik hver stukket et glas i hånden, og kunne derfor ikke rigtig komme udenom, selvom alkohol på det tidspunkt var det sidste, vi havde lyst til og brug for. Men vi drak det, og det smagte…. sødt? Og lidt af selleri. Ikke frygteligt, men heller ikke et hit, så derfor købte jeg altså ikke noget med hjem til smagsprøver.

Dernæst tog bussen os med til Hiroshima. Den by havde jeg glædet mig til! Efter byen blev ramt af bomben i 1945, var byen stort set udslettet og alle bygninger jævnet med jorden. I dag er det en storby som så mange andre, og kun få steder kan man se levn fra det, der var. For en arkitektstuderende er det super interessant, men når man først står der, er der andre følelser, der rammer. Ved centrum for bomben er der anlagt en park til minde om katastrofen, hvor der også er et museum. Det museum fik vi ikke besøgt den første aften, men det var jeg fast besluttet på at få gjort inden afrejse et par dage efter.

Vi blev indkvarteret to og to på et semi-fancy hotel, og det var lykken! Vi fik skypet med familien og slappet lidt af, inden vi gik ud for at opleve lidt af den pulserende storby. Vi kiggede i en elektronikbutik (jeg blev en smule skuffet, da de kun havde en halv etage med kamerating – ikke hvad jeg forventede af elektronikkens højborg!) og i et stormagasin på størrelse med Magasin i Danmark. Der var nogle fine ting at se på, og vi fik da også købt et par enkelte ting, vi ikke kunne undvære

Lige inden sengetid fik vi at vide, at for vi skulle pakke vores små tasker med alt, hvad vi skulle bruge til to dage. For at komme til Kyoto skulle vi nemlig rejse med tog, hvor der ikke er plads til store kufferter, så kufferterne skulle sendes separat. Og det skulle de så to dage før. Krise! Men alle klarede det – så måtte vi bare vente og se, om vi havde pakket det rigtige.

Herunder kommer en billedserie kaldet KRÆS. Billeder, der måske ikke umiddelbart fortæller så meget om min tur, men som formidler en stemning. Og så synes jeg, de er pæne – og til tider sjove:)

Japan i ord og billeder – en dag i Japan = en uge i Danmark

Torsdag d. 2 april: Den første dag på øen Naoshima. Vi havde sovet i jurterne, og det var overraskende komfortabelt. Der blev sørget for ‘vestlig’ morgenmad til os på stedet, hvilket vil sige den japanske udgave af vestlig morgenmad. Vi fik serveret en tallerken med: 1 enormt tykt stykke ristet toast med smør, en blandet salat primært bestående af kål, et lille stykke æggekage (som i Japan er utroligt fast og meget sødt), en lille portion spaghetti (ja, almindelig spaghetti tilsat lidt smag) og til sidst noget, der mindede om spam.

spam_can_open

Det var åbenbart deres version af brød, bacon og æg … Efter at være kommet mig over chokket, spiste jeg det hele, og det smagte fint nok. Jeg var bare ikke lige vant til den slags morgenmad.

Efter maden gik vi i samlet trop ned til den by, vi ankom til om aftenen, Honmura. I den by er der et projekt, der hedder “Art House Project”. Jeg kan desværre ikke vise jer andet end billeder udefra, da vi ikke havde lov til at tage billeder indenfor. Men til gengæld vil jeg prøve at linke til de forskellige steder, så I alligevel kan få en idé om, hvad vi har set.
Hele projektet handler om, at man har taget nogle gamle bygninger i denne lettere forladte by og lavet dem om til kunstværker/-projekter. Det hele kommer sig af, at den 6. rigeste mand i Japan, har været i Danmark en gang, og har set Louisiana og tænkt:” Sådan ét vil jeg også have!” Så han har købt nogle øer i det japanske indlandshav og er nu i gang med at omdanne dem til ét stort kunstmuseum – så at sige. Projektet tjener yderligere det formål, at det tiltrækker turister og dermed unge mennesker til øerne. Før projektet startede var gennemsnitsalderen på øens indbyggere 65 år. Den yngste beboer var 55. Der var ikke noget for de unge at blive for, men med de nye tiltag begynder øerne så småt at blomstre igen.

