Hiroshima

Japan i ord og billeder_fantastisk og forfærdeligt

Lørdag d. 5. april:  Denne dag startede med en bommert. Fra min side. Den skal I da også lige høre…
Aftenen før var jeg i bad. På japanske hoteller er der altid en masse lækre produkter, man kan benytte sig af, og det var der også her. Jeg brugte shampoo og body shampoo, og efter badet brugte jeg den lækreste body lotion. Det hele duftede virkelig godt, og jeg gik i seng helt frisk og blød. Næste morgen var min værelseskammerat i bad, og så råbte jeg til hende, at hun skulle tage og bruge den der lækre creme, der stod ved spejlet. “Hvaffor en creme?” Spurgte hun. “Den der ved siden af shampooen – den der ikke er gennemsigtig!” …. “Mener du den her?” Hun rakte cremen ud til mig – som så viste sig ikke at være creme. Det var balsam! Stort grineflip og jeg var underholdningen resten af dagen…. Så gav det mere mening, at den var så svær at smøre ud. Der blev ligesom bare mere af den – som om den skummede (!). Nå, men det var en dejlig start på dagen.

Vi skulle mødes 7.30 for afgang til øen Miyajima.  Vi tog samlet af sted til Hiroshima station, hvor vi skulle have aktiveret vores rail pass (et togkort, der gælder 1-2 uger). Alle 37 skulle aktiveres på én gang. På trods af hvad man hører og tror, så er Japan ikke særlig højteknologisk. Ikke altid. Og på rail pass kontoret var det i hvert fald på ingen måde tilfældet. Den første halve time stod vi i én lang kø, for at komme op til én person. Senere ‘opdagede’ de os, og gav os vores egen kø. Vi havde en billet hjemmefra, og den skulle først tjekkes og sammenlignes med pas. Så skulle samtlige data fra pas og billet overføres til en anden billet (i hånden vel at mærke). Derefter skulle dettes sammenlignes med pas, før man skulle skrive under. Derefter skulle billetten stemples. Og tjekkes. Og stemples. Og stemples på en anden måde. Og så skulle en seddel rives af, for den skulle jeg selv have. Inden man så kan bruge sin billet, skal man op til en normal billetkontrollør og have STEMPLET sin billet!

det.tog.så.lang.tid.

Vi var klar til at tage med toget kl. 10.00…..

Da vi endelig kom af sted, skulle vi med et lokalt bumletog i en times tid, før vi tog en færge over til øen. Det første vi så, da vi kom af færgen, var en sicahjort. Og så en til og en til og en til… Der var en hel masse, og de var alle sammen tamme – og de ledte efter mad i folks tasker, hvis man ikke passede på. Men de var SÅ søde

Efter briefingen (der var svær at følge med i, eftersom alle kiggede på hjorten, der nu var ved at spise en kamerarem), blev vi sendt ud i grupper. Planen for dagen var først at se helligdommen og den røde port i vandet, som mange nok har set på forsiden af diverse japanske guidebøger: O-Torii. Den her helligdom er ret specielt, for den er bygget på høje søjler ude i vandet. Når det er højvande, er der vand næsten helt op til kanten, men når der er lavvande, kan man gå ind under! Man kan endda gå helt ud til den røde port og stå tørskoet ved siden af. Ret vildt – prøv selv at kigge på billedet længere nede!

 miyajima_1

otirii
…jeg var også med på turen…

Efter at have set helligdommen ved højvande, skulle vi bestige øens bjerg – og helst til fods, da der skulle være nogle rigtig spændende vejr- og naturfænomener på vejen op. Jeg var i en gruppe på fire mennesker, og vi tog ikke turen til fods. I stedet tog vi svævebanen hele vejen op.

En vild oplevelse, da den første svævebane var meget lille og virkede meget gammel. Rimelig uhyggeligt at skulle sidde 10 minutter i den, alt for mange meter over jorden! Men vi klarede det, og udsigten ned over træerne var virkelig flot. Desværre var der ikke så meget anden udsigt, for det var begyndt at regne. Meget.

Vi kørte op til toppen af bjerget gennem voldsomme skyer, og da vi endelig kom op, kunne man se ca. 10 meter frem. Fedt nok ellers, når formålet med at tage til toppen var at se en udsigtsplatform…..

toppen_8

Men vi gik lidt rundt, og vi blev mere og mere våde. Vi blev også mere og mere trætte af livet, eftersom vi helst skulle blive på øen til klokken 18.00, hvor det skulle være blevet lavvande. Og klokken var nok ca. 15.00…..
På en eller anden måde fik vi tiden til at gå, og klokken ca. 17.00 betalte vi og kom ind og så helligdommen. Det var rigtig flot! Det fedeste var dog, da vi gik op mod færgen, og vi tog en omvej ud på havbunden, for at komme op og stå ved siden af den røde port. Det var dét, vi var kommet for

uden vand

..Og så skulle vi i øvrigt have lavet et par skitser i løbet af dagen omhandlende dynamiske elementer. De skitser besluttede vi os hurtigt for først at lave om aftenen – på hotellet.

