helhedsplan

Østamager: uge 5

Ugens opgave var at lave en helhedsplan for Østamager, som med et enkelt, stort greb skulle løse en masse konflikter i området. Ydermere var opgaven en konkurrence, der blev bedømt af lærerne fredag kl. 13-15. Som til rigtig konkurrence måtte vi ikke overvære bedømmelsen, og vi fik heller ikke lov til at fortælle noget som helst om vores projekt, så det ophængte materiale skulle tale for sig selv.
Her er teksten fra planchen, som siger det hele:

Amager Øst er et underligt broget sted i forhold til dets omgivelser og den sociale sammensætning. Det virker tilfældigt sammensat og uddateret, men er samtidig noget, der gør området helt særligt. Dette karaktertræk ses som noget positivt, men skaber en usammenhængende befolkning uden lokalfølelse.

Ved hjælp af en arkitektonisk oprustning af velvalgte nedslag, ønskes lokalfølelsen styrket, mens det særegne bevares. Naturen, og i særdeleshed vandet, trækkes ind i området og flettes ind i det eksisterende. Området bindes sammen på ny – dels gennem infrastrukturelle ændringer og dels ved etablering af mødesteder.

De centrale veje tilføres oplevelsesmæssige kvaliteter, og nye cykelruter etableres. En gå-/cykelrute langs kysten øger adgangen til vandet og de små ’hemmelige’ områder. Ruten trækkes ind i landet og bevæger sig tillige langs metroen. Dette øger metroens værdi for de lokale, og opbløder samtidig det skel, den skaber i området. Ruten danner en ring om Amager Øst, som er med til at binde området sammen. Der ligges vægt på det oplevelsesmæssige, og ruten snor sig langsomt gennem landskabet og opfordrer til ophold.
Cykelruten langs Amager Strandvej opgraderes til et højt tempo med to spor i hver retning og mulighed for overhaling. Denne skaber større sammenhæng mellem Amager og resten af København, og giver grobund for et mindre bilfokuseret samfund.

To steder genetableres de gamle vandkanaler, for at øge områdets tilhørsforhold til vandet. Kanalerne vil også fungere som LAR (Lokal Afledning af Regnvand), da dette er et stort problem på det flade Amager. Samtidig vil kanalerne give mulighed for en opblomstring af mødesteder, der vil styrke lokalfølelsen. Kanalerne kan ses som stilken på et blad, der forgrener sig ud i området og skaber liv.

De to nedslagssteder, der her eksemplificeres, er omdannelse af Øresundsparken samt en omstrukturering af Amager Strandvej.
Amager Strandvej er i dag en stor barriere mellem land og vand. Den føles uoverkommelig og svær at krydse, og der er tung trafik med højt tempo. Dette ændres ved at omlægge vejbanerne og etablere et opholdsområde imellem. Der laves rabatter mellem alle vejbaner, og parkering flyttes til midten af vejen for at øge sikkerheden og mindske trafikale problemer. Der etableres flere fodgængerfelter, og de mange rabatter og opholdsområder gør det lettere og mere indbydende at krydse vejen til fods. Ud mod vandet omdannes den eksisterende sti til en promenade, der snor sig langs stranden og opfordrer til aktivitet. Disse forholdsvis små tiltag er sammenlagt med til at bløde vejen op og gøre den mere indbydende.

Øresundsparken omdannes til en mere lokal park, der ses i forlængelse af de meget offentlige rekreative områder ved både Femøren, Tiøren og Strandparken. Den etableres for at give et sted til de lokale, der skaber liv og lyst. Området forlænges mod syd med en uddannelsespark, idrætsfaciliteter og ungdomsboliger. Dette skaber et trækpunkt for resten af landet og vil være med til at sætte stedet på landkortet. Samtidig skal parken føles lokal og små pavilloner spredes ud i til mere eller mindre permanente aktiviteter. Man kan forestille sig små pop-up butikker, caféer, udstillinger eller måske uddannelsesbrug.

I fremtiden kan man forestille sig en udbygning af det nordlige erhvervsområde, der kan få karakter af Kødbyen. Et trækplaster for området efter kl. 16, samt en kobling mellem Amager og resten af København. Når Benzinøen og Kløvermarken udbygges, vil dette område kunne danne ramme om et centrum og mødested, der binder det hele sammen.

Helhedsplanen for området med tekst og diagrammer
Renderinger, planer og snit over to udvalgte områder

Vi vandt desværre ikke konkurrencen, men vi fik meget ros for at lade Øresundsparken forblive en park. I uge 6 skal alle grupper arbejde videre med vinderforslaget som baggrund og derfra udvikle deres eget bebyggelsesforslag.