I Honmura ligger der 6 små huse med kunst. Vi nåede at se 5 stk. OG at nyde den helt FANTASTISKE udsigt. Japan er uden tvivl det smukkeste sted, jeg nogensinde har været. Aldrig før har jeg oplevet at blive fuldstændig målløs. Der var intet at sige udover “wow”. Men det kommer jeg til at nævne et utal af gange

De fem små huse:
Vi startede med at gå hen til et hus kaldet “Gokaisho”. Det var et lille undseeligt hus, med en hyggelig japansk have. Det vilde ved dette sted var, at der var to rum, man kunne kigge ind i . Foran hvert rum lå der en bambuspind for at indikere al adgang forbudt. I det ene rum var der yderligere spredt nogle blomster på gulvet. Vi så det og tænkte: “Jaa, det er da meget flot, skal vi gå videre?” Vi var måske ikke så voldsomt imponerede, men så fik den lokale mand på stedet fortalt os, at de to bambuspinde ikke var ens. Den ene var bambus, ja, men den anden var et udskåret stykke træ, der bare lignede bambus! Rimelig vildt og rimelig godt lavet! Allerede der var vores engagement steget en del, men så fik vi at vide, at de blomster, der lå på gulvet OGSÅ var skåret ud af træ. Og pludselig faldt det hele på plads for vores øjne og det undseelige hus blev et kunstværk.

Det andet hus hed “Haisha”. Allerede udefra var det langt mere iøjefaldende end det forrige. Det virkede som om, man havde taget et gammelt hus og revet det fra hinanden, for at få plads til lige præcis det, man ville. Det var meget mere et åbenlyst kunstværk; en scrapbook eller en collage. Det jeg husker bedst, er et sted i huset, hvor man har revet hul i loftet, så der er åbent op til anden sal, og så er der indsat en to-etager høj, hvid statue af Frihedsgudinden. En ret vild oplevelse, da man ikke havde nogen idé om, at hun ville stå der, før man kom ind i rummet.

Trejde hus hed “Minamidera”, og jeg kan godt sige, uden at såre nogen, at det var dette kunstværk vi var kommet for at se. Det er lavet af den meget kendte og anerkendte kunster, James Turrell. Kendt for at arbejde eksperimentelt med lys og menneskets måde at opleve det på. Dette kunstværk beskæftigede sig med det menneskelige øjes utrolig tilpasningsevne.
ADVARSEL! Hvis du nogensinde har tænkt dig at besøge dette sted, så gå direkte til at læse om det fjerde hus. Dette kunstværk skal opleves!

I små grupper af ca. 10 personer, bliver man ledt ind i et bælgmørkt rum. Man bliver bedt om at lægge sin hånd på væggen og følge den til man finder en bænk – og dernæst tage plads. Så sidder man der i et helt stille og helt sort rum og venter. Og man venter. Man er blevet bedt om at vente tålmodigt i 10 minutter. Man ved ikke, hvad der skal ske, men langsomt – meget langsomt – begynder man at kunne ane noget. På væggen lige foran én, begynder der at fremstå omridset af en firkant. Forestil jer at se på et tomt biograflærred i mørke. Sådan ser det ud. På et tidspunkt bliver det let at se se lærredet, hvilket vil sige, at øjnene har tilpasset sig omgivelserne. Det er en helt utrolig oplevelse. Og den stopper ikke der. Efter de ca. 10 minutter kommer en mand i lokalet. Nu kan man godt se ham – det kunne man ikke, da han fulgte én ind. Han går op foran den hvide skærm, og begynder at tale lidt om James Turrell og om det fantastiske menneskelige øje. Vi bliver bedt om at gå op til ham, mens han taler, uden dog at måtte røre ved væggene. Som det aller sidste, beder han os om at kigge nærmere på den hvide firkant, der langsomt kom til syne for vores øjne. Og det er først der, det går op for én, at det hvide lærred på ingen måde er et lærred. Det er et firkantet hul gennem væggen! Man kan stikke sin arm igennem! Det var den vildeste følelse, jeg længe har oplevet. Man kunne stikke hele sin overkrop gennem hullet og opleve at være i lærredet. Det siger lidt om vores opfattelse af vores omgivelser. Den menneskelige hjerne tager genveje og regner med, at det den ser, også er det, der er. Det var en utrolig syret oplevelse, og det vildeste var, at lyset på intet tidspunkt blev ændret. Det eneste, der ændrede sig, var vores øjnes evne til at opfatte lys i rummet.

