James Turrell

Japan i ord og billeder – en dag i Japan = en uge i Danmark

Torsdag d. 2 april: Den første dag på øen Naoshima. Vi havde sovet i jurterne, og det var overraskende komfortabelt. Der blev sørget for ‘vestlig’ morgenmad til os på stedet, hvilket vil sige den japanske udgave af vestlig morgenmad. Vi fik serveret en tallerken med: 1 enormt tykt stykke ristet toast med smør, en blandet salat primært bestående af kål, et lille stykke æggekage (som i Japan er utroligt fast og meget sødt), en lille portion spaghetti (ja, almindelig spaghetti tilsat lidt smag) og til sidst noget, der mindede om spam.

spam_can_open

Det var åbenbart deres version af brød, bacon og æg … Efter at være kommet mig over chokket, spiste jeg det hele, og det smagte fint nok. Jeg var bare ikke lige vant til den slags morgenmad.

Efter maden gik vi i samlet trop ned til den by, vi ankom til om aftenen, Honmura. I den by er der et projekt, der hedder “Art House Project”. Jeg kan desværre ikke vise jer andet end billeder udefra, da vi ikke havde lov til at tage billeder indenfor. Men til gengæld vil jeg prøve at linke til de forskellige steder, så I alligevel kan få en idé om, hvad vi har set.
Hele projektet handler om, at man har taget nogle gamle bygninger i denne lettere forladte by og lavet dem om til kunstværker/-projekter. Det hele kommer sig af, at den 6. rigeste mand i Japan, har været i Danmark en gang, og har set Louisiana og tænkt:” Sådan ét vil jeg også have!” Så han har købt nogle øer i det japanske indlandshav og er nu i gang med at omdanne dem til ét stort kunstmuseum – så at sige. Projektet tjener yderligere det formål, at det tiltrækker turister og dermed unge mennesker til øerne. Før projektet startede var gennemsnitsalderen på øens indbyggere 65 år. Den yngste beboer var 55. Der var ikke noget for de unge at blive for, men med de nye tiltag begynder øerne så småt at blomstre igen.

I Honmura ligger der 6 små huse med kunst. Vi nåede at se 5 stk. OG at nyde den helt FANTASTISKE udsigt. Japan er uden tvivl det smukkeste sted, jeg nogensinde har været. Aldrig før har jeg oplevet at blive fuldstændig målløs. Der var intet at sige udover “wow”. Men det kommer jeg til at nævne et utal af gange

De fem små huse:
Vi startede med at gå hen til et hus kaldet “Gokaisho”. Det var et lille undseeligt hus, med en hyggelig japansk have. Det vilde ved dette sted var, at der var to rum, man kunne kigge ind i . Foran hvert rum lå der en bambuspind for at indikere al adgang forbudt. I det ene rum var der yderligere spredt nogle blomster på gulvet. Vi så det og tænkte: “Jaa, det er da meget flot, skal vi gå videre?” Vi var måske ikke så voldsomt imponerede, men så fik den lokale mand på stedet fortalt os, at de to bambuspinde ikke var ens. Den ene var bambus, ja, men den anden var et udskåret stykke træ, der bare lignede bambus! Rimelig vildt og rimelig godt lavet! Allerede der var vores engagement steget en del, men så fik vi at vide, at de blomster, der lå på gulvet OGSÅ var skåret ud af træ. Og pludselig faldt det hele på plads for vores øjne og det undseelige hus blev et kunstværk.

Det andet hus hed “Haisha”. Allerede udefra var det langt mere iøjefaldende end det forrige. Det virkede som om, man havde taget et gammelt hus og revet det fra hinanden, for at få plads til lige præcis det, man ville. Det var meget mere et åbenlyst kunstværk; en scrapbook eller en collage. Det jeg husker bedst, er et sted i huset, hvor man har revet hul i loftet, så der er åbent op til anden sal, og så er der indsat en to-etager høj, hvid statue af Frihedsgudinden. En ret vild oplevelse, da man ikke havde nogen idé om, at hun ville stå der, før man kom ind i rummet.

Trejde hus hed “Minamidera”, og jeg kan godt sige, uden at såre nogen, at det var dette kunstværk vi var kommet for at se. Det er lavet af den meget kendte og anerkendte kunster, James Turrell. Kendt for at arbejde eksperimentelt med lys og menneskets måde at opleve det på. Dette kunstværk beskæftigede sig med det menneskelige øjes utrolig tilpasningsevne.
ADVARSEL! Hvis du nogensinde har tænkt dig at besøge dette sted, så gå direkte til at læse om det fjerde hus. Dette kunstværk skal opleves!

