fremlæggelse

Bacheloropgaven = bestået!

Jep, som I nok har regnet ud fra den ellers meget komplicerede overskrift, bestod jeg min bacheloropgave!! Fed fed fed følelse

På mandag starter et nyt kapitel fyldt med ny frygt og fortvivlelse, men forhåbentlig også læring, spændende oplevelser og søde nye mennesker. Jeg starter hos Årstiderne Arkitekter som praktikant og skal være hos dem frem til juli. Jeg glæder mig utroligt meget, og det er lige hvad jeg har brug for nu – at komme ud i ‘den rigtige verden’ og lære og suge til mig.

Herunder kan I se min ophængning fra eksamen. På et eller tidspunkt vil der også dukke et indlæg op, hvor I kan læse mere indgående om opgaven. Indtil da: nyd den – den har kostet hele min opsparing

IMG_20150122_141201
Den samlede ophængning inden eksamen.

 

Første uge af 2014/2015

BANG!…….og starten er gået.
Året er blevet skudt i gang med en intensiv opgave, der havde sin begyndelse tirsdag og afslutning fredag. Som I måske kan huske, er alting lavet om i år. Nye lærere, nye lokaler og nye metoder. Og jeg kan lide det! Det er skønt at mærke så meget gejst og engagement fra alle sider. Alle har tydeligvis haft brug for et nyt pust, og det har de fået. Jeg tog endda mig selv i at følge interesseret med i ALLE fremlæggelserne fredag eftermiddag. Det var nu alligevel noget nyt.

Da vi mødte op til intro tirsdag morgen, blev vi delt ind i 8 grupper uden tanke på, hvem der kendte hvem. Egentlig kunne jeg ikke helt overskue tanken om at sætte mig ind i en masse nye mennesker, men det har vist sig at være virkelig rart. Hver gruppe fik derefter tildelt et område på Østamager, som de skulle beskæftige sig med. Vi fik selvfølgelig det, der var længst væk….. Det er klart. Men så fik jeg også kickstartet min cykling igen – med voldsomt øm bagdel
Vores område inkluderer Kastrup metrostation og Den Blå Planet og er den sidste del af byen, før man rammer lufthavnen.

Opgaven handlede om at lære stedet at kende – på godt og ondt. Vi fik nogle helt specifikke opgaver, som vi skulle besvare, men overordnetset handlede det om at komme ud og ’sanse’ stedet. Lægge mærke til stemninger og de følelser, de forskellige områder fremkaldte.
Vi kom frem til, at Østamager er et helt utroligt sammensat område. På vores lille del af det, finder man både et villakvarter, små rækkehuse, socialt boligbyggeri, erhverv/industri, forskellige havne, en turistattraktion og noget ubrugt land. Et virkelig spøjst sted, der skifter karakter hver gang du runder et hjørne.
Og så kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at komme ind på METROEN. For det var da nok noget nær den dummeste beslutning, der er blevet taget i Københavns Kommune, da man valgte IKKE at grave den ned. Den skærer ubarmhjertigt ned gennem hele det østlige Amager og deler området i to. Som skellet mellem to tektoniske plader, hvor den ene er på vej i havet. Det ødelægger så meget.
Men det handler om penge. En af vores vejledere er tilfældigvis den tidligere stadsarkitekt (som er ham/hende, der sidder inde ved borgmesteren og tager beslutninger om byens arkitektur og planlægning – siger ja og nej til forslag), og han var med til at tage beslutningen om ikke at grave den ned. Han var naturligvis imod det, men nogle gange har man ikke så meget at skulle have sagt, hvis man ikke har politikerne med sig. Og det havde han ikke, for det ville have kostet ekstra penge. Set i bakspejlet ville de nok have gravet den pokkers metro ned.
Den er naturligvis en stor gave til Københavnerne, der skal ud til lufthavnen, og selvfølgelig skal den være der, men den hører ikke hjemme på Amager. Dem vi snakkede med, følte ikke noget specielt tilhørsforhold til den, eller havde ejerfornemmelse pga. dens beliggenhed. Den er bare stor og klodset – og larmer.
Så kom jeg lige af med det. Vi går videre

Det gik først rigtigt op for mig i sidste uge, hvor meget jeg egentlig har lært, og hvor langt jeg, trods alt, er kommet. Vi skulle fremstille nogle tegninger og noget andet materiale til fremlæggelsen fredag, og der slog det mig, hvor hurtige vi er blevet til det. Bevares, det tager stadig tid at gøre dem ‘lækre’, men den grundlæggende tegning er altså virkelig hurtigt lavet. Før kunne jeg jo knapt nok finde ud af Paint!
Fremlæggelsen gik godt. Lærerne var søde og konstruktive, og vi fik mere ros end vi havde troet, da de kunne se alle vores genistreger. (Hvor gennemtænkte de end var.)

IMG_3796
En gruppe der fremlægger. Det gik der lige et par timer med.
IMG_3797
Det er desværre ikke vores ophængning, men da alle brugte den samme skabelon, minder vores meget om.

Nu er uge 2 startet – i de samme grupper – og vi har fået stillet en kortopgave, hvor vi skal fremstille mindst 12 kort over hele Østamager, der fokuserer på forskellige ting. Det er faktisk ret spændende, og det hele bliver underbygget af nogle kompetente forelæsere hver formiddag. Skønt!

Kan I have det dejligt, så vil jeg gå ind og tegne vand ind på mit kort