Fjerde hus “Kadoya” udgave sig for at være et ret almindeligt hus. Men når man gik ind, var det første man så, at stort vandbassin med tal i. Lysende tal i forskellige farver, der hele tiden talte op eller ned i forskellige tempi. På væggene rundt i huset fandt man også store digitale tal, der hele tiden skiftede. Jeg går ud fra, kunstværket beskæftigede sig med tiden og dens måde at gå på – hurtigt eller langsomt på forskellige punkter i livet og ved forskellige opfattelse. Det var et ret smukt sted, hvor man virkelig kunne sætte sig og fordybe sig i filosofiske tanker.

Det sidste hus vi så “Go’o Shrine” var et helligt sted på toppen af en høj bakke. Der var spredt hvide sten ud i en firkant, omgivet af hellige figurer. For enden af stenfirkanten, stod en monumental trappe, hvis trin var lavet af massivt glas. Trinene brød lyset på en rigtig fin måde, der virkelig understregede stemningen. Vi troede umiddelbart, at det ‘bare var det’. Men så fik vi udleveret to lommelygter, og blev vist vej ned til en underjordisk gang, der gik ind under det helle monument, vi lige havde stået og beundret. Denne gang var så smal, at begge mine skuldre rørte væggen på hver side. Men jeg kunne dog gå oprejst Det var en ret speciel følelse at blive mast sammen på den måde, ind til et helt mørkt rum – igen. Da vi kom ind for enden, så man bunden af den føromtalte glastrappe. Og en vandpyt. Et lille grotteagtigt rum, der ledte op til det hellige.
Derefter gik vi ud igen og fandt et helt fantastisk sted at sidde og skitsere. Jeg brugte dog tiden på at tage billeder, men stedet var perfekt til lige at sidde og bruge halv time på bare at være.

honmura_udsigt_3

Efter dette tog vi bussen sammen med de andre fra andet år, om på den anden side af øen (det tog ca. 5 minutter). Her så vi Sanaas (en meget kendt japansk arkitekt) færgeterminal. Den var flot, bevares, men den havde måske fået lidt mere omtale, end den behøvede.

Det var alt vi skulle se i denne by, bortset fra en mikroskopisk udstilling af Olafur Eliasson, så vi fik lige en times tid til at finde noget at spise. Det skal siges, at der i denne by ikke var meget at vælge imellem, så vi fulgte med lærerne til et lille (afsidesliggende) lokalt sted, kendt for deres hjemmelavede udonnudler. Inde i den lille butik stod hr. udonnudel og rullede dej ud, som han efterfølgende skar ud i nudelstykker (det siger lidt om, hvor tykke de var), for derefter at koge dem i en lækker suppe. Vi fik serveret en skål med nudler, oksekød og lidt forskellige grøntsager. Det er meningen, at man skal spise nudlerne med sine spisepinde, og slubre så meget som muligt, så man får hele smagen med. Så lyden i det lille lokale var fantastisk. Kort efter vi var kommet og havde bestilt, kom der en lille gruppe arbejdere ind fra den lokale Mitsubishifabrik for at få deres frokost.  Allerede inden vi næsten havde fået vores mad, havde de 1. fået deres mad, 2. slubret alle deres nudler og 3. drukket resten af suppen. Og så var de ude af døren igen. Det er åbenbart kutyme, at man spiser hurtigt. Det gjorde vi ikke, men det smagte meget godt, så det var ok

udonnudler

Derefter tog vi bussen tilbage til den anden side af øen. Ø-bussen var ikke særligt stor, så det faktum, at der pludselig skulle 20 skandinavere med, var ikke voldsomt velset. Vi stod så tæt, at en af de lokale japanere, der sad ned, konsekvent havde min bagdel i hovedet – alle 15 minutter. Alle svedte, man fik krampe af at holde fast, og der kom på mystisk vis hele tiden flere med bussen, selvom der ikke kunne være flere!

