Årstiderne Arkitekter

Travlt på tegnestuen

Mandag morgen har vi altid et mandagsmøde, som det meget opfindsomt er blevet kaldt, hvor vi får lidt info om den kommende uge, og hvad der er sket af store ting i den forgangne. Nogle gange er der endda et lille oplæg om et projekt, et fagspecifikt emne eller andet. Denne mandag blev mødet holdt af selveste chefen, da tegnestuelederen var på ferie. Budskabet var klart: tegnestuen har travlt. Meget travlt.

Alle blev opfordret til at hjælpe hinanden så meget som muligt, og han så helst, at der ikke var nogen, der gik hjem til tiden (!). Dette betyder så, at jeg har været her ret meget. Jeg har endda snart sparet to hele fridage op.

Det betyder også, at vi søger en masse medarbejdere – arkitekter og konstruktører, nye og gamle. Så hvis du kender nogle dygtige af slagsen, er der muligheder for ansættelse nu.

Der er stadig gang i en masse renovering, og lydklippet fra et par uger siden er mere relevant end nogensinde. Desværre. Men det fortsætter jo heldigvis kun til juni, som de siger. Så det er en skøn udsigt for fremtiden…

På tegnestuen er renoveringen stort set færdig nu. Sidste fredag blev den nye trappe indviet med champagne, jordbær og chokolade, og lettelsen og glæden blandt de ansatte, var til at tage og føle på. De har næsten ventet på den trappe siden oktober, så det var på høje tid at det skete.

IMG_20150317_093131

IMG_20150317_093233

IMG_20150320_134921

 

Revitkursus med perfekt timing

Endnu nogle spændende dage er gået på tegnestuen, men fra i dag, torsdag, er jeg tilbage på skolebænken for at blive ekspert i (endnu) et tegneprogram. Jeg og en anden praktikant skal undervises i 12 dage, og som Will påpegede (én fra tegnestuen), havde han kun fået 2 dage i sin tid, så han forventer store ting fra os.

Fremragende.

Første dag har budt på generel introduktion til programmets opbygning og muligheder, og så er vi så småt gået i gang med at tegne et hus. Jeg så egentlig ikke frem til dette kursus, for nu var jeg lige begyndt at falde til på tegnestuen, men det bliver meget bedre, når jeg kan programmet. Revit er det eneste, de tegner i hos Årstiderne, så jeg kan bruges til meget mere, når jeg kan hjælpe med modellerne. I øvrigt hader jeg at være uvidende omkring sådanne ting, så jeg suger alt til mig i disse dage

Nå ja, og så er de netop gået i gang med renoveringen af 1. sal – jeg sidder på 2. sal. Det larmer så meget, at man skal råbe til folk og holde på kaffekoppen. (Videoens billede er overhovedet ikke vigtigt – der skal lyd på!)

 

Ja, så I kan nok høre, at jeg egentlig ikke er så ked af at være lidt væk fra tegnestuen. Jeg håber bare, at de kan klare, hvad der klares skal på de næste to uger, mens jeg bliver ekspert. Win win!

Den første uge i praktik…

Var virkelig god.

Jeg har fået sådan nogle søde kollegaer, en overraskende lækker frokostordning, og alle de post-its og tuscher jeg kan bruge. Det føles temmelig godt

Jeg har ikke haft så mange opgaver endnu, men jeg tror, det er meget normalt. Vi skal alle sammen lige falde til og komme på plads, og de andre skal lære, at vi står til rådighed. Vi er 7 praktikanter i alt dette semester: 3 arkitekter, 2 konstruktører og 2 landskabsarkitekter, så der er selvfølgelig også mange nye ansigter at forholde sig til.

Da jeg har underskrevet en fortrolighedserklæring, kommer I ikke til at høre nogle detaljer fra det, jeg arbejder med (det er jo et erhverv med meget konkurrence), men lidt småting skal jeg nok dele.

F.eks. sad jeg sidste uge og tegnede fliser ind i nogle badeværelser. Det lyder umiddelbart ikke voldsomt interessant, men man bliver overrasket over, hvor mange tanker der ligger bag de forskellige valg, der tages – selv når vi ’bare’ taler om badeværelsesfliser. For fliserne passer jo aldrig helt ind i et rum, og hvor er det så vigtigst at linjerne passer. Hvad skal man tage sit udgangspunkt i, og hvilken vej skal de vende? Skal de fortsætte op ad væggen, og hvis de skal, hvor skal de så skæres? Overraskende vigtige beslutninger for det endelige resultat.

Nå ja, og så er det en ret fantastisk følelse at vide, at det man sidder og tegner på rent faktisk bliver lavet. Det var tegninger til håndværkerne, så jeg har haft (ikke meget, men dog lidt) indflydelse! Juhu!

Fra denne uge er jeg sat på forskellige opgaver. Nogle gange bare for en enkelt dag – andre gange for en længere periode. Hver fredag får vi tilsendt en opdateret plan for den kommende uge, så vi ved, hvad vi skal lave. Det er fedt med overblik, og det betyder, at man nogenlunde kan planlægge sit liv. Ting ændrer sig selvfølgelig, men det er godt med et udgangspunkt

Jeg er meget fortrøstningsfuld, og glæder mig til at se hvad tiden vil bringe. Jeg er i hvert fald allerede glad for, at jeg ikke skal i skole.

Det her er så meget federe!

IMG_20150203_163920
Nå ja, fik jeg nævnt hvor mit praktiksted ligger?

 

Jeg har fået praktikplads!

Ja, overskriften taler søreme sandt – jeg har fået en praktikplads! Og faktisk lige nøjagtigt den, jeg ønskede mig

Jeg skal starte hos Årstiderne Arkitekter d. 2 februar 2015, og de virker enormt søde. Jeg var til samtale deroppe for snart to uger siden, og de har godt nok trukket pinen længe, men så endelig i går fik jeg den positive tilbagemelding om, at jeg var meget velkommen.
Til samtalen fik jeg en masse nyttig information: Som praktikant indgår man så vidt muligt på lige fod med de andre ansatte. Man bliver tilknyttet et projekt og skal så arbejde på det som alle andre. Det er en tegnestue, der har travlt, da de har mange faste, tilbagevendende kunder. Det betyder også, at der ikke er så meget tid til at lave konkurrencer, så det bliver ikke det, jeg kommer til at beskæftige mig med så meget.

Uh, der er også frokostordning! Så føler man sig helt voksen
Og så fandt jeg ud af, at hele tegnestuen – uden undtagelser – tegner i Revit, og kun Revit. Det er noget nær det eneste program, vi ikke har lært om på skolen (jvf. tidligere indlæg om tegneprogrammer), så det bliver lidt en udfordring. De kan selvfølgelig lære mig en masse om programmet, men jeg regner med selv at begynde inden jeg starter derude. Det er nok meget godt, at man trods alt har haft programmet åbent…. Så det bliver sat på to-do listen.

Det er helt ubeskriveligt dejligt at have fået afklaring på alt det med praktik. Nu skal jeg bare have udfyldt kontrakt osv. og så kan jeg koncentrere mig helt og holdent om mit bachelorprojekt.

Gratis-Comic-Tag-Kostenlose-Heldengeschichten_ArtikelQuer