I små grupper af ca. 10 personer, bliver man ledt ind i et bælgmørkt rum. Man bliver bedt om at lægge sin hånd på væggen og følge den til man finder en bænk – og dernæst tage plads. Så sidder man der i et helt stille og helt sort rum og venter. Og man venter. Man er blevet bedt om at vente tålmodigt i 10 minutter. Man ved ikke, hvad der skal ske, men langsomt – meget langsomt – begynder man at kunne ane noget. På væggen lige foran én, begynder der at fremstå omridset af en firkant. Forestil jer at se på et tomt biograflærred i mørke. Sådan ser det ud. På et tidspunkt bliver det let at se se lærredet, hvilket vil sige, at øjnene har tilpasset sig omgivelserne. Det er en helt utrolig oplevelse. Og den stopper ikke der. Efter de ca. 10 minutter kommer en mand i lokalet. Nu kan man godt se ham – det kunne man ikke, da han fulgte én ind. Han går op foran den hvide skærm, og begynder at tale lidt om James Turrell og om det fantastiske menneskelige øje. Vi bliver bedt om at gå op til ham, mens han taler, uden dog at måtte røre ved væggene. Som det aller sidste, beder han os om at kigge nærmere på den hvide firkant, der langsomt kom til syne for vores øjne. Og det er først der, det går op for én, at det hvide lærred på ingen måde er et lærred. Det er et firkantet hul gennem væggen! Man kan stikke sin arm igennem! Det var den vildeste følelse, jeg længe har oplevet. Man kunne stikke hele sin overkrop gennem hullet og opleve at være i lærredet. Det siger lidt om vores opfattelse af vores omgivelser. Den menneskelige hjerne tager genveje og regner med, at det den ser, også er det, der er. Det var en utrolig syret oplevelse, og det vildeste var, at lyset på intet tidspunkt blev ændret. Det eneste, der ændrede sig, var vores øjnes evne til at opfatte lys i rummet.

Fjerde hus “Kadoya” udgave sig for at være et ret almindeligt hus. Men når man gik ind, var det første man så, at stort vandbassin med tal i. Lysende tal i forskellige farver, der hele tiden talte op eller ned i forskellige tempi. På væggene rundt i huset fandt man også store digitale tal, der hele tiden skiftede. Jeg går ud fra, kunstværket beskæftigede sig med tiden og dens måde at gå på – hurtigt eller langsomt på forskellige punkter i livet og ved forskellige opfattelse. Det var et ret smukt sted, hvor man virkelig kunne sætte sig og fordybe sig i filosofiske tanker.

Det sidste hus vi så “Go’o Shrine” var et helligt sted på toppen af en høj bakke. Der var spredt hvide sten ud i en firkant, omgivet af hellige figurer. For enden af stenfirkanten, stod en monumental trappe, hvis trin var lavet af massivt glas. Trinene brød lyset på en rigtig fin måde, der virkelig understregede stemningen. Vi troede umiddelbart, at det ‘bare var det’. Men så fik vi udleveret to lommelygter, og blev vist vej ned til en underjordisk gang, der gik ind under det helle monument, vi lige havde stået og beundret. Denne gang var så smal, at begge mine skuldre rørte væggen på hver side. Men jeg kunne dog gå oprejst Det var en ret speciel følelse at blive mast sammen på den måde, ind til et helt mørkt rum – igen. Da vi kom ind for enden, så man bunden af den føromtalte glastrappe. Og en vandpyt. Et lille grotteagtigt rum, der ledte op til det hellige.
Derefter gik vi ud igen og fandt et helt fantastisk sted at sidde og skitsere. Jeg brugte dog tiden på at tage billeder, men stedet var perfekt til lige at sidde og bruge halv time på bare at være.

honmura_udsigt_3

Efter dette tog vi bussen sammen med de andre fra andet år, om på den anden side af øen (det tog ca. 5 minutter). Her så vi Sanaas (en meget kendt japansk arkitekt) færgeterminal. Den var flot, bevares, men den havde måske fået lidt mere omtale, end den behøvede.

Det var alt vi skulle se i denne by, bortset fra en mikroskopisk udstilling af Olafur Eliasson, så vi fik lige en times tid til at finde noget at spise. Det skal siges, at der i denne by ikke var meget at vælge imellem, så vi fulgte med lærerne til et lille (afsidesliggende) lokalt sted, kendt for deres hjemmelavede udonnudler. Inde i den lille butik stod hr. udonnudel og rullede dej ud, som han efterfølgende skar ud i nudelstykker (det siger lidt om, hvor tykke de var), for derefter at koge dem i en lækker suppe. Vi fik serveret en skål med nudler, oksekød og lidt forskellige grøntsager. Det er meningen, at man skal spise nudlerne med sine spisepinde, og slubre så meget som muligt, så man får hele smagen med. Så lyden i det lille lokale var fantastisk. Kort efter vi var kommet og havde bestilt, kom der en lille gruppe arbejdere ind fra den lokale Mitsubishifabrik for at få deres frokost.  Allerede inden vi næsten havde fået vores mad, havde de 1. fået deres mad, 2. slubret alle deres nudler og 3. drukket resten af suppen. Og så var de ude af døren igen. Det er åbenbart kutyme, at man spiser hurtigt. Det gjorde vi ikke, men det smagte meget godt, så det var ok