bustur

Resten af dagen skulle bruges på to kunstmuseer, der også befinder sig på Naoshima. De er begge tegnet af Tadao Ando, og hvis man går bare en smule op i arkitektur, kan man også sagtens se det.
Det første vi besøgte blev Chichu Art Museum. (Følg linket for billeder. Igen var det forbudt at tage sine egne.) Det var et helt fantastisk sted! I ét af rummene, var der kæmpe malerier af Claude Monet på alle væggene. Normalt er jeg ikke den store fan af kunstmuseer, men lige det her rum ramte mig. Rummets hjørner var afrundede og lyset gled diffust ned af væggene på de store åkander. Følelsen af at være i samme lokale som så storslåede kunstværker var helt unik. Jeg følte mig meget priviligeret.
Et andet helt specielt kunstværk var begået af James Turrell. Man kommer ind i et firkantet rum, og så er der skåret et stort kvadrat ud af loftet, så der er kig lige op til himlen. Kanten er gjort helt skarp, så selvom hjernen godt ved, at det ikke er tilfældet, føles det som om hele taget er papirtyndt. Det er et ekstraordinært rum, som man kan bruge lang tid på bare at være i. Oplevelsen skifter med vejret, årstiden og døgnet, så det er aldrig det samme.

Derefter gik vi lidt ned af bjerget og så Lee Ufan Museum. Efter at have oplevet det andet, føltes det her som lidt af en joke. Arkitekturen i sig selv var meget smuk og gennemført, men udstillingen! Jeg følte mig meget snydt! Man gik igennem en gårdhave, hvor der lå en stor sten. Det var kunsten. På en af væggene hang et 20×30 cm lærred med et malerklat på. Det var kunsten. Det er på sådanne steder, at jeg godt kan forstå, at folk nogle gange brokker sig over, at kunst kan få så meget statsstøtte. Så det var ikke ligefrem et hit.

På vejen tilbage til jurterne, besluttede vi os for lige at smutte inden om det sidste kunstmuseum for denne dag: Bennesse House Museum. Dette sted var en smule anderledes end de andre to steder. Her var ikke så mange billeder, men mere nutidig kunst, virkede det til. Jeg husker specielt ét sted i huset, hvor man står i et stort rum med mange forskellige værker. Så ser man op på et stort billede på væggen, der forestiller en gul og en sort båd. Kigger man ned på gulvet, finder man det samme motiv i to rigtige (små) modeller af både – en i gul og en i sort. Det var helt tilfældigt, at jeg derefter kiggede ud af det store vindue bag mig, og så ned på stranden, måske 300 meter væk. Her kunne man, til min store forbløffelse, skimte to både – en sort og en gul! Det er sådan nogle ting, man kan gøre, når man ejer hele øen

Benesse House Museum
Tak til http://hotelchicblog.com/angel-sanchez-checks-into-benesse-house/
de to både_gul og sort_på stranden
Jeg fandt tilfældigvis et billede i min bunke, hvor man kan skimte de to både på stranden! (Du skal muligvis hente luppen…..)

Derefter gik vi hjem langs stranden. Jeg og én af de andre piger smed sko og strømper og gik i den iskolde vandkant hele vejen. Det var først efter et stykke tid, at vi opdagede, at der i vandet var både brandmænd, søpindsvin og noget der mindede om kviksand! Vi kom hurtigt op på stranden igen, og undrede os meget over, hvordan de andre havde kunnet bade der aftenen før…!

I den lune jurt brugte vi et par timer på at spille UNO Boomo om aftenen, mens vi bare nød at være i live på det her helt fantastiske sted.

På længden af dette indlæg, som kun dækker én dags oplevelser, kan I måske begynde at danne jer et indtryk af, hvor meget vi har nået at opleve. Én dag på studietur i Japan, føles som en uge i Danmark.

naoshima_udsigt_3

naoshima_udsigt_2

naoshima_udsigt_1

Japan i ord og billeder – det første ‘fængslende’ møde med en helt anderledes kultur

Søndag d. 30 marts tog jeg afsted til Japan. Først på en tretimers flyvetur til Istanbul og dernæst 10½ time til Osaka, Japan. Det er første gang, jeg har fløjet så langt, så det var spændende. Jeg blev positivt overrasket: man har sin egen lille skærm med en masse film og anden underholdning til rådighed. Vi fik sutsko, strømper, tæppe, pude og varme håndklæder. Vi fik også udleveret et lille survival-kit med læbepomade, tandbørst og -pasta, ørepropper, høretelefoner og en sovemaske. Der var i øvrigt også to varme måltider og snacks til rådighed på hele turen. Man følte sig helt som en VIP, hvis ikke det havde været for den knappe benplads (men det gælder nok kun for folk med min benlængde) :).