foto

På vejen hjem slog vi et smut forbi Andersen Bakery (ja, det der også ligger i København) og købte en masse lækkerier med hjem til hotellet. Derefter var der dømt skitsering og pigehygge på værelset, og så var den dag faktisk gået. Aldrig i mit liv har jeg oplevet at være så gennemvåd og kold, som jeg var den dag. Alt hvad jeg ejede, var gennemblødt. Taske, skitsebog, tegnegrej, kamera og papir. Det var frygteligt! Jeg tømte rygsækken og hængte den op, og jeg håbede bare på, at den ville være tør til morgenen efter.

Søndag d. 6. april: Denne dag var noget særligt, for vi skulle til workshop med den kendte japanske arkitekt Sambuichi. Det er rimelig stort. Ingen vidste, hvad vi skulle forvente, vi skulle bare have tegningerne med fra dagen før.

På vejen derhen gik vi gennem Memorial Park, og vi var blevet lovet, at der blev tid til at se museet efter workshoppen. I parken så vi The Eternal Flame, som brænder til minde om ofrene for atombomben. Vi så også The Dome, som var en af de eneste bygninger i byen, der stod tilbage. Det gjorde den kun, fordi den var bygget af en udenlands arkitekt, der gik ind for at bygge i jernbeton. Ellers var det meste andet bygget i træ og lign., så da bomben faldt, blev alting udryddet. På billederne fra lige efter bombens fald kan man se, at der virkelig ikke er noget i miles omkreds. Kun de tre-fire bygninger, der var lavet i jernbeton. Det ser sindssygt skræmmende ud.

hiroshima_9

Nå, men tilbage til nutiden. For en stund. For vi gjorde et sidste stop inden workshoppen: Markeringen af bombens hypocenter. Der står en mindetavle, helt anonym, på en småt befærdet sidegade, og man kan alt for let gå forbi den. Men nogle 100 meter over lige præcis dette punkt, sprang bomben i 1945. Igen en ret speciel følelse. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle stå lige præcis der. Bomben i Hiroshima er jo kun sådan noget, man har hørt om i folkeskolens historietimer. Det var jo langt væk! Men lige pludselig er det ikke særligt langt væk. Og vores guide, Alex, fortalte endda, at hans børn nedstammer fra en Hiroshimabombe-overlever. Det sidder i dem alle sammen, og det er på ingen måde glemt.

I dag er her ingen stråling, så forvent ikke at se mig med ekstra arme eller sådan noget. Og det vilde er, at lige omkring Hiroshima, findes der noget af den flotteste natur i hele Japan. End ikke en atombombe kan ødelægge naturen.

Efter det korte stop gik vi hen til en tom 12 etager høj bygning, hvor vi skulle op på (ja gæt en gang) 12. etage! Og ved I hvad, I også må gætte jer til? Om vi fik lov at tage elevatoren… Hvis I gættede ja – så var det forkert! Så vi gik op af trapperne til 12 etage, og følte os efterfølgende rimelig seje – og forpustede – og svedige. Godt klimaanlægget kørte for fulde hammer
Deroppe var der workshop. Alle skulle lægge én tegning ud på gulvet sammen med de andre fra gruppens, og så ville Sambuichi snakke ud fra dem.

workshop
Det der så i virkeligheden skete var, at Sambuichi sagde lige præcis det, han havde planlagt at sige, og så prøvede han at finde nogle af vores tegninger, der kunne passe til. Der var ikke mange, for pga. vejret (som han sagde, havde været virkelig mærkeligt og sjældent(!)) havde vi ikke kunnet observere, at der mellem 300 og 350 meter oppe af bjerget, er ekstremt fugtigt. Her vokser der meget mos og mange bregner, men når man kommer højere op, bliver det tørt og klart igen. Det er også derfor, man normalt har en virkelig flot udsigt fra toppen. Bare ikke lige den dag, vi var der.

Efter hans timelange snak, på japansk, som Alex simultantolkede, fik vi helt ekstraordinært lov til at komme op på taget af bygningen. Hele bygningen var tom, fordi Sambuichi Architects er ved at renovere den og bygge en udkigspost på toppen. Og udsigten var virkelig fænomenal. 360 grader rundt kunne man se de bjerge, der omgiver Hiroshima. Og da vejret var godt, kunne man næsten se ud til den ø, vi besøgte dagen før. Der var også udsigt over hele Memorial Park, og det var da også i den henseende, at der skulle ligge et udkigstårn. Men byggeriet er ikke gået i gang endnu, så jeg kan nok godt vente 10 år med at komme tilbage, hvis jeg vil se det færdige resultat