udonnudler

Derefter tog vi bussen tilbage til den anden side af øen. Ø-bussen var ikke særligt stor, så det faktum, at der pludselig skulle 20 skandinavere med, var ikke voldsomt velset. Vi stod så tæt, at en af de lokale japanere, der sad ned, konsekvent havde min bagdel i hovedet – alle 15 minutter. Alle svedte, man fik krampe af at holde fast, og der kom på mystisk vis hele tiden flere med bussen, selvom der ikke kunne være flere!

bustur

Resten af dagen skulle bruges på to kunstmuseer, der også befinder sig på Naoshima. De er begge tegnet af Tadao Ando, og hvis man går bare en smule op i arkitektur, kan man også sagtens se det.
Det første vi besøgte blev Chichu Art Museum. (Følg linket for billeder. Igen var det forbudt at tage sine egne.) Det var et helt fantastisk sted! I ét af rummene, var der kæmpe malerier af Claude Monet på alle væggene. Normalt er jeg ikke den store fan af kunstmuseer, men lige det her rum ramte mig. Rummets hjørner var afrundede og lyset gled diffust ned af væggene på de store åkander. Følelsen af at være i samme lokale som så storslåede kunstværker var helt unik. Jeg følte mig meget priviligeret.
Et andet helt specielt kunstværk var begået af James Turrell. Man kommer ind i et firkantet rum, og så er der skåret et stort kvadrat ud af loftet, så der er kig lige op til himlen. Kanten er gjort helt skarp, så selvom hjernen godt ved, at det ikke er tilfældet, føles det som om hele taget er papirtyndt. Det er et ekstraordinært rum, som man kan bruge lang tid på bare at være i. Oplevelsen skifter med vejret, årstiden og døgnet, så det er aldrig det samme.

Derefter gik vi lidt ned af bjerget og så Lee Ufan Museum. Efter at have oplevet det andet, føltes det her som lidt af en joke. Arkitekturen i sig selv var meget smuk og gennemført, men udstillingen! Jeg følte mig meget snydt! Man gik igennem en gårdhave, hvor der lå en stor sten. Det var kunsten. På en af væggene hang et 20×30 cm lærred med et malerklat på. Det var kunsten. Det er på sådanne steder, at jeg godt kan forstå, at folk nogle gange brokker sig over, at kunst kan få så meget statsstøtte. Så det var ikke ligefrem et hit.

På vejen tilbage til jurterne, besluttede vi os for lige at smutte inden om det sidste kunstmuseum for denne dag: Bennesse House Museum. Dette sted var en smule anderledes end de andre to steder. Her var ikke så mange billeder, men mere nutidig kunst, virkede det til. Jeg husker specielt ét sted i huset, hvor man står i et stort rum med mange forskellige værker. Så ser man op på et stort billede på væggen, der forestiller en gul og en sort båd. Kigger man ned på gulvet, finder man det samme motiv i to rigtige (små) modeller af både – en i gul og en i sort. Det var helt tilfældigt, at jeg derefter kiggede ud af det store vindue bag mig, og så ned på stranden, måske 300 meter væk. Her kunne man, til min store forbløffelse, skimte to både – en sort og en gul! Det er sådan nogle ting, man kan gøre, når man ejer hele øen

Benesse House Museum
Tak til http://hotelchicblog.com/angel-sanchez-checks-into-benesse-house/
de to både_gul og sort_på stranden
Jeg fandt tilfældigvis et billede i min bunke, hvor man kan skimte de to både på stranden! (Du skal muligvis hente luppen…..)

Derefter gik vi hjem langs stranden. Jeg og én af de andre piger smed sko og strømper og gik i den iskolde vandkant hele vejen. Det var først efter et stykke tid, at vi opdagede, at der i vandet var både brandmænd, søpindsvin og noget der mindede om kviksand! Vi kom hurtigt op på stranden igen, og undrede os meget over, hvordan de andre havde kunnet bade der aftenen før…!

I den lune jurt brugte vi et par timer på at spille UNO Boomo om aftenen, mens vi bare nød at være i live på det her helt fantastiske sted.

På længden af dette indlæg, som kun dækker én dags oplevelser, kan I måske begynde at danne jer et indtryk af, hvor meget vi har nået at opleve. Én dag på studietur i Japan, føles som en uge i Danmark.

naoshima_udsigt_3

naoshima_udsigt_2

naoshima_udsigt_1