Mandag d. 31 marts: Ved ankomst til Japan får man kontrolleret sit pas og taget både billede og fingeraftryk. De skal være helt sikre på, at de kan finde én, hvis man ikke forlader landet igen som aftalt. Det gik heldigvis meget let for de fleste af os – dog ikke for én pige fra min årgang. De rejste dagen før mig, og ved ankomst til paskontrollen bliver hun pænt taget til side af en strengt udseende mand, der ikke kan engelsk. Han siger en masse ting til hende, som hun naturligvis ikke forstår. Hun bliver placeret alene i et lille rum uden nogen forklaring. Efter et stykke tid kommer der nogle mennesker ind til hende, og de får forklaret hende, at det drejer sig om noget med et stjålet pas (!). Der bliver foretaget opkald til den danske ambassade, men da det er søndag, har de lukket. Derfor bliver hun eskorteret til en afsides del af lufthavnen, hvor det efterhånden går op for hende, at det er meningen hun skal tilbringe natten her.
Hun finder sig selv i en lille celle i Japan med en bambusmåtte og en rispude til at sove på. Hun får udleveret en flaske vand og en lille sandwich, der skal holde til dagen efter, da de ikke lige ved, om de får tid til at komme forbi med mere mad. Hvilket mareridt!
Hun får snakket lidt med sin cellenabo Luzy, der heller ikke rigtigt forstår engelsk, men det får tiden til at gå. Der er intet mobilsignal, så hun får læst 1½ bog. Mandag morgen bliver den danske ambassade kontaktet, og de tager heldigvis telefonen. Manden i den anden ende skal være på hendes side, men da han spørger hvad hun skal i Japan, og svaret er, at hun er her på en studietur, siger han:” Du må være lidt mere specifik, du lyder jo kriminel!” Efter mange flere samtaler, finder man ud af, at hendes gamle pas har været meldt stjålet, så da hun fik lavet det nye, blev det ved en fejl også skrevet på listen over stjålne pas. Tak, Gentofte kommune, for en nat i en Japansk fængselscelle. Vi finder hende i ankomsthallen i lufthavnen. Hun tager med os til Kobe, hvor vi skal sove den første nat.
Alle var vildt chokerede over, at noget sådant kan ske! Men da det kom lidt på afstand, kunne hun selv se det sjove i det, og alle blev enige om, at turen jo ligesom kun kunne blive bedre herfra

Mit første indtryk af Japan var altså ikke særlig fantastisk. Men… Vi tog med en shuttlebus til Kobe. Fra lufthavnen (som ligger på sin egen ø) og hele vejen til Kobe, som ligger måske 1 time væk, kørte vi uafbrudt i by. Ikke på noget tidspunkt ændrede landskabet sig og blev hverken forstads- eller landagtigt. Meget vild følelse. I det område vi kørte igennem bor der omkring 10 millioner mennesker, så der er ikke noget at sige til, at der skal lidt bygninger til.

Tirsdag d. 1 april: Det første møde med Japan i dagslys var overraskende. Vi havde sovet på 14. etage på et fint hotel, og havde aftenen før kun set høje bygninger og en togbane hævet over midten af vejbanen, som man ser det i tegnefilm. Da vi stod op, fandt vi ud af, at der lige bag de høje bygninger var høje bjerge! Velkommen til!

hoteludsigt i Kobe

Og det var netop der turen gik hen første dag. Vi kørte i en lejet bus op på Kobes højeste bjerg: 1000 m højt. Jeg havde fået sat mig i venstre side, og det var en fejl. I Japan kører man nemlig i venstre siden af vejen, så hele vejen op på de små, kringlede veje, kunne jeg kigge direkte ned i afgrunden, mens bussen lød som om den ikke var bygget til 37 skandinaver med stor oppakning. GULP! Men det gik jo fint nok, og vi nåede til toppen, hvor der var den fineste udsigt. Vi skulle se en udsigtsplatform lavet af Sambuichi – i samarbejde med Alex, som var vores danske guide på turen.

Sabuichi arbejder meget med naturen og dynamiske materialer, og det gjorde sig også gældende på dette byggeri. Udsigtsplatformen Rokkō Shidare ligger på nogle terrasser, der samler vand, når det regner. Om vinteren fryser det til is, som bliver skåret ud og pakket ned bygningens kerne, hvor det holder sig frossent til sommeren kommer. Herefter begynder det stille og roligt at smelte, og holder på den måde stedet køligt om sommeren. Jeg vil skyde på, der var 15 grader udenfor, da vi var der. Indendørs var der 2 grader, så det var helt tydeligt at mærke effekten. 