Efter ‘workshoppen’; som de blev ved med at kalde det, på trods af, at det reelt set bare var en forelæsning, fik vi endelig tid til at tage på Memorial Museum. Og wow for en oplevelse. Vi havde desværre ikke særligt meget tid, og der var virkelig meget at kigge på. Der var en masse gamle billeder og artefakter fra den tid, og nogle af dem måtte man endda røre. Men det mest fantastiske ved hele museet er, synes jeg, at man ikke ønsker hævn. Der er ikke noget sted, hvor der er så meget som en snert af bitterhed. Historien bliver fortalt meget sandfærdigt, og det eneste, man ønsker at få ud af det, er fred. Det hele handler om, at vi skal skabe en bedre og fredeligere verden, og jeg kan da kun støtte deres kamp. Det er utrolig smukt, at man har taget en så frygtelig hændelse som et atombombeangreb og vendt det til noget konstruktivt, der kan hjælpe en masse mennesker.

Efter det som sagt alt for korte besøg (her er ét af de steder, jeg snildt kunne vende tilbage til), tog vi sporvognen ned til stationen, for at tage videre. Jeg var i øvrigt meget stolt: jeg fandt SELV vej med offentlig transport i Japan (Hvis det ikke virker som en sejr, så husk venligst på, at ALT står på japansk, og INGEN snakker engelsk!) Vi skulle med toget den samme vej, som vi var dagen før, bare et par stop mere til Iwakuni. Udflugtens mål? En stor træbro. En rigtig stor træbro. Den var virkelig smuk.
Det er fantastisk at se, hvad man har været i stand til at bygge i 1673. Den har 5 buer, og det særlige ved dem er, at de tre midterste bliver genopført hvert 20. år, mens de to yderste bliver det hvert 40. år. Man er godt klar over, at en træbro ikke kan holde til de samme ting, som en stålbro f.eks., men alligevel vælger man at beholde den gamle. Det er smukt

iwakuni_1

I byen Iwakuni sad vi også og skitserede lidt. Vi fik også en kop varm kakao og en flot gåtur i den lille park. Der var rigtig søndagsstemning med sol og forår i luften, og der sad en masse mennesker ude på græsset og spillede musik og grinede.
Og så var der igen bare virkelig smukt.

Selfie fra broen.
Bro-selfie

Da vi var færdige med at se på byen, tog vi toget tilbage til Hiroshima Station. Herfra skulle vi med Shinkansen – de store hurtige toge. Dem som man kan stille sit ur efter! På stationen havde vi lige nøjagtigt 20 minutter til at få købt noget aftensmad. 20 minutter lyder måske af meget, men det er det på ingen måde på en japansk station. Så vi måtte ty til det hurtigste og nærmeste: en McDonald’s. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke var rart at få noget, man vidste, hvad var. Pommes Frites og burger
I Hiroshima sagde vi pænt farvel til vores guide Alex, og var nu kun sammen med vores to lærere, Peter og Nora.

Vi ankom meget sent til Kyoto, og der var en vild kamp for at komme først til taxaerne, så man ikke skulle med endnu et tog. Det sjove var så bare, at der var ca. 100 taxaer mere, end hvad vi behøvede. Og den, vi fulgte efter, kendte ikke vejen. Så vi fik sikkert kørt en lille omvej, men det er heldigvis ikke dyrt at køre i taxa i Japan. Efter det fantastiske hotel i Hiroshima, prøvede vi at holde vores forventninger til det næste hotel helt i bund. Men det er svært. Tomandsværelse, store senge og wifi på værelset kan man alt for hurtigt vænne sig til. Derfor var det også noget af et chok for alle, da det viste sig, at vi skulle sove 11 piger på det samme værelse – og det var vel at mærke Japanese Style. Dvs. på måtter på gulvet. I 3 nætter!! Der var i øvrigt også kun ét bad og ét toilet. Kan du stave til krise??
Heldigvis var der et Onsen på dette hotel, så man kunne bare gå ned i kælderen og bade. Et Onsen er et japansk fællesbad, hvor man bader nøgen sammen med alle mulige andre. Så det gjorde jeg hver morgen. Fantastisk! Man tager bare sine slippers og sin kimono på, og så er man på vej. Dernede smider man så alt sit kluns og går ind og vasker sig. Man har sin egen bruser og en lille skammel, og så sidder man der og vasker hår osv. med hotellets lækre produkter og en skrubbeklud. Efter den store afvaskning går man ned i et stort bassin, som egentlig er for varmt. Det er noget varmere end de spabade, vi er vant til herhjemme, og det føles lidt som om, man skolder sig selv. Men hvis man går under hurtigt, er det faktisk meget dejligt. Så sidder man der ca. 5 minutter, til varmen begynder at nå ens kinder, og så op og skylde sig under den kolde bruser. Skønt! Det kunne jeg GODT vende mig til

Men alt i alt en spændende ankomst til Kyoto. Godt der var wifi på gangen!