Efter udsigten tog vi til Japans ældste folkeskole, Shizutani. Et stort og smukt område i bjergene, hvor solen skinnede og kirsebærtræerne var sprunget ud. På billederne nedenunder ser i de specielle bygninger og den meget berømte væg (berømt blandt arkitektnørder, naturligvis), der er lavet af sten, der passer så perfekt sammen, at man på afstand ikke kan se mellemrummene. Vi fik tid til at gå rundt og skitsere og opleve, og vi stiftede for første gang bekendtskab med det japanske fænomen: tag skoene af, inden du går ind! Japanerne har et lidt sjovt forhold til sko, synes jeg. Inden man går ind i et japansk hus, skal man tage sine sko af. Ofte er der slippers til rådighed, som man kun må have på indendøre. Skal du på toilettet er der naturligvis separate slippers til dette formål – man skulle jo nødigt forurene resten af huset. De japanske toiletter er i øvrigt et helt kapitel for sig selv, som jeg vil komme ind på senere

Derefter kørte vi til en smuk park, Korakuen. Vi sad nede bagerst i bussen, og da bussen bakkede ind på p-pladsen fik vi en nærdødsoplevelse. Det ser ikke så voldsomt ud på billedet, men når man sad helt bagerst og kunne se og mærke bussen køre ud over kanten, var vi ikke så stolte. Vi håbede meget på, at bussen stoppede i tide, inden vores vægt blev skyld i, at hele bussen tumlede ned ad skrænten.

korakuen_bussen parkering

Det skete selvfølgelig ikke, og da bussen havde parkeret (sikkert og ja, helt uden problemer) oplevede vi igen sol, sommer og kirsebærtræer. Vi så også et par pavillioner. Den ene der især beskæftiger sig med dynamiske materialer. Det er i realiteten ‘bare’ en tag på fire pæle, med et gulv hævet fra jorden. I Japan er der nogle gange ikke stor forskel på ude og inde. Igennem denne pavillion løb en rislende bæk, der var med til at køle luften ned. Meningen er, udover at køle selve rummet ned, at man om sommeren kan sætte sig på kanten og dyppe fødderne i det kolde vand. På den måde afkøles kroppen. En meget smuk tanke, der virkelig henvender sig det omgivende miljø og diskuterer behovet for ekstern køling med f.eks. klimaanlæg.

 

Efter havebesøget skulle vi til Uno Havn, hvor vi tog en båd til øen Naoshima. Da vi ankom var det mørkt, og vi gik med vores rullekufferten et stykke op af bjerget indtil vi kom til det sted, vi skulle sove: Et lille campinglignende sted med jurter. De var overraskende hyggelige og komfortable. Kokken på stedet havde lavet traditionel japansk mad, Shabu Shabu, til os: en skål med kogende vand placeres på bordet, hvorefter du selv tilbereder din mad – kød, svampe, kål, tofu mm. Overraskende lækkert, og der blev spist op ved de fleste borde.

Inden vi gik i seng, brugte jeg om min faste fotomakker en times tid ved havet, hvor vi tog fine billeder af det mørke vand og de lysende byer på den anden side. Så jeg fik alligevel brugt mit kamerastativ

nat på naoshima_2

nat på naoshima_1

nat på naoshima_3

 

JAPAN!

japan_kort

Så er det på søndag, jeg rejser på studietur til Japan. Jeg regner ikke med at få opdateret bloggen undervejs, men så må I glæde jer til alt det, der kommer på bagefter. Jeg skulle gerne få taget en masse fede billeder, og opleve fantastiske ting. Hvis I vil følge med på min rejse, sådan lidt mere generelt, så er planen for turen her:

søndag d. 30 marts: afrejse fra Kastrup Lufthavn kl. 18:05. Fly til Istanbul, hvor vi mellemlander og flyver videre til Osaka (hvor vi lander på en ø, der er bygget fordi de manglede en lufthavn!). Vi lander mandag dansk tid kl. ca 10.00 – Japansk tid: 18:00.
Vi skal med shuttlebus til Kobe, hvor vi sover på Sun Route Sopra Kobe.

tirsdag d. 1. april: Vi kører med bus til Rokko, Bizen-Shizutani, Kurashiki og Benesse. Vi skal bl.a. se en helt specielt observatorium, og Japans ældste folkeskole = kræs for kendere, som vores guide kalder det. Vi kører ned til et færgeleje og sejler over på nogle små øer med masser af kunstmuseer.
Vi ankommer sent til Naoshima og sover på/i(?) Tsutsuji-so – mongolske jurter.

onsdag d. 2. april: Vi opholder os på de små øer og sover det samme sted.

torsdag d. 3. april: I dag ser vi Inujima og Teshima og sejler tilbage til fastlandet og verdens grimmeste by Uno, siger vores lærere. Her sover vi på Ars Plage.

fredag d. 4 april: Vi kører igen med bus. Denne gang videre til Okayama og Tomonoura, og om aftenen ender vi i Hiroshima, hcor vi sover på Hokke Club.

lørdag d. 5 april: Vi er i Mayajima, hvor vi skal lave en eller anden arkitekturworkshop med en japansk arkitekt. Vi sover det samme sted.

søndag d. 6 april: Vi tager toget til Iwakuni og sover i Kyoto på Chatelet Inn.

mandag d. 7 april – onsdag d. 9 april: Vi opholder os i og omkring Kyoto og ser en masse templer og fantastisk oprindelig arkitektur. Måske bliver der en halv time til privat sightseeing? (dvs. shopping…) Om aftenen onsdag d. 9 april, tager vi toget til Kanazawa og sover der på Via Inn Kanasawa.

torsdag d. 10 april: Vi er i Kanasawa. Om aftenen tager vi toget videre til Takayama og sover der på Takayama Green Hotel.

fredag d. 11 april: Vi bruger dagen i Takayama og rejser om aftenen til det sprudlende Tokyo. Her er vi de sidste dage, d. 12-14 april, hvor vi skal bo på det småfancy hotel Shinjuku Washington Hotel. Her skal vi spise på deres “roof top terrace” og have billig japansk massage, inden vi rejser hjem igen.

mandag d. 14 april: I dag skal vi rejse hjem igen. Flyet afgår 22.30, så jeg har hele dagen til lige at få set en smule af det turistede Tokyo Jeg lander i Danmark d. 15 marts kl. 10.40. Herefter skal jeg nok have en middaglur, og så skal jeg til tasterne og vise jer alt det spændende, jeg har oplevet!

Men hvorfor lige Japan, tænker du måske? Jo, vi skal til Japan, fordi japansk arkitektur er nogen helt for sig. Deres måde at arbejde med overgangene mellem inde og ude og deres utroligt fleksible boliger, gør dem til oplagte studieemner. Min afdeling identificerer sig i særdeleshed med den japanske arkitektur, fordi vi også gør meget ud af at bygge til det sted, vi bygger.

I Japan skal vi naturligvis se en masse templer, men i særdeleshed kunstmuseer. Det lød som om, vi i hvert fald skal se 10, men det kan også bare være mig, der hørte forkert. Men vi skal ud på nogle små øer, som en rigmand har købt. Her har han fået opført en djævelsk masse museer, fordi han, efter at have været på det danske Louisiana, ville have sit eget Louisiana. Så det købte han (!). Det bliver vildt at se! Det er også på disse øer, at vi skal bo i mongolske jurter og spise traditionel, hjemmelavet japansk mad. Det bliver fedt!

Japansk arkitektur er mere end templer, det er også vildt, vovet og fuldstændig crazy! Noget af det nye, og som I måske har hørt om, er de her huse, hvor alle væggene er lavet af glas. Andre ville nok tænke:”Aaarh, der kan man da ikke bo.” Men det kan japanerne. Desværre er disse huses geografiske placeringer tophemmelige, da de ellers ville blive oversvømmet med arkitekter og studerende. Den ene af vores lærere på turen, har faktisk været i praktik hos et af de firmaer, der har bygget et sådant hus, så hun har kontakterne i orden. Det var også det første, vores anden lærer påpegede, og netop der ser i grunden til, at positionerne ikke bliver afsløret

Men nu vil jeg gå ind og pakke færdigt, så jeg ikke skal stresse over det. Jeg håber, I vil nyde de næste to uger uden al mit påtrængende arkitekt-halløj. Og, jo, fik jeg nævnt at der er 20 grader i Tokyo?
Vi ses snart